Brev:

Meget morsyg - 4 mdr.

---

Hej Helen.

Jeg skriver til dig fordi jeg går og tumler med lidt forskelligt i forbindelse med vores dejlige søn på lidt over 4 måneder.

Jeg er efterhånden er meget frustreret og ked af måden min søn reagerer på når jeg ikke lige er i nærheden. Han er meget bevidst og kontaktsøgende og smiler og pludrer gerne med folk når bare han sidder hos mig eller jeg er lige i nærheden, så han kan se mig.

Problemet er, at han bliver voldsomt ked af det så snart han ikke kan se mig. Jeg har inden han blev født gået til kor en gang i ugen. Min kæreste og jeg har hele tiden været enige om at dette skulle jeg fortsætte med efter vores søn kom til verden.

Dette gik også fint i begyndelsen, jeg malkede ud så der var en flaske til ham og tog af sted i 3 timer. Far og søn klarede sig glimrende uden mig. Jeg har også haft enkelte smutture på café og i biograf med en veninde. Vi har desuden været til bryllup en aften hvor vi begge var af sted en hel aften. Mine forældre passede ham og det gik, bortset fra lidt pyldren, rigtig godt.

Men for ca. 3 uger siden nægtede han pludselig at tage imod flasken. Han blev fuldstændig rødglødende og rasende når flasken nærmede sig hans mund. Vi har tilbudt ham flasken et par gange siden men med samme resultat. Jeg havde ellers overvejet at stoppe med at amme, da det efterhånden var blevet en kamp hver eneste gang han skulle spise. Men dette blev der hermed sat en stopper for. Det har jeg accepteret, og jeg er fortsat med at amme. Dog er jeg nødt til at gå i soveværelset og amme ham liggende for at han kan koncentrere sig om at spise. Det bliver, til trods for de rolige omgivelser, alligevel ikke til mere end en 5-7 min han spiser ad gangen.

Vi er i mellemtiden begyndt på lidt grød og han spiser dette med stor fornøjelse. Han får lidt vand af et æggebæger ved siden af. Vi forsøger os desuden med en flaske vælling til nat. Han har accepteret en flaske med vælling 1 ud af de sidste 4 aftener. Min kæreste har givet ham vællingen med ske de andre 3 aftener. Grunden til dette er, at han var begyndt at vågne 5 gange hver nat for at spise. Jeg tænkte, at det var fordi han var sulten. Grød samt vælling har da også hjulpet lidt, han vågner nu kun ca. 3 gange hver nat. Men jeg må indrømme at jeg efterhånden er ved at være ret så træt og håber på han snart kan nøjes med at vågne en enkelt gang, således at jeg kan få lidt sammenhængende søvn.

Det skal siges at vi ikke kan putte ham til nat før omkring kl. 22-22.30 og jeg går i seng ...

---

---

... stort set med det samme den bette sover. Han står så op igen ved 7.30 tiden. Han bliver puttet i sin egen seng lige når han er ved at falde i søvn og jeg ammer ham liggende i sengen om natten. Jeg forsøger at putte ham i sin egen seng igen, men må indrømme at jeg sommetider falder i søvn under amning og han derfor bliver liggende hos mig og sover. Men jeg kan ikke umiddelbart mærke forskel på længden af hans søvn uanset om han sover hos mig eller jeg putter ham tilbage i hans egen seng.

Vi har derfor forsøgt os med at jeg igen tog til kor og far og søn skulle være alene hjemme. Min kæreste kunne således give ham vællingen enten af flaske hvis dette ville lykkedes eller med skeen, da det i det mindste er gået fint ellers.
Men da jeg den anden dag tog af sted til kor var det for 3 timer senere at komme hjem til en skrigende unge og en meget træt og ked far, der slet ikke kunne trøste sin søn. Med det samme jeg tog vores søn i mine arme holdt han op med at skrige og kort efter faldt han i søvn. Han havde skreget stort set al den tid jeg havde været væk, bortset fra da han spiste vællingen af ske. Jeg tror altså ikke det er sult der gør at han skriger, da han er fodret godt af inden jeg tager af sted og desuden får vælling mens jeg er af sted.

Min kæreste indvilligede i at give det endnu et forsøg i går, da der helt ekstraordinært var en ekstra øveaften med koret. Men 1 time efter jeg var taget af sted ringede han til mig og bad mig komme hjem. Jeg kunne knapt høre hvad han sagde sådan skreg min lille dreng. Og så bløder mit moderhjerte jo. Jeg mener ikke jeg kan byde, hverken min kæreste eller lille søn, at jeg tager af sted når det skal gå på ovenstående måde.

Så derfor lyder mine spørgsmål som følger:

1. Hvordan lærer vi ham at han ikke behøver at blive så ked af det når jeg ikke lige er i nærheden?

2. Er det ok at han ikke spiser mere ad gangen? (Han vejede 3170 ved fødslen og vejer nu 7,5 kg på vores egen vægt. Han vejede 5600g sidst sundhedsplejersken var her da han var 11 uger.)

3. Er der et trick til at få ham til at sove lidt længere ad gangen om natten?

Min største bekymring er det første punkt. Det er selvfølgelig meget frustrerende for mig at jeg ikke kan gå bare nogle timer i ugen. Men det er endnu mere frustrerende og synd for min kæreste, der ikke føler han gør det godt nok, selv om jeg forsikrer ham om at jeg synes han er en god far og er stolt af at han kæmper med at trøste den lille.

Mange hilsner
fra en 1. gangs mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---