Svar: Mangler inspiration til mad , leg og stimulering
Kære Maria
Det lyder rigtig fint at du nu er stoppet med at amme og det er dejligt at Josefine tager så fint imod flaske :o)
Det vil være rigtig godt for Josefines motorik, hvis du kunne tumle meget med hende. Ikke bare trille hende, men også svinge hende, dreje hende på hovedet osv. så hun virkelig bliver bevæget. Du kan evt. købe en babygynge (ikke en hoppegynge) men en gynge som hun sidder i og gynger frem og tilbage. Du kan også købe dvd'er med tumlastik, stimulastik, hvor du kan få inspiration til at få lillepigen bevæget lidt mere ... det er vigtigt fordi det stimuleret hendes balancecenter i hjernen og dermed også stimulerer hende motorisk :o)
Lege hjemme, ud over motorisk stimulation kan være:
En stor bold (badebold), byggebægre, simpel puttekasse, æsker i forskellig størrelse (lukke op, komme i osv), skåle, skeer, telefon, badeting - ting der kan flyde, en tromme, papbøger med store billeder, ride-rankeleg, borte-tit-leg, gemmeleg. Sangbøger og gerne sange med fagter: "I en skov en hytte lå", "lille Peter Edderkop", "klappe klappe kage" osv.
Musik generelt, lytte til musik, danse, mærke rytmen.
Planen for dagen ser umiddelbart fin ud, men du har ret i at Josefine har en alder nu, hvor hun meget gerne må få mere familie mad og dermed mere mad i stykker, mere at sidde med i hånden selv :o)
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7.30: Havregrød eller øllebrød, lavet på mme, vand af kop
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost i stænger, frisk blød frugt i hånden (appelsinbåde, kiwi, fersken, blomme eller lignende blød frugt) evt. frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur med en flaske mme 9.30
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra aftensmaden, det kan også være mos fra glas. Tilbehør af små rugbrødhshapsere med smørbart pålæg, gerne fiskepålæg af forskellig slags. Tilbydes også lidt godt kogte pastaskruer, små stykker frikadelle og lignende små rester fra aftensmaden. Vand af kop.
Puttes til middagslur ca 13.30
Eftermiddag 16: Tilbydes ½ bolle med lidt smør, ost, blød frugt i hånden som om formiddagen, evt. lidt tykmælk eller lignende med frugtmos, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, det vil sige lasagne, pasta med kødsovs, boller i karry, frikadeller (kød/fiskedeller) med grøntsagsmos, - der skal stadig både være grøntsagsmos og mad i stykker. Hun kan sidde med kartoffelbåde, kogte blomkål- og broccolihoveder og lignende i hånden, vand af kop.
Puttes til natten 19.30-20 med en flaske mme
Sen aften 24: Flaske med mme, kan evt. drikke ...
... denne mere eller mindre sovende.
Det er stadig vigtigt at din datter får ca 600ml mme dagligt, hvilket hun får via 3 flasker mme og mme i grød og mos. Når hun bliver 10 måneder vil 2 flasker dagligt (400ml mme) være rigtig fint fremtil hun bliver 12 måneder.
Som du kan se foreslår jeg at du nu begynder at tilbyde hende lidt boller og havregrynsboller er ofte et hit hos både børn og voksne. Opskriften kommer her:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
Da hun nu begynder at få lidt mere brød som mellemmåltid i løbet af dagen, så vil det være rigtig godt, hvis du kunne gå over til grøntsagsmos som supplement til frokost i stedet for grød. Også fordi grøntsager naturligt vil blive en del af supplementet til rugbrød fremover. Om eftermiddagen kan hun så igen få brød, frugt og evt. lidt tykmælk som noget nyt.
Josefine lærer bedst at tygge ved at få lov til at øve sig. Det er derfor en rigtig god idé at starte med det lidt bløde og lade hende øve sig på det, ligesom brødhapserne du laver skal være meget små.
Hun vil ikke kunne tygge kød som flæsk og bøffer. Det er lettest for hende med hakket kød, som kødsovs, farsbrød og indmaden af en frikadelle, netop for at være sikker på at hun ikke får det galt i halsen. Der sker dog ikke noget ved at du blender eller hakker noget kød i persillehakkeren, så hun på den måde kan få lidt af jeres mad i sin grøntsagsmos.
Hun er for lille til at kunne spise med ske, men en gaffel vil hun måske godt kunne finde ud af. I kan derfor prøve med gaflen først. Hun vil også have svært ved at drikke selv, men køber I en kop med to håndtag, så kan det evt. hjælpe hende - igen, øvelse gør mester:o)
Jeg har ikke hørt noget om at sundhedsstyrelsen er kommet med nye anbefalinger omkring sødmælk, men jeg skal undersøge det. Ellers er anbefalingerne at barnet fra 6-12 måneders alderen kan tilbydes lidt sødmælk, fra 1-3 år anbefales letmælk og letmælksprodukter og først omkring 3 års alderen anbefales de meget magre mælkeprodukter som minimælk, skummetmælk og kærnemælk.
Hvis denne anbefaling er ændret uden mit vidende, så skal jeg nok fortælle dig og de andre mødre det :o)
Fortsat held og lykke med hende, og rigtig god efterårsferie:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Udslæt - hos børn
Børn kan få mange forskellige slags knopper og udslæt. Det kan være svært at afgøre, om det bare er noget forbipasserende, og hvis du er i tvivl, så kontakt altid lægen. De mest almindelige former for udslæt hos babyer er:
- Ble-eksem: Voldsom rød numse, knopper, og det kan være smertefuldt. Det kan skyldes at barnet ikke tåler det materiale, som engangsbleen er lavet af, og det kan derfor være en fordel at prøve et andet blemærke. Det kan også skyldes, at barnets hud reagerer på...
Mødregruppe
De fleste kommuner tilbyder nybagte mødre at komme i en mødregruppe, som oftest vil bestå af 5-8 mødre, som har barn i nogenlunde samme alder.
Sundhedsplejersken spørger, om man er interesseret i at være med i en mødregruppe og sender så invitationer ud til første gang, man mødes. Nogle gange mødes man første gang privat hos en af mødrene, andre gange mødes man i et lokale, som sundhedsplejersken bruger til formålet.
Det kan være en stor glæde at mødes med andre...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

