Svar: Får min datter nok mad ved amning?
Kære Sarah
Tak for dit brev og dine pæne ord til mig - og tillykke med den lille pige :o)
Nu ved jeg jo ikke hvad vægten viste, da din datter blev vejet sidst, men ud fra det du fortæller, så lyder det som om at du skal arbejde på at øge din mælkemængde.
Det at hun slipper tager, fat, slipper igen og bliver irriteret ved brystet tyder på at mælken ikke flyder så let til hende. Samtidig fortæller du at hun ikke længere har mælk i mundvigene, du oplever at hun tisser mindre og når du har tilbudt hende flaske, så spiser hun 80ml. Det lyder alt sammen som om at du på nuværende tidspunkt ikke producerer hvad hun har behov for - desværre :o(
Derfor er det rigtig vigtigt at du lige nu arbejder på at få din mælkemængde sat op og det gør du hovedsageligt ved at amme hyppigere og meget gerne ved at stimulere med en brystpumpe imellem amningerne. Det er hyppigheden der øger mælkemængden mere end varigheden og det vil sige at det vil være rigtig godt, hvis du f.eks. stimulerer/malker ud eller ammer hver 2 time i stedet for hver 4 time.
Alt efter hvor meget din datter har taget på eller måske har tabt sig, må det vurderes hvor vidt du kan nøjes med at lægge hende til hver anden time eller om det er nødvendigt at supplere med ekstra mælk efter amning, lade hende sove et lidt længere stræk og så i stedet bruge tiden hvor hun sover, på at malke ud. Den mælk der kommer ud, kan du jo supplere med på flaske, så den går ikke til spilde.
Med en vægt på 4300g er hendes døgnbehov 720ml, fordelt på 6-8 måltider i døgnet svarer det til at hun hver gang skal have mellem 90-120ml af gangen og indtaget stiger naturligvis i takt med at hun vokser :o) Det betyder dog også at din datter, ud fra den beskrivelse du har lavet, lyder til at have behov for ekstra mad og derfor tænker jeg at du skal starte med at lade din datter spise hos dig, så hun stimulerer dig og så I holder fast i en nogenlunde fast rytme i forhold til amning.
Det er således fint, hvis du kan få din datter til at die hos dig og hvis du kan få hende til at spise effektivt. Gerne så du hører at hun får noget og at mælken begynder at løbe. Når hun så slipper og viser tegn på at der ikke er mere, så skal du ikke presse hende, men i stedet tilbyde hende ekstra mælk. Herefter kan hun så blive skiftet, puttet til lur osv. og du kan så sætte dig ...
... og stimulere med brystpumpen, så du på den måde får vist din krop at efterspørgslen er større end din krop tror lige nu ...
Derudover skal du lægge mærke til følgende, som tegn på at din datter trives med amning:
Det er vigtigt at du kan mærke at du har mælk. Brysterne skal føles tunge og når din datter har spist hos dig, skal de virke mere bløde og eftergivelige. Det er helt normalt at kunne mærke at mælkemængden er størst først på dagen og mindre om aftenen.
Når din datter spiser hos dig, kan du høre og se at hun spiser med en god rytme. I begyndelsen spiser hun hurtigt, men stille og roligt mere rytmisk og du kan høre at hun synker mælken. Du kan også se mælk i mundvigene på hende, både når hun spiser og når hun slipper. Hun virker mæt, glad og tilfreds når hun slipper og ofte vil hun i forbindelse med amning falde veltilpas i søvn.
Hun vil melde sig selv til måltiderne og du lægger hende til brystet, når hun har lyst. En gang imellem dier hun kortvarigt og tager kun toppen for at slukke sin tørst, men de fleste gange vil hun die i længere tid, hvor du fornemmer at hun spiser et egentligt måltid. Du skal regne med at amme mindst 6 gange i døgnet (hovedmåltider), gerne mere, hvis hun viser behov for det.
Du kan også se at hendes mave fungerer godt. Afføringen er grødet, gul og kommer fortsat hyppigt. De fleste børn vil ofte netop omkring 8-9 ugers alderen godt kunne begynde at have lidt flere dage imellem deres afføringer, men der bør ikke være mange dage imellem, at der kommer noget og hun må ikke have svært ved at komme af med afføringen. Hun tisser mindst 6 gange i døgnet (svarende til det du ammer) og urinen er klar. Tit tisser hun måske lige når hun får bleen af ...
Og så er det naturligvis vigtigt at hun tager godt på og tommelfingerreglen lyder at din datter i starten skal tage ca. 200g på om ugen, meget gerne mere.
Derudover skal din datter virke glad, rolig og tilfreds. Hun spiser og sover og når hun er vågen, så har hun overskud til at pludre og være i kontakt med dig. Hun kan endnu ikke være vågen i mere end et par timer af gangen, så skal hun have mad og sove igen. Men når hun er vågen, så er hun aktiv og interesseret i omgivelserne og stadig især i dit ansigt og din stemme.
Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke med hende:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fisk og børn
Det er vigtigt at børn tilbydes fisk. Gerne flere gange om ugen, det vil sige næsten hver dag til frokost og et par gange til aftensmad.
Det er vigtigt at børn tilbydes forskellige typer af fisk. De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk. Fisk er rige på næringsstoffer som D-vitamin, selen og omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige for udviklingen af barnets hjerne.
Er dit barn mellem 0-14 år, er det vigtigt,...
Håndudmalkning
Hvis man har brug for at malke mælk ud til sit barn, så kan man gøre det med håndudmalkning. Når man bruger sine hænder, skal man være ekstra opmærksom på hygiejnen - men ellers er håndudmalkning normalt den mest skånsomme form for udmalkning af brystet.
- Begynd med at vaske dine hænder og klem en lille smule mælk ud af brystet, som kasseres.
- Malk ud i en ren skål, som mælken let kan sprøjtes ned i
- Læn dig forover, massér brystet blidt ned mod...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

