Svar: Spisning - gode dage og dårlige dage
Hej med dig
Det er dejligt at høre, at det skrider stille og roligt fremad og at I nu har nogle dage, hvor I får lov til at opleve den lille glade og dejlige pige I har :o)
Det er helt fint at hun drikker ca 750ml mme dagligt, det kan hun sagtens trives med, der er børn, som trives med mindre. Så ro på i den situation.
Det er rigtig godt, at du sørger for at holde hendes mave igang med laktulose, så det ikke er problemer med at få maden igennem systemet som generer hende, så hold også fast i dette.
Så er det også rigtig fint, at I har fundet ud af at det går bedst med at drikke flaske, når hun ikke er i favn. Sådan er det nogle gange med børn der får flaske og selvom man naturligvis skal være meget opmærksom på at barnet skal have nærhed og kontakt osv. under måltidet, så er det altså vigtigst at barnet spiser. Kontakten og nærheden kan man jo sagtens give på alle andre tidspunkter og nogle gange går flaskeernæring bare bedst, hvis barnet ligger ved siden af en, i barnevognen eller et andet sted.
Det er helt fint, det du fortæller og det er ikke at presse hende, jeg vil snarere kalde det at nøde hende lidt, når du tilbyder hende flasken, lader hende smage hvad det er, skærmer hende og sørger for ro og lægger dig sammen med hende - du kan jo se at hun er sulten og hun spiser jo fin 150ml efterfølgende. Sådan er du nødt til at gøre.
Der er nogle børn, som har rigtig svært ved at mærke om de er sultne eller mætte, om de er trætte eller skal være aktive. Jeg tør næsten ikke komme med flere ting til jer, I har allerede været igennem så meget ... men jeg bliver nødt til at nævne et par ting :o)
Har du hørt om begrebet "High Need babies"? Måske hører din datter til denne 'kategori' af børn. Egentlig bryder jeg mig ikke om at man sætter sådanne betegnelser for børn og et eller andet sted har alle børn jo et stort behov (high need), men nogle børn skiller sig lidt ud og jeg ved at det hjælper utroligt mange forældre at kende til dette begreb. Derfor skal du vide at det ikke er dig der er noget galt med, det er ikke dig der gør noget forkert. Det er heller ikke fordi der er noget galt med din datter, men hun er som hun er, fordi det er hendes personlighed - det er altså måden hun er på.
Disse high need babies har et meget højt aktivitetsniveau og er utroligt meget på, de sover ofte ikke særligt længe af gangen, deres søvnbehov er generelt lidt mindre end andre børn på samme alder. De bliver let irriterede og de er meget følsomme overfor forandringer. De kan vågne med et skrig fordi de er sultne og samtidig kan de også være for ophidsede til egentlig at mærke, når maden er der. Man ved at hun er sulten og hvis man nøder hende nok, så spiser hun pludselig, men ofte sker det ikke uden brok og oplevelsen af at hun stritter imod - hvorfor gør hun så det - Fordi hun simpelthen har svært ved at fornemme, hvornår hun er mæt og hvornår hun er sulten.
Det samme sker, når hun skal puttes, når du ved at hun er træt og har brug for at sove - hun nægter at overgive sig og ender med at falde om af træthed og når hun så endelig sover, så er det kortvarigt ... Og når I leger, så vil hun lege og det er så sjovt og dejligt, indtil lige pludselig, så går det heller ikke og hvad er der nu galt ...
Det kan tit være rigtig svært at opfylde disse børns behov og man kan som forældre meget hurtigt få en følelse af ikke at slå til. På den ene side så kræver barnet rigtig meget stimulation, kræver at man aktiverer og er om det hele tiden og på ...
... den anden side, så får de meget let så mange indtryk at de har svært ved at bearbejde dem. Så bliver det hele pludselig for meget. Man kommer således meget let til at stå i en situation, hvor man endten kommer til at overstimulere og give for mange indtryk eller hvor man kommer til at understimulere og skærme for meget. Og ligegyldigt hvad man gør, så oplever man at have et barn som er klynkende og utilfreds. Det er bestemt ikke nemt.
Disse børn sender ofte også meget forskellige signaler og de er rigtigt svære at aflæse. Alle børn har, som jeg startede med at sige behov for meget hjælp - et eller andet sted, så er de alle High need. De har alle brug for at vi som forældre er opmærksomme på, hvornår de er trætte, sultne, skal stimuleres, skal hjælpes med at finde ro osv. Men mange børn har behov for hjælp til dette på få områder - barnet skal f.eks. have hjælp til at sove, men spiser i øvrigt fint.. Sådan er det ikke med de såkaldte high need babies - de har ligesom behov for ekstra hjælp på alle områder og derfor er det så utrolig hårdt.
Der har været rigtig mange ting hos jer, det har været nogle hårde 3 måneder og det er rigtig svært, at vide, hvad der er hvad og hvordan tingene hænger sammen. Jeg kan kun give dit lidt bud med på vejen herfra og så må du selv forsøge at tænke om noget af det jeg siger, kan være årsag, forklaring til det I oplever hos jer ... :o)
En sidste ting jeg lige vil nævne er problematikken omkring gylp og vægring mod flasken - måske har hun reflux - har I talt med lægen om dette? Reflux betyder egentlig bare at noget maveindhold glider tilbage gennem spiserøret og op i munden. Det vi som voksne kender som "sure opstød", hvilket er meget almindeligt. Hvis vi forestiller os at din datter gylper lidt og ligesom har noget mavesyre og mælk stående som kører op og ned i spiserøret, så er dette naturligt generende for hende og det kan være derfor hun vægrer sig mod at skulle spise og du samtidig har fornemmelsen af at hun har ondt.
På de forskellige børneafdelinger har de lidt forskellige metoder til at undersøge, hvorvidt der er tale om refluks, det handler bla. om at måle surhedsgraden i det der kommer op og at måle surhedsgraden i maveindholdet. Det har noget at sige, hvorvidt det er fordøjet, det der kommer op eller ej. Nogle steder er man meget opmærksom på at undersøge barnet tilbunds før man begynder at give barnet medicin (losec), andre steder er holdningen mere "vi kan prøve det i en periode, har det effekt er det godt, har det ingen effekt, så er det ikke refluks og behandlingen kan stoppes.." Det er således mit indtryk at der ikke er helt ensartede regler for, hvordan man undersøger og behandler for refluks.
En ting du kan prøve er dog at tilbyde din datter flasken, når hun ikke ligger fladt ned. Prøv om hun hellere vil tage imod, hvis hun halvt sidder, halvt ligger. Hvis I har en sækkestol eller en skråstol, så kan den bruges her, fordi hun i den vil kunne sidde mere skråt og opad.
Man kan også købe en speciel erstatning som hedder Enfamil A.R. på apoteket. Den er specielt til børn med refluks, den fungerer ved at være tynd i flasken og først blive tyk i maven og det betyder at barnet bedre kan holde mælken i sig og dermed ikke gylper hele tiden ...
Igen må jeg her sige, at jeg jo ikke kan se din datter, jeg ved ikke hvor meget hun gylper og hvad der sker hos jer. Men jeg håber nogle af mine overvejelser hjælper videre på vej.
Rigtig meget held og lykke med hende og rigtig god jul :o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Klumpfod
Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.
Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.
Drenge fødes hyppigere...
Suttekæde
En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.
Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.
Det anbefales at:
- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

