Brev:

Voldsom og temperamentsfuld dreng

---

Kære Helen

Jeg skriver til dig fordi vores søn på 2 år og 9 mdr. er ved at tage pusten fra min mand og jeg.
Ja, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde og håber ikke, at mine tanker omkring det bliver alt for rodet.

Vi har fra han var ganske lille aldrig været i tvivl om, at han er en dreng med en stor selvstændighed og med et ønske om at komme fremad i livet og opleve noget. Han har altid været en meget glad og udadvendt dreng både overfor andre mennesker og nye indtryk generelt.
Imidlertid er hans ofte store temperament og voldsomme adfærd begyndt at fylde så meget, at det efterhånden er svært at rumme for os.

For knap 4 måneder siden er han blevet storebror til en lille pige. For det meste er han rigtig glad for hende, men vi oplever selvfølgelig også, at han kan blive jaloux. Det er mest, når min mand sidder med hende, da han altid har været utrolig glad for og knyttet til sin far. Det kommer som regel til udtryk ved at han vil det samme som hende eller han slår og puffer til hende.

I hverdagen går han i dagpleje og dagplejemoren fortæller, at han er meget voldsom, skubber og puffer til de andre børn og slår dem helt uden grund. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af at høre dette, da jeg jo gerne vil, at han er sød mod de andre og omgås dem uden at slå osv. Hun fortæller, at han har svært ved at lege alene og fordybe sig med noget legetøj selv. Vil altid lege med det de andre har, tager det fra dem, og følger efter dem i ét væk, hvilket de selvfølgelig bliver trætte af. Jeg tænker, at når han skubber og slår til dem måske er hans måde at komme i kontakt med dem på.. ?? Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt og det er selvfølgelig vores og dagplejemorens ansvar, når han er der, at fortælle ham, at det ikke er måden at gøre det på.

Herhjemme har vi oplevet det samme, når der er andre børn. Han er meget voldsom og tager legetøjet fra dem. Han slår, skubber og sparker. Nogen gange helt uden grund og andre gange, fordi han føler sig presset eller ”trængt op”.

Som nævnt tidligere går det også nogle gange ud over lillesøster. Vi prøver selvfølgelig at fortælle ham, at det ikke er sådan han skal gøre. Det kan hun ikke lide. Vi viser ham i stedet, at han skal ae hende, snakke med hende eller holde i hånd, hvis han gerne vil i kontakt med hende. Andre gange hvis det kommer af ren jalousi, fortæller vi ham klart, at det vil vi ikke have og prøver at sætte ord på hans følelser. Det er bare ikke altid det er lige nemt, da vi også bliver kede af det og gale på ham, fordi han opføre sig, som han gør.

Det er efterhånden ved at være sådan, at jeg er bange for at tage ham med nogle steder hen, da jeg bliver ked af hans opførsel og føler, at jeg skal undskylde ham hele tiden. Han har svært ved hjemme også at lege alene på sit værelse eller i stuen med nogle ting. Det er ikke fordi jeg forventer, at han i sin alder skal kunne sidde ...

---

---

... halve eller hele timer alene, men måske i 15-20 min. Er det for meget at forlange?

Vi prøver ofte at sætte ham i gang med noget, men han følger med os igen, når vi går. Han mister også hurtigt koncentrationen, når vi leger med ham. Der går ikke længe før legesagerne skal kastes rundt.. Han har nemt ved at komme op i et højt gear, hvor alt leg bliver meget voldsom. Jeg mener godt, at han også må lege vildt, men jeg vil bare gerne, at han bliver god til begge dele. Derfor prøver vi, når vi leget med ham, at fokusere på de mere stille lege..

Udviklingsmæssigt har han altid været rigtig godt med rent motorisk og sprogligt. Jeg synes og har tit fået at vide, at han taler utrolig godt af en dreng på sin alder. Han danner lange sætninger og er generelt rigtig god til at udtrykke sig. Nogen gange bliver han imidlertid meget højtråbende. Fra at være helt forståelig det ene øjeblik, kan han det næste øjeblik sige en masse volapyk, som vi slet ikke forstår. Måske er det alligevel fordi, han har svært ved at udtrykke sig og det hele bliver for svært for ham??

Nogen gange tænker jeg, om jeg forventer for meget af ham. Jeg skal af og til tage mig selv i at tænke, at han jo trods alt ikke er så gammel endnu og stadig har en hel masse at lære. Jeg vil jo bare så gerne have, at han lærer at begå sig socialt, da det er så vigtigt at skabe gode relationer til andre både nu og senere i livet. Måske er vi også kørt fast i en ond cirkel, både hjemme og i dagplejen, hvor han hele tiden bliver bekræftet i de negative ting han gør. For det skal jo også siges, at han kan være en rolig dreng, der giver kys og kram og som kan koncentrere sig nogen gange f.eks. hvis vi laver mad sammen eller leger med modellérvoks.

Jeg vil også lige nævne, at han altid har sovet rigtig godt om natten. Fra han var ½ år har han sovet igennem om natten, og vi har stort set aldrig været inde hos ham undtagen, hvis han har været syg.
Igennem den sidste tid er han så begyndt at ville ind til os. Det var ved at blive et værre natteroderi og ingen af os kunne sove. Vi holder nu fast i, at han skal falde i søvn i sin egen seng og hvis vågner i løbet af natten, må han komme ind til os. Han er jo klar over, at hans lillesøster sover i en vugge ved siden af os, så det kan vel også hænge lidt sammen med dette..

Når jeg læser, hvad jeg har skrevet synes jeg pludselig ikke det lyder så slemt, som min mand og jeg oplever det. Men jeg er virkelig bekymret for ham og tænker ofte om det er normalt at være sådan i den alder. Jeg er ved at blive hel kulret i hovedet af at tænke på, om der er noget i vejen med ham og det gør jo bare igen, at jeg bliver endnu mere fokuseret på de negative ting han gør.

Jeg håber, at ovenstående har givet mening og at du kan hjælpe os med, hvordan vi kommer videre og tackler ham bedre i hverdagen, inden vi kører helt fast.

Kærlige hilsner fra
”den frustrerede mor”

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---