Brev:

Svært at stoppe amning

---

Kære Helen,

Jeg overvejer at stoppe med at amme min datter, som snart bliver et år. Jeg skriver til dig, fordi det gør mig utroligt ked af det, hver gang jeg beslutter mig for, at nu skal det være. Men der er nogle rationelle grunde til, at det er et godt tidspunkt.

1. Jeg går på arbejde (vendte tilbage efter nytår) og min kæreste er hjemme med min datter. Han vil gerne tage hende med til Sverige i nogle hverdage, uden mig. Både fordi han har lyst til det, men også fordi han skal have ordnet nogle ting på vores sommerhus deroppe. Jeg ville nyde, at have nogle dages frihed herhjemme.

2. Min datter er MEGET glad for at amme. Nogle gange nærmest desperat glad for det. Og det medfører en del konflikter mellem hende og mig. Jeg har altid forsøgt at være den der bestemmer, hvor ofte hun skal ammes, men hun bliver ved med at prøve at presse flere amninger ind i løbet af dagen. Jeg holder fast på mit, men hun er utroligt insisterende, så det kræver en del afvisninger fra min side. Hun vil også gerne amme meget længe (uden at der er mælk tilbage), så som regel er det mig der afslutter amningen. Igen medfører det en lille konflikt. En primær grund til at jeg gerne vil amme, er at det giver noget nærhed og omsorg og ro. Alle konflikterne giver jo det modsatte.

3. Der er ikke ret meget mælk tilbage i mine bryster. Jeg mærker næsten ikke til at mælken løber til, og jeg bruger ikke længere ammeindlæg. Så der kan ikke være den store ernæringsmæssige grund til at fortsætte.

4. ...

---

---

... Jeg er begyndt at savne at få min krop tilbage. At få lov til at drikke alkohol, bruge parfume, gå med andet end ammebh osv.

Jeg har et par gange tænkt, at nu var det et godt tidspunkt at stoppe. Fordi hun ikke krævede amning på det sædvanlige tidspunkt. Så har jeg tænkt, nu er chancen her. Der er jo ingen grund til at jeg gennemtvinger amningen, når nu jeg synes, at det bør stoppe. Og så bliver jeg så ked af det. Græder og kan ikke få det over mig. I dag er en af de dage. Jeg har slet ikke ammet hende i dag, og det gør så ondt på mig. Hun har det fint nok. Det ved jeg. Det er mig, der bliver så ked af det. Hendes sårethed over at blive afvist er kortvarig.

Hvorfor bliver jeg så ked af det? Når jeg er rent i følelserne, så har jeg allermest lyst til at fortsætte med at amme nogle måneder endnu. Men jeg har ikke lyst til det på den her måde. Med konflikter og skemaer. Jeg har lyst til at amme, når hun og jeg har lyst til det. Sådan som vi gjorde det da hun var mindre. Men nu er det jo meningen, at hun primært skal leve af rigtig mad, og hun har ikke brug for så store mængder mælk længere.

Har du nogle gode råd til, hvordan man kan stoppe så det føles mere rigtigt? Har du nogle bud på, hvad det er der gør mig så ked af det? Kan det være noget hormonelt? Jeg synes egentlig ikke at amningen har været en super dejlig stund i nogle måneder efterhånden. Fordi det er blevet sådan lidt for skemalagt. Så jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke bare kan stoppe.

Nana

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---