Brev:
Stædig storebror
Hej Helen
Denne gang omhandler det ikke Line men storbror. Han bliver 3 år i næste måned.
Alt det jeg nu skriver for at beskrive ham, er sikkert hvad der hører alderen til. Han er en dreng med egen mening og egen vilje. Hvis han først har sat sig for, at det er noget han ikke vil, er det en kamp at få ham til det.
Han er ellers en glad og smillende dreng. En dreng der gerne vil være med alle steder hvor der sker noget. Han elsker sin lillesøster, hun får både kram og kys. Min mand og jeg får også knus af ham. Han er utrolig glad når det kommer gæster, har dog til tider svært ved at dele legetøjet med andre børn, men det er vel helt normalt.
Men hvis der er noget han ikke vil eller gider, bliver han ofte sur og græder, skriger og slår ud efter os. Jeg har en idé om at det er fordi han er ved at blive mere selvstændig og samtidig afprøver han os og dermed grænser. Selvfølgelig får han også til tider valget og hvor det er helt okay at han sig nej, men andre gange får han simpelthen ikke noget valg, da det er noget der skal gøres. Vi snakker med ham og forklarer hvorfor at det skal gøres.
Nu foreksempel i torsdag: Min mand havde ham med til frisøren, da vores søn skulle klippes. Vi har prøvet at være afsted med ham rigtig mange gange ...
... uden at han er blevet klippet da han ikke vil. Vi valgte på daværende tidspunkt at sige ok, vi venter med at blive klippet. Men da det samme skete i torsdag at han ikke ville klippes, valgte jeg at tage kampen op. Så i dag tog vi ind til frisøren. Der skal siges at der er aldrig noget når vi sidder og venter, vi sidder og hygger os kigger i nogle blade og snakker om de andre der bliver klippet og om at det skal han også omlidt. Og det er helt ok, han er glad og afslappet.
Nå, det så bliver vores tur, siger han at det vil han ikke og bliver helt hysterisk. I dag valgte jeg så at tage kampen og satte mig med ham på skødet og holdt ham. Han græd og skældte ud, men han blev klippet. Og bagefter, ligeså snart vi hoppede ned af stolen var der ingenting, han fik en slikkepind med frisøren og gik smillende derfra. Men jeg kan ikke lade være med at tænkte på om det er helt forkert det jeg har gjort...jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers burde have gjort det. Hvad tænker du??
Nogle gange bliver vi bare lidt frusteret og føler at vi ikke laver andet end at irettesætte og skælde ud. For vi elsker vores børn overalt på jorden og vil dem kun det bedste.
Håber du nogle idéer til hvordan vi kan takle sådanne situationer fremover.
Mange hilsner fra
Laila
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Efterveer
Efter fødslen skal livmoderen trække sig sammen til normal størrelse igen, - disse sammentrækninger kalder man efterveer. Jo flere børn man har født, jo mere vil livmoderen skulle trække sig sammen, og jo værre er efterveerne ofte.
Efterveer mærkes ofte under amning. Når barnet dier ved brystet, produceres hormonet oxytocin, der får livmoderen til at trække sig sammen og i dagene efter fødslen vil livmoderen gradvist blive mindre - lige efter fødslen går livmoderen ofte til...
Børnemad, færdiglavet
Færdiglavet babymos er lavet af kontrollerede råvarer og gjort holdbart ved varmebehandling. Det er intet ernæringsmæssigt i vejen med de færdiglavede børnemadsprodukter. Hjemmelavet mad er dog lige så godt.
Vær opmærksom på at færdiglavet børnemad let bliver for findelt i konsistensen og det er vigtigt at barnet stille og roligt vænnes til familiemad og også tilbydes mad, som kræver en vis tyggefunktion og som indeholder naturligt "mere bid".
Du kan finde...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!