Brev:

Trods, trods og ked af det

---

Hej Helen.

Min datter Nina er nu blevet 2½ år. En rigtig skøn alder på mange måder. Hun har et rigtig godt sprog, og kan gi udtryk for sine behov på en god måde. Hun er glad og sjov og vi griner rigtig meget sammen.

Nina er, og har altid været, en målrettet pige med egne meninger, som hun står fast ved, og som hun ikke giver køb på. Hvis så en voksen, f.eks. hendes mor eller far, beslutter at hun IKKE må se Postmand Per - ja så starter konflikten - (hun ved hvornår man må se Postmand Per, nemlig om fredagen efter vi har været til gymnastik).

Denne konflikt ender ret hurtigt ud med at hun ligger på gulvet og vrider sig som en orm, skriger, og spytter og snotter. Dette kan blive ved i op til 1 time.

Vi forsøger at opdrage Nina på en måde, så hun ved at vi mener det vi siger, så hun er tryg i dette. Det gør vi bl.a. ved at fastholde det nej vi stiller op. Vi forsøger at aflede konflikten med forskellige ting, så som puslespil, fodre ænder, lave mad, læse bog - dette gør vi kun i starten, men oplever at hun slet ikke hører os, og at vi ikke kan "trænge igennem".

Nina ligger oftest i vores bryggers og er ked af det, og vi lukker af og til døren ud til hende, og siger at vi ikke vil høre på det skrigeri, men at hun må komme ind når hun vil snakke igen.

Konflikten ender som regel med at Nina kommer ind, og siger: "nu er jeg ikke sur mere", og så kan vi lave noget sammen igen. Vi forsøger at snakke med hende om det som er sket, og anerkender hende i at hun gerne vil se Postmand Per, at hun gerne må blive vred og ked af det, men at det er mor og far som bestemmer og at vi ikke vil høre på det skrigeri og at det er alt for meget.

Rigtig tit går der ikke længe - så starter en ny konflikt. F.eks. at ...

---

---

... hun vil have mudrede støvler på indenfor. Ofte virker det som om at hun ikke er interesseret i de ting hun ønsker, men vil signalere at det er hende som bestemmer.

Jeg ved at Ninas alder er præget af at hun selv vil og kan, men skal have hjælpe til det hele. Og vi forsøger alt hvad vi kan at anerkende hende i hendes oprør:_)

Men det bliver for voldsomt med flere timers skrigeri, hvor vi faktisk ikke kan "nå ind til hende". Vi ha talt meget om, hvorvidt vi gør det på den rigtige måde, om vi ansvarliggør hende for meget, og tillægger hende mere ansvar end hendes 2 år kan bære. Vi har også talt om hvorvidt vi skal fastholde konflikten når hun selv er ude af den, for at vise hende at vi mener det - for at undgå konflikt nr. 2,3 og 6,7. Men er hun for lille til at forstå det - jeg tror det.

Ind i mellem når overskuddet er meget lille, med lillebror på 7 uger, som har meget ondt i maven fra 16-22 - ja så sker det vi havde svoret aldrig skulle ske. Vores pædagogiske evner slipper op, og vi råber af Nina og går med hende ind på sit værelse. Sidder med hende, og forklarer hende roligt at vi kan gå ud, når hun stopper med at skrige, og vi kan snakke sammen igen.

Men vi råber og tålmodigheden er fuldstændig væk. Efterfølgende får jeg det skidt over at vi gør det, da jeg godt ved at Nina jo ikke gør de ting hun gør for at drille. Men jeg er magtesløs og ANER ikke hvad der kan virke.
Vi er i 7 sind da vi vil Nina det bedste - også uden at råbe.

For det meste er Nina en glad pige som snakker, fortæller historier, synger og leger rigtig godt både med andre og sig selv.

I vuggestuen er Nina en rigtig glad pige, men de ser også hendes temperament - omend ikke i samme grad.

I håb om de de vise sten
Pernille

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---