Brev:

Hysterisk anfald

---

Hej Helen

Olivia er nu blevet 15 mdr. Hun er en glad pige med krudt i måsen. Hun har en motorcykel som i øjeblikket er det bedste legetøj, hun drøner rundt på den i hele huset kan selv komme op på den og af igen. Når legen skal være lidt mere stille er det te stellet hun leger med, så skal bamsen mades og have noget at drikke. Hendes træ klodser er hun også rigtig glad for hun kan stable 5-6 stykker oven på hinanden.

Jeg synes at det virker som om hun i forhold til sin alder er rigtigt godt motorisk med. Hun spiser og drikker selv, og får lov til at prøve at gøre ting selv som at tage sko på osv. Hun forstår næsten alt det man siger til hende, feks. Kan du tage klodsen eller brikken til puslespillet, eller går du ud i køkkenet og smider din ble i skraldespanden. Man kan se på hende hun bliver stolt når det lykkedes for hende og hun hjælper os. Som feks med at dække bord og rydde op. Vi prøver at inddrage hende så meget vi kan.

Men… når noget så ikke vil lykkedes, eller hun får et nej, Så bliver hun fuldstændig hysterisk og det er umuligt at trænge ind til hende. Jeg synes jeg har prøvet alt, og har virkelig brug for et værktøj til at tackle de ekstreme situationer.

Vil prøve at beskrive et forløb vi har haft for dig. Hun gik ind i noget og det lå på spisebordet som ramte hende i panden ikke noget der gjorde ondt overhoved. Men det var nok til hun blev godt gal i skralden. Jeg prøvede først uden at fare over til hende at fortælle hende at det var da også dumt mor og far havde lagt det der og ligesom fortælle hende at det var okay hun blev sur. Da hun blev ved med at skrige (ikke græde som når man er rigtig ked af og har slået sig) gik jeg over til hende og tog hende op, det ville hun i hvert fald ikke ...

---

---

... finde sig i. Hun kastede sig fra side til side og bagover og ville ikke være hos mig.

Jeg prøvede at synge for hende og snakke roligt til hende men nej. Jeg satte hende ned på gulvet igen og hun kastede sig ned og bare lå og skreg. Da hun havde ligget lidt og ikke var faldet til ro af sig selv, tændte jeg for musikken for hun elsker at danse, heller ikke det kunne aflede hende. Tog hende med ud på badeværelset og lavede ansigter i spejlet, som hun altid synes er sjovt. Jeg prøvede at blive sur på hende og sige slut som vi plejer når hun begynder at skabe sig. Jeg prøvede at ignorer hende, ved at gå ind i et andet rum og sætte mig. Det synes hun godt nok var lidt mærkeligt men den endte med at hun kom hen og stod i døren og skreg endnu mere.

Jeg prøvede at sætte mig ved siden at hende og skrige ligesom hun gjorde, det havde en effekt i et kort øjeblik.(skal lige sige jeg var ved at være lidt desperat på det tidspunkt :)) Jeg prøvede at tilbyde hende noget at spise og drikke men det passede hende heller ikke. Til sidste kom hun gående med armene oppe fuldstændig udmattet og ville op til mig, hvilket hun selvfølgelig fik lov til, jeg stod og vuggede hende mens vi kiggede ud af vinduet og vinkede til bilerne, og som et lyn fra en klar var hun den gladeste lille pige igen og pludrede løs. Hele det forløb stod på i 1 time. I går aftes havde vi en lignende situation der varede 2 timer.

Hvad i alverden skal vi stille op.??? Folk tror ikke rigtig på det når vi fortæller dem det, for når vi er nogle steder eller har gæster, charmer hun sig bare og er glad. Der kan lige være lidt men det går hurtigt over og det er jo helt normalt med et barn i den alder.

Ser frem til et svar fra dig

Med venlig hilsen

Heidi

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---