Brev:

Kontrolmor

---

Hej Helen og god påske. :-)

Jeg er ikke sikker på at mit spørgsmål hører under dit felt, men nu forsøger jeg lige.

Det skal lige siges at Isabellas søvn simpelthen har været FANTASTISK de sidste par måneder! Det er som om jeg slet ikke kan få armene ned! Og jeg har det som om jeg først nu kan nyde hende i fulde drag, da søvnmangelen jo tog det meste af mit overskud. Jo, jeg nød hende selvølfgelig, men nu? Nu er det bare 100%! :-D

Og hun stortrives bare. Selvom kommunen mener hun skal undersøges af en fysioterapeut, da dagplejepædagogen mistænker hende for at have ”bløde led”, noget som også lægen stillede sig uforstående overfor. (og alle andre jeg har spurgt!) hvilket jeg stadig er meget skeptisk overfor, da vurderingen kom på baggrund af at hun faktisk kun havde gået i 3 uger! Og indenfor den sidste måned er hun bare blevet meget mere sikker og løber faktisk!

NÅ, sidespor.

Jeg har opdaget noget ved mig selv efter jeg er blevet mor. Mit kontrolgen er eksploderet gevaldigt, og det bekymrer mig, både overfor mig selv, fordi jeg egentlig ikke har det specielt godt med det, men også fordi det går ud over parforholdet, synes jeg.

Jeg føler jeg skal have kontrol over ALT nu. OG jeg har det tit elendigt, efter at have afleveret Isabella i dagplejen, fordi jeg ikke har kontrol med hende, og har en grim følelse af "hvad nu hvis der sker hende noget?"

Det hjælper så når jeg kommer på arbejde, hvor jeg er optaget af andet. Men jeg savner hende også helt forfærdeligt! SElvom jeg nu har arbejdet i over 6 mdr efter barsels ophør.

Jeg synes jeg er blevet mærkelig, forstået på den måde, at jeg ikke er konfliktsky mere, som før jeg fik barn, og det har jo også sine gode sider. Men jeg kan mærke at min tålmodighed overfor andre mennesker og især min kæreste ikke er særlig stor, og det er virkelig træls. Jeg farer hurtigt op, og føler mig som en løvemor, især, men også når det drejer sig om andre ting. Jeg har det næsten som om det er mig og min datter mod resten af verdenen. Derfor føler jeg mange gange at alt hvad der bliver sagt til mig, er en kritik af mine evner som mor, selvom jeg VED at jeg gør det fandeme godt og jeg er en god mor. Det ved jeg med hele mit hjerte!

Men jeg synes bare det går ud over min kæreste for tit. Min egen konklusion er at i og med at jeg har født, ammet og egentlig de første 6 mdr af hendes liv, stod med hele ansvaret, fordi jeg faktisk ikke rigtig ville give det fra mig (jeg er nok det man vil betegne som en "tonser", altså en meget, meget ansvarsfuld og pligtopfyldende mor, der bare kører af sted indtil kræfterne slipper op…og så kører af sted ...

---

---

... lidt mere.)

Jeg sørger da for at tilgodese mine egne behov, og sætte mit savn efter min datter til side så godt som jeg nu evner, men jeg bliver trist over at jeg ikke kan finde ud af at slække på mit store behov for kontrol.

Og det ender tit i daglig mundhuggeri med min kæreste, hvor vi før i tiden sjældent havde dem. Heldigvis taler vi godt sammen, til trods, og jeg har lovet mange gange at prøve at slappe af, men jeg synes bare ikke jeg kan styre det, og mit temperament taget i betragtning, så bliver det endnu sværere. OG tit kan jeg bare mærke, at jeg virkelig SAVNER min kæreste! Vi har jo kærestetid sammen, og det er bare dejligt, men jeg synes jeg har svært ved i hverdagen at give slip på morrollen. Jeg savner også mig selv, selvom det lyder underligt.

Det er virkelig som om jeg tror at min måde er den rigtige, og er meget fokuseret på at det hele skal være perfekt. Ikke hjemmet eller tøj eller andre fysiske ting. Nej, det er på følelsesområdet.

Er ekstrem sensitiv, tit for meget, og jeg kan ikke forstå at jeg STADIG har det som om min krop er spækket med hormoner. (gid det var det! for så havde man en fornuftig forklaring)

Men hvorfor er det stadig sådan en voldsom omvæltning af blive mor og forældre? Jeg ser det som et nederlag, da jeg fornemmer at alle andre mødre har vænnet sig til alle de følelser og alt det ansvar.

Jeg føler tit at jeg er ved at sprænges at kærlighed til min datter, vitterligt, og har det som om jeg slet ikke kan styre det. OG det gør mig ret rædselsslagen.

Jeg mistede meget i en tidlig alder, min far og farmor, og med en alkoholiseret mor, der svigtede da jeg mest havde brug for det, har jeg været meget alene med mine tanker og følelser, og da jeg mistede min bedste ven for 5 år siden til kræft, ved jeg godt hvorfor jeg har et ekstremt behov for kontrol og en daglig angst for at miste.

Men sådan har jeg levet det meste af mit liv og havde vænnet mig til det. Og nu??? Nu er der bare så meget mere på spil, og jeg føler jeg ødelægger det hele ved at være så kontrollerende.

Jeg ved godt at rådet er at "#slappe af og lade andre komme til", og det har jeg også gjort mht min kæreste især. Jeg er meget opmrælksom på at min kontrol ikke går udover Isabella, og det synes jeg ikke den gør.

MÅske er det en psykolog jeg skal have fat i, jeg ved ikke....men jeg tænkte på, i første omgang, om du kendte til dette her, måske ved andre mødre?

Jeg ved jeg ikke er alene med dette mærkeværdige kontrolgen...men du skulle vel ikke sidde inde med nogle praktiske råd, for det der med at "slappe af", det duer ikke i praksis.

Kærlig hilsen
Camilla

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---