Brev:
Vil ikke selv gå op af trapperne
Hej Helen!
Det er anden gang jeg skriver til dig. Sidste gang var det i forbindelse med min søns kolik. I dag er han heldigvis en dejlig kolikfri dreng på to år.
Jeg har hørt det sige om forældre til kolikbørn, at vi bliver lidt forhærdede, og reagerer langsommere på vores børns gråd end andre forældre. Det stik modsatte er tilfældet med mig og min mand. Vi er måske nok blevet noget overfølsomme! Vores søns gråd minder os om en meget fysisk krævende og følelsesmæssig hård periode i vores liv, og af den grund har vi tendens til at give efter, når han græder - efter devisen: Han får ret, vi får ro.
Og måske er dette baggrunden for det problem jeg står med nu. Da jeg møder tidligt og har tidligt fri, er det mig, der henter vores søn fra vuggestue. Desværre er jeg ikke særlig stærk, og dette er et problem, fordi vi bor på fjerde sal. Indtil i går har jeg dog alligevel båret min søn op til tredje sal, hvorfra han selv har måttet gå den sidste etage. Det har resulteret i permanente rygsmerter og problemer med hold i ryggen, men har derudover fungeret nogenlunde.
Men i går gik min søn i strejke. Han nægtede at gå den sidste etage selv. Tværtimod blev han så vred på mig, at han endte med at gå hele vejen ned til stuen igen.
Så blev jeg stædig, og insisterede på at han selv skulle gå op til vores lejlighed. Hele vejen!
Efter ca. en times hyleri lykkedes mit forehavende, dog ikke uden stort drama med snotten stående ud af næsen, hoveddunken og voldsom fægten med armene.
I dag gentog misæren sig så. Vildt skrigeri, "op til moar" og baglæns ned ad trappen. Det stod på i ca. tre kvarterer, indtil en underbo kom ud og bad ...
... mig om at få min søn under kontrol, da hun skulle læse til eksamen i de næste 1 ½ måned, og ikke kunne koncentrere sig for larmen.
På det tidspunkt knækkede jeg for presset, og bar min søn op af trapperne.
Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre! Jeg er skolelærer, og er vant til at have med børn at gøre. Et meget vigtigt princip når jeg er på arbejde er at jeg altid er meget konsekvent. Men jeg oplever at dette er rigtig svært at håndhæve overfor min egen søn. I skolen er der rammer, som gør det lettere (f.eks. er der ikke vrede naboer, der brokker sig over støjen!)
Jeg er ikke typen, der mister fatningen særlig let. Hverken min mand eller jeg er temperamentsfulde, og i vuggestuen beskriver de vores søn som meget blid, og god til at omgås de andre børn. Hans oprørske opførsel gemmer han næsten altid til han kommer hjem.
Jeg har afprøvet mange forskellige strategier for at få vores søn op af den møgtrappe: Jeg prøver at tælle trin, jeg fortæller ham at man er så dygtig, når man selv kan gå op af trapper (hans sprog rækker ikke til meget komplicerede meddelelser, men han ved godt hvad "dygtig" betyder), og jeg lokker ham med abrikoser, jordbær og figenstang. Der er ikke noget der virker, hans modvilje overfor selv at gå op af trappen overtrumfer enhver lyst til abrikos.
Det ville gøre mit liv utrolig meget lettere, hvis min søn kunne begynde at gå i det mindste et par etager op af trapperne selv. På den anden side lader det ikke til, at vores naboer er indstillede på at jeg gør det på "den hårde måde". Men spørgsmålet er så, om der er andre måder?
Måske kan du hjælpe mig med et forslag?
Mange hilsner
Kolikmor
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Navlestreng
Navlestrengen forbinder dit barn og dig til hinanden, så længe barnet ligger inde i livmoderen. Navlestrengen går fra babys navle til moderkagen, og det via navlestrengen at dit barn får alt det, som barnet har brug for, når det skal vokse og udvikle sig i livmoderen.
Lige efter fødslen vil navlestrengen stadig forbinde dig og dit barn, og navlestrengen fungerer fortsat lidt. Man kan se, at den pulserer, så barnet får den sidste ilt fra moderkagen.
Når moderkagen...
Ruskevold
Nogle gange sker det, at man i overskrifter kan læse om børn, der er blevet rusket af deres forældre. Men lige meget, hvor meget eller hvor længe et barn græder eller skriger, så må man aldrig slå eller ruske sit barn.
Et spædbarn der ruskes kan få blødninger i hjernen, som kan medføre hjerneskade eller død.
Kommer du i en situation, hvor du kan mærke at du ikke kan klare barnets gråd og hvor du kan risikere at gøre dit barn ondt, så læg barnet i seng, lift eller...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.