Svar: Døgnrytme - mad
Kære Js mor
Ja sikke en masse spørgsmål, jeg skal prøve at svare på det hele, men det er ikke sikkert at rækkefølgen bliver helt den samme, som spørgsmålene er stillet i :o)
Det vil normalt være sådan at børn på 8-9 måneder kan nøjes med 3 flasker dagligt og det er mest hensigtsmæssigt at disse flasker ligger på ydertidspunkterne, for at give plads i maven til mere sufficient mad. Derfor anbefaler jeg at de 3 flasker ligger aften, sen aften, tidlig morgen. Mælkeindtaget vil her være ca 600ml, det svarer til at hun drikker 180-200ml i hver flaske. Igen skal man jo være fleksibel, nogle gange drikker hun måske kun 100ml andre gange 250 og det er okay. Hun vil jo også få mme i grød, mos osv. ligesom lidt ost, sovs mv. også tæller med og giver lidt kalk ...
Det vil være rigtig fint, hvis du kunne give lidt mindre mælk tidlig morgen, netop for at give mere plads til grøden. Jeg synes det er rigtigt at prioritere at din datter sover lidt længere om morgenen mod at få en flaske tidligt. Prøv derfor at holde indtaget af mælk tidlig morgen nede på 150ml for at se om hun så ikke har appetit til lidt morgengrød.
Derudover vil det være rigtig godt, hvis du begynder at give hende mad med mere bid i. Det vil sige små stykker bolle som mellemmåltid, rugbrødshapsere til frokost, små stykker frikadelle eller lignende som supplement til frokost og aften.
Mit forslag til en dagsplan ser nu således ud:
Tidlig morgen 05/06: Flaske og sover lidt videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, lavet med mme, vand af kop
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost i stænger, ½ banan eller anden frugtmos eller frugt i hånden at sutte på, vand af kop.
Formiddagslur - puttes uden at få flaske
Frokost 12: Små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg som makrel, sildepostej, rognguf eller lignende, små stykker frikadelle, kogte grøntsager, kogte pastaskruer, en kartoffelbåd eller lignende at gumle på, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk. Vand af kop.
Puttes til middagslur uden flaske. Hvis du skønner at hun fortsat har behov for en lille flaske, for at nå op på ca 600ml mme dagligt, så er en flaske inden middagsluren her, dog helt fin.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, evt. lidt tykmælk eller lignende med frugtmos, revne æbler osv. Vand af kop. Skal ikke længere have flaske om eftermiddagen.
Aften 18: Mere og mere familiemad, pasta med kødsovs, boller i karry, lasagne, laks og stuvet spinat, frikadeller (kød eller fiskedeller), farsbrød, fiskefileter, lasagne - retter med hakket kød og sovs er ofte gode. Der skal både være mos og mad i stykker - det kan f.eks. være kartofler moset med lidt sovs og frikadellen i små stykker. Vand af kop.
Kan suppleres med lidt frugtmos eller ...
... en godnatgrød.
Flaske og puttes til natten ca 19.30-20 i egen seng på eget værelse.
Sen aften 23-24: Flaske, drømmemåltid gives, når du synes det passer bedst og sover herefter videre i egen seng.
Sover til næste morgen tidlig uden at få mælk.
Jeg synes du skal bibeholde grøden om morgenen, hun behøver ikke spise særlig meget af det, lidt har også ret. Til formiddag kan hun så få lidt af en havregrynsbolle - opskriften er her:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
Det er fortsat bedst at give hende boller, frisk frugt og lignende som mellemmåltid. Hun må gerne få en smoothie en gang imellem - ikke som morgenmad men som et let mellemmåltid, - men det man skal huske på er, at smoothies ofte drikkes over længere tid og syren i frugterne sammen med frugtsukkeret kan give tandskader. Proteinpulver vil jeg ikke komme i til så lille et barn, hun har bedst af at få protein via kød og fisk i grøntsagsmosen, via mælken hun drikker, ½ hårdkogt æg en gang imellem osv.
Det er fint at hun selv afviser mælken i løbet af dagen, det passer fint i forhold til at du nu kun skal give hende flaske 3 max 4 gange dagligt - aften, sen aften, tidlig morgen og evt. inden middagslur, hvis hun ellers ikke kan nå op på de ca 600ml mme dagligt ...
Du bør starte med mad i stykker, rugbrødshapsere osv. og ved siden af dette kan hun så få grøntsagsmos og du må her lade hende regulere, hvad hun kan spise. Det gælder at hun selv må regulere lidt op og ned, nogle gange spise hun måske kun ½ dl. andre gange spiser hun 2 dl. og det er helt fint. De fleste børn spiser mellem 1-2 dl. grød/mos ved siden af lidt mad i stykker.
Omkring 10 måneders alderen vil man normalt trappe ned til 2 flasker dagligt (400ml) og her vil man ofte give aften og sen aften eller aften og tidlig morgen - det er forskelligt, hvad der passer barnet (og forældre:o)) bedst. Det er altså i denne alder at man kan forvente at barnet begynder at sove en lidt længere nattesøvn. Man giver således ofte flaske omkring kl. 20 og så igen omkring midnat, hvorefter barnet sover til næste morgen tidlig og starter dagen med morgengrød eller man giver flaske omkring kl. 20 og så hen på morgenstunden - ofte omkring kl. 04, hvor barnet vågner, får flaksen og sover videre og står op og spiser grød.
Jeg håber du hermed har fået svar på alle dine spørgsmål og er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Vugge - vugning, bevægelse
At blive vugget, vippet og bevæget er med til at stimulere det lille barns vestibulærsans, også kaldet labyrintsans. Denne sans udvikles tidligt i graviditeten, og det ufødte barn får stimuleret denne sans, når moderen bevæger sig rundt. Når den gravide mor går omkring, så bliver barnet naturligt vugget og bevæget i livmoderen.
Det indre øre består af to dele: Balanceorganet og sneglen (Cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten. Balanceorganet består...
Pusleplads til baby
Der er flere tusinde gange, du skal skifte dit barn, hvis det bruger ble i ca. tre år. Sørg derfor for at indrette en god pusleplads - altså et sted hvor barnet ligger trygt og godt, og hvor du ikke får ondt i ryggen af de mange bleskift.
- Sørg for at puslepladsen passer i højden til den person, som hyppigst skifter barnet.
- Sørg for at have alt, hvad du skal bruge inden for rækkevidde. Når dit barn ligger på puslebordet, må du af sikkerhedshensyn ikke gå fra...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

