Brev:

Hvordan bakker vi op om en forsigtig dreng?

---

Hej Helen

Vores dreng på nu 15 måneder er ved at vokse sig stor og dygtig. Og det er skønt at se, hvordan kommunikationen mellem os bliver stærkere og mere to-sidig, efterhånden som han får flere fagter, lyde og ansigtsudtryk, som han kan udtrykke sig ved.

Jeg skriver til dig, fordi vi synes, vores dreng er meget forsigtig - mere forsigtig end andre børn på hans alder. Vi er lidt bekymrede for, hvad dette betyder - hvad det siger om hans udvikling, og om hvad vi som forældre kan gøre for at støtte ham.

Når vi tænker tilbage, har vores dreng aldrig været den, som har kastet sig ud i nye ting, eller kastet sig i armene på fremmede. Han er tværtimod lidt skeptisk over for nye ting, og f.eks bliver han meget ked af det, hvis vi siger 'nej' med lidt kraft på stemmen, hvis en dørklokke pludseligt ringer, eller hvis nogle af de andre børn i vuggestuen begynder at græde. Og tit når vi henter ham efter en dag i vuggestuen, sidder han trygt plantet på skødet af en pædagog, og betragter de andre børn lege. Til gengæld siger pædagogerne, at han skam leger med og har meget mod på tingene, når han føler sig tryg, og når han er frisk og ikke er træt. Så drøner han rundt på stuen med sin gå-vogn, og leger med de andre børn.

Han har heller aldrig været meget for kontakten med nye mennesker, altså mennesker han ikke har mødt før. Han opsøger dem på ingen måde selv, f.eks når vi har gæster. Han putter sig ind til mor og far, og er han træt gider han ikke (øjen)-kontakten med f.eks venner vi har på besøg. Vi kan jo se, hvordan andre børn tit er nysgerrige og ivrige efter kontakt.

Denne weekend blev vores dreng passet af mine forælre (sov der fra lørdag til søndag), og det gik ...

---

---

... fint. Mine forældre fortæller, at han faktisk er mest pjevset, når vi er der. Så snart vi er gået, er han sød og frisk, og giver min mor kram og kærtegn.

Endnu et eksempel på 'den forsigtige dreng', er det faktum, at han endnu ikke er begyndt at gå. Han har 3-4 måneder været i stand til at gå ved vores hjælp, men nu er han li'som gået i stå. Vi øver os ved at han går imellem mig og sin far (nogle meter), og det går fint 2-3 gange, men så gider han ikke mere, og vil hellere holde os i hånden, eller han kravler. Som vi ser det, er det manglende mod, som gør at han ikke tør kaste sig ud i den nye disciplin; at gå selv.

Eller er det os forældre, som er alt for servicemindede? Vi går jo altid med, når han vil holde os i hånden. Meget sjældent siger vi, nej, du må gå selv, mor og far har lige travlt med noget andet. Lige så snart han græder eller brokker sig, så gør vi, som han gerne vil. Skal vi skrue ned for serviceniveauet? Og hvor meget skal vi så evt. lade ham brokke sig/blive ked, før det bliver for meget?

Jeg ved ikke, hvilken information du evt. yderligere har brug for, for at kunne give os et kvalificeret svar på vores spørgsmål. Som jo altså går ud på, om du har et bud på, hvorfor vores dreng er så forsigtig, som han er. Og om hvad vi som forældre kan gøre, for at hjælpe ham på vej? Skal vi hjælpe ham på vej ved at acceptere hans 'forsigtigheds-gen' og tage tingene lidt mere langsomt, og bekræfte ham med knus og kram undervejs, når han udtrykker skepsis og bekymring - eller er strategien snarere at kaste ham mere direkte ind i nye ting og ikke 'pussenusse' ham? Selvfølgelig taler vi ikke om pludseligt at ignorere hans tegn, men du ved forhåbentlig, hvad vi mener.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---