Brev:

Grænser - 2 år, 6 mdr.

---

Kære Helen

Jeg synes, at det går fint derhjemme. Vores yngste datter spiser nu næsten udelukkende det samme som os andre til aftensmad - og hun spiser selv - med fingrene - selvom hun kun lige er fyldt 9 måneder. Det er tilsyneladende det, hun vil, og hun vokser vel ind i det på et tidspunkt. For nuværende kan hun selvfølgelig ikke få nok indenbords, men vi fylder efter med godnatgrød inden sengetid, så hun kommer ikke sulten i seng. Her må vi gerne made hende, men på det tidspunkt er hun også den eneste der spiser, så der har hun ikke noget at sammenlige med (og blive fornærmet over). Det er sådan det er, og det må være godt nok.

Jeg har en anden problematik, som jeg gerne vil have vendt med dig. (Også) denne gang er det vist mest mig, der er problemet. Det bliver et langt brev, tror jeg.

Jeg har altid haft det godt med mine svigerforældre, og vi har nydt hinandens selskab meget. Vi har været på ferier sammen og haft det rigtig godt. Men efter, at vi har fået børn, så synes jeg, at vores forhold er blevet mere anstrengt. Og det bliver værre og værre i takt med, at vores store pige bliver større.

Min ældste datter på 2,5 er rigtig glad for sin farfar og - især for - farmor. Og det er gensidigt - i meget høj grad. Så jeg er bange for, at jeg er ved at ødelægge noget rigtig godt og værdifuldt, men jeg synes bare, at det er så svært. Jeg føler, at de jokker ind over mine grænser gang på gang. Jeg føler ikke, at de overhovedet respekterer mig, og den rolle, som jeg har i forhold til min datter. Det er jo ikke noget, som jeg bare sådan kan slå helt fra så snart, de træder ind af døren.

Når de kommer, så er de fra starten fyr og flamme. De er bare hele tiden over min ældste datter - hendes lillesøster interesserer de sig overhovedet ikke for. De har totalt monopol på den store - heeele tiden. I weekenden var vi på familieudflugt sammen, og jeg fik overhovedet ikke tid sammen med min store pige. Jeg ved godt, at de ikke ser hende til hverdag (vi ses måske en gang om måneden), og selvfølgelig skal de have lov. Men jeg har også brug for at tage del i min datters oplevelser, når vi er på tur.

Da vi skulle afsted blev autostolen flyttet over i farfar og farmors bil, for selvfølgelig skulle hun køre med dem. Da vi nåede frem, så blev vores datter skuffet over, at vi havde taget den store klapvogn. Det er jo den slags små skuffelser, som der er et par stykker af i løbet af dagen. Og jeg synes næsten altid, at vi kommer ud af det med skindet på næsen. Vi sætter og sammen med vores datter, og siger, at vi godt kan se, at hun er ked af det, men at vi har taget den klapvogn med, så hun kan få en lille lur, hvis hun skulle blive træt.

Det er sådan, at jeg gerne vil håndtere den slags, men farmor gjorde straks et stort nummer ud af det: "I har taget den forkerte vogn med". Også stod hun næsten selv med tårer i øjnene, og ville have savet sit eget ben af, hvis det kunne have fremskaffet den rigtige klapvogn. Farfar fremskaffede en trækvogn, og det synes jeg også var en fin ide, og alle var glade igen.

Så blev det frokost, og madkurven blev pakket ud. Farfar og farmor havde sørget for frokost, og der var rugbrød og 1000 forskellig slags pålæg og gnavegrønt og alt muligt lækkert, men vores datter begyndte at klynke og plage om, at hun hellere ville have en is. Jeg sagde, at is ikke var frokost, og at nu skulle vi allesammen have rugbrød, så kunne vi få en is bagefter. Vores datter græd og blev ved med at plage. Igen ikke usædvanligt, vi skal bare lige over de der hurdler, så plejer hun altså altid at spise sin ...

---

---

... frokost. Farfar flyver op, og spørger, om han ikke nok må købe en is. Jeg elsker selv is, og han må altså gerne købe is til hende. Men hun skal spise sin frokost først. Er det helt gak? Så siger han, at han har ret til at forkæle sig barnebarn, også tager han hende på armen, og de køber is. Jeg blev stiktosset, men jeg kan jo ikke sidde der og starte det store skænderi.

Efter "frokost" løb vores store pige lidt rundt også faldt hun. Det var ikke alvorligt, men hun græd, så jeg tog hende op og trøstede hende. Mens hun sad på mit skød, kommer farmor hen, og vil tage hende fra mig: "Kom over til farmor, lille skat". Jeg bad hende om lige at tage en slapper, og sagde, at jeg faktisk godt kunne trøste mit eget barn.

Jeg synes, også at de gør hende til "en lille pige". Jeg ved godt, at hun er en lille pige, men når man er 2,5 så skal man efter min mening som udgangspunkt opleve verden fra sine egne ben i sin egen øjenhøjde. Også må ens mor, far og bedsteforældre være med og gøre hende tryg og dele hendes oplevelser. Måske skal vi holde hinanden i hånden, hvis det er det, men hun skal gå selv og have lov til at stikke lidt af engang i mellem. På vores tur sad hun konstant på arm. Farmor har dårlig ryg, og jeg sagde flere gange, at vores datter altså godt selv kan gå, men hun ville bære hende "indtil hendes arme faldt af - også lidt længere".

Jeg synes, at de hæmmer hende helt vildt. Hun kan jo heller ikke komme tæt på de andre børn, der var med på turen, når hun hele tiden bliver båret. Når de er der, kan hun ikke foretage sig noget som helst selv, fordi de konstant er over hende og styrer det hele. Pludselig kan hun heller ikke tale mere. Hun plejer jo nok, at kunne sige sin mening, og bede om en tomat, hvis det er det, hun vil have. Pludselig kan hun kun pege og sige "det".

Jeg oplever normalt min datter som en glad pige, der styrter omkring, synger og vil have det meste ud af oplevelserne. Og hun elsker at tale med mennesker. Men når farfar og farmor er der, så synes jeg, at det er ligesom om hun skifter personlighed. Hun bliver "lille" og apatisk. Jeg synes også, at mit forhold til min datter kører helt i hegnet, fordi jeg føler, at jeg bliver overvåget og dømt ude i enhver lille konflikt. De kan slet ikke tåle, at hun græder. Man kan se, hvordan tårerne stiger op i deres egne øjne. Efter en helt dag (eller en weekend) er jeg helt færdig og trist. Nu snakker de om fælles sommerferie, men det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

Efter nogen timers totalt monopol, så sagde vores datter selv, at hun gerne ville køre sammen med mor og lillesøster. Også var hun sig selv igen - glad og sød og fuld af sang og snak. Hun aede sin lillesøster, og fortalte hende om alle de spændende ting. "Se der, se. En løve. Kan du se den? Kan du det?" Jeg kom til at tænke på, at måske er det ikke kun mine grænser, der bliver overtrådt, måske også min datters grænser?
De presser også på, for at hun skal på ferie hos dem, men jeg synes, at det er verdens værste ide.

Min mand synes også, at de er for meget, og mener, at så må vi holde pause fra dem. Han kan ikke lide, at jeg skal have det så dårligt, hver gang vi er sammen. Jeg synes, at sådan en enten-eller løsning er lidt drastisk - det vil slå mine svigerforældre helt ud. Og hvad med min store pige? Det er da synd. Måske er det mig, der er problemet? Måske er det bare sundt for hende, engang i mellem at være en lille pige og overgive sig til bedsteforældrene?

Jeg ved godt, at det her bare en min version, og at der er to sider, men jeg synes bare, at det er helt forkert.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---