Brev:

Selvstændighedsalderen - vi voksne tackler det ikke ens

---

Hej Helen,

Jeg har et spørgsmål om selvstændighedsalderen, som min søn Anders (2 år og 11 mdr) er i fuld gang med. Min kæreste og jeg tackler konfliktsituationerne meget forskelligt - ikke at alt behøver være 100% ens, men der er alligevel ting, der går mig på i forhold til de signaler vi sender til vores søn.

Min kæreste er meget væk fra hjemmet pga arbejde, jeg er alene med vores søn morgen og eftermiddag. Når min kæreste kommer hjem er han tit træt og uoplagt efter lang pendling og lang arbejdsdag, men han forsøger at lege meget med Anders alligevel, og han tager sig så af aftensbad og som oftest putning, så de har deres særlige øjeblikke sammen. Men der går ikke en eneste dag uden at de er på kollisionskurs.

Min kæreste har svært ved at lade være med at tage over, f.eks. får Anders hurtigt af tøjet, når han skal i bad, selvom han godt selv kan få bukser og ble af. Det skaber skrig og skrål. Eller hvis der lægges puslespil, så ender det også tit med at Anders bliver gal og frustreret, når far bliver ved med at sige - dén brik ligger forkert i stedet for at spørge, hvor tror du brikken skal ligge, som er mere måden jeg spørger på.

I går skulle en løbecykel samles - en oplagt opgave som kæresten og Anders kunne være sammen om, men det ender alligevel med at Anders bliver skubbet lidt væk, fordi han "står i vejen", og det er mig, der tilbyder Anders at hente sit eget legeværktøj og holde i styret, mens far skruer. Anders er vant til at han og jeg snakker sammen på en anden måde, ...

---

---

... og derfor synes jeg han har en utrolig kort lunte overfor sin far, som har en anden facon. Samtidig glemmer min kæreste at se mulighederne for inddragelse i hverdagens små gøremål. Jeg har Anders meget med i køkkenet til madlavning, og der er regler om at han selv øser morgenmad op, henter kop og hagesmæk selv osv. - men det er alt sammen, når det kun er ham og jeg.

Jeg forsøger at lade være med at blande mig i deres situationer og lade være med at sige noget, når Anders hører det, men mange gange er det alligevel mig, som Anders (eller kæresten) kalder på i frustration, og så skal jeg komme og "rage kastanierne ud af ilden". Det synes jeg ikke er rimeligt. Min kæreste og jeg har talt om, at han må huske på, at Anders selv skal være meget mere med i gøremål nu og at han er så sprogligt stærk at vi kan tale med ham om mange ting, og forklare hvorfor mor og far og han skal gøre sådan. Men selv om min kæreste siger, at han godt ved det, så er det som om alting er glemt næste morgen, og det igen er så som så med inddragelsen.

Min kæreste bliver også irriteret på mig, fordi han synes jeg kloger mig for meget overfor ham, og at vores søn bestemmer for meget herhjemme. Hvordan finder vi voksne en måde at gøre tingene på, så der ikke er en "bussemand" eller en "kloge-åge" i familien. Jeg ville gerne, at inddragelsen, grænserne og kravene til Anders blev sat på mere lige fod, også så vores signaler til han ikke er forvirrende.

Håber du har en eller anden form for råd.

Hilsen Anders mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---