Brev:
Slå og bide efter børnehavestart
Hej Helen
Julie startede i børnehave d. 1. juni, og jeg synes egentligt, det er gået meget godt.
Børnehaven er en delvis skovbørnehave, og det forventes, at hvis vejret er til det, så er man enten ude at lege eller i skoven (tre dage om ugen). Julie har indtil nu kun været i skoven en dag, da man forsøger at tage hensyn til hende og en anden dreng, der startede samme dag. Der lægges ikke op til middagssøvn, men nogle dage holder de "siesta". Selvom Julie til sidst i dagplejen næsten ikke sov middagssøvn, så er hun meget træt, når hun kommer hjem og i weekenderne.
Når jeg har hentet hende i børnehaven (hun er der lige for øjeblikket fra ca. 8-14.30), så laver vi så lidt som muligt. Dvs vi ser fjernsyn, læser og synger. Ting der passer Julie godt. I de timer hun er hjemme og vågen, får hun megen omsorg og opmærksomhed, da det virker som om, hun har brug for det. Dvs. jeg sidder meget med hende, hun putter ind til mig osv - vi hygger. Hun har ikke så megen energi til at lege, men det kommer ind imellem.
Jeg er klar over, at det er stort at starte i børnehave, og når hun så samtidig vælger, at det er nu, hun skal være renlig (jeg ville have ventet til sommerferien), så er det jo mange ting. Det med renligheden går forrygende. Hun har kun ble på om natten.
MEN, og der er et ...
... lille men. Lige pludselig oplever jeg, at når det gælder situationer, hvor hun ikke gider et eller andet, så tænder hun helt af - og det har jeg aldrig set hos hende før. I går aftes havde hun eksempelvis en af de episoder. Det var ved at være sengetid. Jeg beder hende hjælpe med at rydde op - ikke uoverskueligt meget, kun en enkelt kasse med legetøj. Det vil hun ikke, så hun går. Jeg henter hende tilbage, beder hende hjælpe. Hun går igen. Sådan fortsætter det. Jeg foreslår hende, at vi kan se, hvem der hurtigst får ryddet det røde legetøj op - ingen virkning.
Til sidst ender det med, at hun slår, river og forsøger at bide mig. Jeg sætter mig ned på hug, tager roligt fat i hendes arme og siger bestemt (uden at råbe): Det vil jeg ikke have. Det gør ondt. Det plejer at virke, men ikke i den her situation. Til sidst tager jeg hende op, tager hende med ud på puslebordet og giver hende nattøj på, børster tænder og alle de andre ritualer fra sengetid. Her er der ingen problemer, vi taler også om, at hun lige skal hjælpe med at rydde op, så får hun en sut. Bagefter rydder vi stille og roligt op.
Mit spørgsmål er: Er det den rette måde at håndtere situationen på? Hvordan lærer jeg hende, at man ikke sparker, slår, river og bider? Er det mig, der gør noget forkert?
Med venlig hilsen
Linda
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Undertøj til børn
Bomuld er behageligt, suger sved og kan vaskes ved høj temperatur. Det kan være en stor fordel, så længe børn bruger ble, hvor det ikke kan undgås, at der af og til kommer urin og afføring i undertøjet.
I efterårs- og vintermånederne, kan det dog være en fordel at vælge undertøj af uld. Uld består af ca. 20 procent fibre og 80 procent luft. Det gør, at uld isolerer rigtig godt, og det hjælper derfor barnet med at holde varmen, når det f.eks. sparker dynen af om natten. Uld kan...
Vuggedød - uventet spædbarnsdød
Den egentlige årsag til vuggedød eller pludselig spædbarnsdød kendes ikke. Men man ved, at der er visse faktorer, som har betydning. i 1980erne døde over 100 spædbørn hvert år uventet under søvn og siden 1990erne er antallet faldet drastisk. I dag er det under 10 børn om året i Danmark, der rammes af vuggedød.
Faldet i vuggedød skyldes i høj grad følgende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen:
1. Læg altid barnet til at sove på ryggen. Hvis barnet sover på maven, er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!