Svar: Uplanlagt graviditet
Kære Dorte
Tillykke Tillykke, hvor er det dog fantastisk! Flere år med behandling for at få jeres datter og så pludselig bliver du bare gravid igen - det er jo næsten hvad man kan kalde et mirakel og hvor er det godt de ting sker :)
Selvfølgelig er I glade og rundt på gulvet og det er svært at forholde sig til et spirende liv i maven, når man kigger på sin 10 måneders datter ... Wau - hvad skal der ske, hvordan skal man klare det, hvad med hende osv. osv. En masse tanker, som er helt naturlige og som følger med.
Jeg er dog slet ikke i tvivl om at det sagtens kan gå og være rigtig godt for jer alle. Pseudotvillinger kalder man det, når søskende har under 1½ år imellem sig og du kan søge på dette og finde flere familier som har oplevet det samme og hvor det fungerer rigtig godt :)
Man kan naturligvis altid finde positive og negative ting ved alt, men som udgangspunkt får man nu mest ud af at se på de lyse ting og fordelene ved situationen og der er mange fordele ved at have børn der ligger så tæt sammen.
Generelt mener jeg ikke at man skal være så bekymret for den ældste. Nogle gange er det næsten bedre at der er kort tid imellem end f.eks. 2 år - netop fordi jeres datter ikke er ældre end hun er, så bliver man ikke foranlediget til at sige "Nu må du lige vente" eller "Kan du ikke selv ..." - for det kan hun ikke, hun har brug for ligeså meget hjælp og opmærksomhed og den er man nødt til at give.
Naturligvis hårdt for forældrene, ingen tvivl om det, men faktisk okay for børnene :)
Og der er heller igen tvivl om at jo ældre børnene bliver jo mere glæde vil de have af hinanden, netop fordi aldersforskellen er lille. De vil kunne lege sammen, gå i samme institution, have samme venner, gå til samme fritidsinteresser osv. Faktisk ret praktisk :)
Det mest problematiske omkring pseudotvillinger er for mig at se ofte, hvis den yngste begynder at overhale den ældste - det ses især hvis den ældste er en dreng og den yngste er en pige og det problem har I jo ikke ... Generelt kan man dog sige, at det er utroligt vigtigt ikke at sammenligne og skabe konkurrence mellem de to og forsøge at anerkende den ældste, for netop det den ældste kan ... Problemerne opstår, hvis man sammenligner ved at sige f.eks.: "Hvorfor kan du ikke spise ligeså pænt som lillesøster hun er jo yngre end dig ...?!"
Men her handler det jo om at anerkende hvert barn, se deres forskellige styrker og give dem individuel opmærksomhed, styrke deres selvværd og følelse af at de hver især har værdi - hvilket jo naturligvis også er vigtigt for alle andre børn og søskende! :)
Med hensyn til folinsyre, så anbefales det at indtage dette fra før graviditet og 12 uger ind i graviditeten. Alt efter hvor langt henne du er, så kan det altså være en idé at du indtager folinsyre - men er du 12 uger henne, så har det så vidt jeg ved ingen effekt og du kan ikke spise det med tilbagevirkende kraft, desværre.
Du skal dog ikke fortvivle helt - Spinat, broccoli, kinakål, bælgfrugter, brune bønner, brød og gryn bær ...
... f.eks. jordbær og hindbær og frugter f.eks. mangofrugt og papaya indeholder alle folinsyre og du har sandsynligvis spist dette i løbet af de sidste måneder ... det har måske ikke givet dig den fulde dosis, som beviseligt forebygger rygmarvslidelser, men det har modsat i hvert fald heller ikke skadet, hvis du har fået lidt jordbær og andet i løbet af sommeren :)
En anden god ting du bør spise er dog fisk og helst næsten hver dag til frokost og gerne 2 gange om ugen til aften. Hvis du ikke spiser fisk, så vil det være relevant at indtage et dagligt tilskud af fiskeolie.
Fisk indeholder mange rigtigt vigtige ting, f.eks. jod, selen og omega-3 fedtsyrer.
Jod: Har betydning for reguleringen af vores stofskifte, kropstemperatur og så meget vigtigt - for centralnervesystemets vækst i fostertilstanden og i de to første leveår. Gravide og ammende har et større behov for jod, fordi stofskifte produktionen er forhøjet og derudover sker der også under graviditeten nogle ændringer i nyrefunktionen, som gør at man 'taber' jod.
Jod findes f.eks. i makrel og sej og også i forskellige skaldyr. Derudover får vi også jod vid vand og mælk og det meste bordsalt er naturligt tilsat jod idag.
Selen: Fungerer som antioxidant og har stor betydning for kroppens immunforsvar. Derudover mener man at selen kan nedsætte giftigheden af en række metaller som f.eks. kviksølv, cadmium, kobber og lignende, som vi desværre ofte har i kroppen. Derudover mener man at selen har betydning for vores hjertemuskulatur, hvilket igen er meget vigtigt for fostre og små børn.
Selen får vi blandt andet, hvis vi spiser hummer, rødtunge, lange og kuller.
Omega-3: Disse fedtsyrer er først og fremmest vigtige for udviklingen af fosterets og spædbarnets nervesystem og hjerne, synssansen og de kognitive færdigheder (indlæringsevne og hukommelse). Derudover viser undersøgelser at omega-3 har betydning for graviditetens længde og at barnet bliver født med en normal fødselsvægt.
Man mener også at et for lavt indtag af Omega-3 kan være årsag til at man hos nogle børn ser forringet finmotorik og en ufuldstændig neurologisk udvikling. Det er derfor utroligt vigtigt, at du husker at spise fisk, når du er gravid og også bagefter, når du ammer.
Så selvom du ikke nåede folinsyren, så er der altså meget andet rigtig godt du kan gøre :)
Her gælder naturligvis også de gængse råd om at undgå tobak og rygning generelt og undgå indtagelse af alkohol. Ligesom du også skal sørge for at holde dig sund og dyrke motion.
Med hensyn til hvorvidt din krop er klar til endnu en graviditet, så må du et eller andet sted tro på, at når du er blevet gravid så er kroppen også klar. Og du bliver således nødt til at se det som et sundhedstegn :)
Og så må du afvente diverse undersøgelser, scanninger, samtaler med læge, jordemoder osv. og se hvad de siger. Lige nu må du bare prøve at nyde det spirende liv i din mave.
Jeg er sikker på det nok skal gå alt sammen og håber du hermed har fået lidt ro med på vejen. Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Passiv rygning og børn
Små børn er særligt sårbare overfor passiv rygning, da deres organer endnu ikke er færdigudviklede.
Vi ved i dag at børn, som udsættes for passiv rygning, bliver oftere syge, og ofte også rammes hårdere af sygdomme. Børn, som udsættes for passiv rygning, har langt større risiko for at udvikle astmatisk bronkitis, astma, lungebetændelse og mellemørebetændelse.
Undersøgelser viser også at børn, som udsættes for passiv rygning i fostertilstanden og efter fødslen, vil...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

