Annonce

Annonce

Brev:

Ny plan for nattesøvnen


8. oktober 2009

Kategori:
Alder:
9 mdr.

Ny plan for nattesøvnen

Kære Helen.

Et lidt langt brev om Eddie igen (født: 30-12-08). Tusind tak for dit sidste svar angående Eddies lure hos dagplejemor. Alt er simpelthen gået over al forventing hos dagplejemor, også søvnen om dagen. Jeg introducerede barnevognen, som du anbefalede, og nu sover han her om dagen, både hjemme og hos dagplejemor.

I det hele taget sover han fantastisk om dagen nu - og det er slet ikke til at fatte, da vi jo havde store problemer med dette i de første 6 måneder eller deromkring. Siden han er begyndt at kravle og stå op ved alting, er han desuden blevet en rigtig glad og tilfreds dreng – og ikke længere plaget af frustration. Jeg er verdens gladeste mor, i den henseende.

Men nattesøvnen er stadig et problem, da han vågner tit og skal hjælpes videre i søvnen. Vi har i og for sig både løst og skabt problemet ved at tage ham over i den store seng, der står ved siden af hans tremmeseng i hans værelse. Så sover han rigtig dejligt til næste morgen – og vi får også sovet. Både min mand og jeg kan egentlig godt acceptere dette, men er selvfølgelig stadig i to sind om det. Derfor kunne vi godt tænke os at høre om dine tanker i forhold til vores situation.

Han plejede at have rigtig meget brug for sutten – og var nok blevet afhængig af den og led af det du kalder ”vanebetinget afbrudt søvn”. Men nu kan han oftest selv finde sutten og komme den i munden, men mosler stadig videre og kan ligesom ikke finde en behagelig stilling. Han vil ikke lege eller underholdes. Han KAN godt komme videre i søvnen nogle gange – det kan vi se på vores lille ”Eddie-cam”. Når han ikke kan selv, falder han oftest rimelig hurtigt i søvn hvis vi tager ham op, men vi får ham oftest videre i søvnen mens han ligger dernede – dog tit med det resultat at han spjætter efter 5 minutter.

Han registrer altid, at han bliver lagt ned i sengen. Jeg tror måske, at han vågner af vane og nu gerne vil over i den store seng – omend jeg ikke tror, at han har ”formuleret” det i hans eget hovede. Det er bare en følelse han har, at der mangler noget? Måske. Jeg prøver i øjeblikket at introducere en af mine t-shirts som en krammeklud, men han virker ret ligeglad med alle klude, stofbleer, bamser og andet.

Vi har altid taget ”nattevagten” på skift og i forhold til at få nok søvn, så fungerer det egentligt. Vi plejede at skiftes til at sove ved siden af ham inde i hans værelse, og så plejede vi at kunne få ham videre i søvnen ved at bare række en arm over og give ham sutten eller lignende. Vi plejede først at tage ham over i sengen ved 5 tiden, hvorefter han plejede at vågne klokken 6. Men så havde vi også skulle hjælpe ham mange gange efter vi var gået i seng og "nattevagten" var træt om morgenen.

Så skulle madrassen sænkes længere ned i sengen for en månedstid siden, og vi flyttede ud af hans værelse – vi skulle jo alligevel op og stå for at kunne nå ned i sengen til ham, og måske vågnede han fordi vi var derinde, tænkte vi. Men så var der pludselig længere for os at gå ind hver gang, og det var nok derfor, at ”nattevagten” gav efter hurtigere og bare tog ham ind i sengen - så fik vi da alle sovet.

Men nu er det allerede omkring midnat, hvor Eddie kommer over i sengen. Nogle gange senere, helt op til 02:30, men oftest tager vi ham bare over første gang, ...


Annonce

... vi skal ind til ham efter hans natflaske. Men midnat er i al fald vores cut-off-point i øjeblikket, og egentlig fungerer det jo – selvom vi da godt ved at det ikke er optimalt og det hele føles lidt midlertidigt.

Så vores oprindelige plan med at vi en dag bare kunne trække os tilbage, og så sov han selv på hans eget værelse, har ligesom ikke virket. Vi har derfor brug for en ny plan.

Vi overvejer enten, at bare gøre som vi gør nu. Og så slut dut med det. Faktisk havde vi nok bare gjort det, hvis ikke det betød at min mand og jeg så skal ligge adskilt i lang tid endnu... I den forbindelse har vi overvejet, om vi skulle prøve at flytte Eddie over i den store dobbeltseng i vores værelse om natten i stedet. Men jeg tror det bliver noget rod.

Ellers har vi overvejet, om man mon kunne flytte på hans vanebetingede opvågninger (som jeg tror det er) ved at flytte det gradvist. Altså flytte tidspunktet hvor vi tillader, at han kan komme over i den store seng - med det håb at han en dag først vågner tidlig morgen, og så kan den ene af os trisse ned til ham og ligge med ham der (eller vi kunne tage ham over i den store seng). Tror du det er en metode der kan virke?

En tredje mulighed er at gå tilbage til at lulle ham videre i søvnen hele natten og først tillade ham at komme over i den store seng ved 5-tiden. Men det bliver hårdt nu, hvor vi jo enten skal gå ind i hans værelse eller i det hele taget bare skal op og stå, selvom vi lagde os tilbage i sengen ved siden af ham.

Desuden overvejer vi om, hvad der vil ske, hvis vi vælger at bare tage ham over i den store seng (hvadenten det stadig er i hans eget værelse eller det bliver vores). Kan man forestille sig, at det bliver nemmere, når han kan begynde at forstå hvad der sker omkring ham, og man kan lave det til en leg, at han skal sove på eget værelse – og gøre det gradvist. Jeg tænker her på ved 2 års alderen, bare for at sige noget.

Vi regner nemlig med at flytte tilbage til Danmark (tættere på familien og alt sådan noget) til næste sommer og nok være flyttet i eget hus engang til næste efterår eller vinter. Så vil han jo være næsten 2 år gammel. Kunne man forestille sig, at selvom vi vælger at sove sammen med ham nu, så kan vi ændre på det til den tid, på en rar måde?

Det er vores tanker. Må vi spørge hvad dine tanker er omkring dette? Vi ville jo helst at han bare sov igennem, men føler at det stadig er urealistisk og kan godt acceptere mindre (også selvom det betyder at vi ender med at gøre alt det vi ”bestemt ikke ville gøre”).

Til orientering ser hans dag således ud:

06:45 Vågner og står op
07:00 Flaske
08:00 Morgenmad (havregrød og yoghurt).
09:45 Lidt frugt eller top-op mælk.
10:00 Formiddagslur – 2 timer.
12:30 Frokost (rugbrød med eventuelt leverposteg, grøntsagsmos og frugt).
14:45 Snack eller top-op mælk.
15:00 Eftermiddagslur – 1 time.
16:30 Snack.
17:30 Aftensmad (kød og grøntsagsmos og frugt).
19:00 Bad
19:30 Aftenflaske i hans værelse. Sover 19:45
Ca. 22:30 Natflaske som helst gives i søvne.

Og natten – ja den ved du alt om nu.

Glæder mig til at høre fra dig. Rigtig mange gange tak for din hjælp. Din brevkasse har virkelig givet mig ”sanity”, når jeg ikke har vidst, hvem jeg skulle vende mig til. Tak for det.

Kærlig hilsen

Sanne

Læs Helens svar »



Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25

Annoncer

Sponsorerede artikler

Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

Annonce

Viden om børn:

Parforhold

Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.

Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...

Læs mere i Babylex

Apgar score

Dette er betegnelsen for en undersøgelse som jordemoderen laver af barnet lige efter fødslen. Apgar Score blev udviklet i 1952 af Virginia Apgar og den bruges til at vurdere, hvordan barnet har det, lige når det er blevet født.

Jordemoderen har 5 ting hun ser på:

1. Hun ser på barnets reflekser,- reagerer barnet på forskellige stimuli, griber barnet, søger barnet osv.

2. Hun mærker barnets puls, for at se på hvor hurtigt barnets hjerte slår og om...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Jeg vil gerne, som så mange andre, takke dig for en helt usædvanlig god brevkasse. Som bosiddende i England har det betydet rigtig meget for mig at finde svar på dette og hint derhjemmefra. Jeg kan rigtig, rigtig godt lide din kærlige holdning til tingende, og det har virkelig hjulpet mig meget at læse dine omhyggelige svar.

Mange kærlige hilsner
Sanne, mor til dreng 5 måneder


Annonce