Svar: Søvn og flytning
Hej med dig
Det lyder rigtig dejligt med en større lejlighed - tillykke med det :)
Det lyder som en god idé at lære jeres dreng at sove i egen seng og også sove på eget værelse og da I skal flytte allerede om 14 dage, så er løsningen nok at lære ham begge dele på en gang ... ellers ville man normalt forsøge at lære ham at sove i egen seng først og så flytte egen seng på eget værelse, men i stress og flytterod duer det nok ikke. Samtidig er det heller ikke nogen god idé at lære ham at sove i egen seng i soveværelset når I flytter, for så vil han naturligt forbinde det med at sådan er det også i den nye lejlighed og så vil det være svært at få ham på eget værelse der ... Så mit forslag er umiddelbart at I forsøger at lære ham at sove i egen seng og på eget værelse - på en gang.
Når man ikke er mere end 11-12 måneder gammel, så forstår man stadig ikke at mor og far er der, når man ikke kan se jer. Han er simpelthen ikke i stand til at forstå at I er i stuen og han er på eget værelse, når I går fra ham, så vil han naturligt føle sig forladt og alene. Derfor er det vigtigt at I bruger lidt tid sammen med ham, når han skal sove om aftenen og det er helt fint at han stadig bliver ammet og falder til ro med dette. Men det er slut med at falde i søvn med brystet i munden.
Jeg forestiller mig at I flytter sengen på det nye eget værelse og gør værelset hyggeligt med en lille lampe med rolig natbelysning, tætte gardiner og døren skal kunne stå åben, så han kan høre at I er der stadigvæk. Verden forsvinder ikke fordi han skal sove... Så sætter du dig på værelset i en god stol, ammer ham som du plejer og når han har fået mælk hos dig (den amning kan senere blive erstattet af en kop mælk i stedet, som også far kan give på sigt) så sidder i tæt og læser i en lille bog, kigger billeder, snakker lidt osv. Herefter puttes han over i sin seng og du synger den godnatsang for ham, som han kender og altid har fået sunget.
Det er helt normalt at skulle bruge en ½ times tid på at falde rigtigt i søvn. Det bruger vi voksne ofte også, vi går i seng, men ligger og vender og drejer os, nogle ligger og læser i en bog eller andet inden roen rigtigt kommer over os. I forhold til børn må man således også forvente en vis indsovningstid.
Man skal altid vurdere hvor meget man behøver sidde hos barnet, når det skal sove. Det er i princippet ikke noget i vejen for at I putter jeres dreng og så lader ham ligge lidt for sig selv, at I prøver at lade ham selv finde roen og ikke sider hos ham hele tiden. Det er fint at forsøge dette. Du kan stadig forsøge at være i nærheden uden at sidde direkte hos ham, klynker han lidt, så giver du ham din hånd, synger lidt beroligende for ...
... ham osv. men det kan være fint at lade ham ligge lidt alene også - det afhænger helt af situationen.
Man kan aldrig forkæle børn ved at give dem omsorg og nærhed når de skal sove. Det er så vigtigt at de netop føler sig fuldstændig trygge og forbinder det at sove med noget dejligt og rart.
Netop fordi jeres dreng lige nu udvikler sig rigtig meget og måske er begyndt at gå lidt rundt? så vil han på den ene side have rigtig meget behov for at se jer og føle sig tæt knyttet til jer og på den anden siden og øve sig i at være mere sig selv, øve sig i at bevæge sig ud i verden på egen hånd. Derfor kan det være godt at bruge det jeg kalder for se-til-metoden. Han har stadig behov for at se jer for at vide at I er der og han ikke er forladt og derfor er netop denne metode god.
Den går ud på at man kærligt og omsorgsfuldt putter sit barn, fortæller det at det roligt kan sove osv. og så går man. Man er aldrig væk i mere end 3 minutter, så kommer man tilbage, kærtegner, beroliger, viser at man er der, fortæller barnet at det trygt kan sove og så går man igen. Hele tiden gå til og fra for at lære barnet at man er der, selvom barnet ikke kan se en og at barnet derfor roligt kan overgive sig til søvnen.
Græder barnet skal man altid vurdere hvad gråden handler om. Hvis det er protestgråd, fordi barnet synes det er lidt trist at dagen slutter nu og barnet søger underholdning, så er det fint at gå. Men græder barnet ulykkeligt, fordi det føler sig forladt og er utryg, så skal man naturligvis være der og så dur metoden med at gå ikke. Så må man i stedet blive siddende hos barnet og forsøge at berolige og betrygge ved at være der - samtidig med at man forsøger at holde fast i at barnet så vidt muligt skal falde i søvn i sin seng :)
Det er meget fint at I her holder fast i at han først puttes, når han tydeligt er træt til at falde i søvn, så hele seancen ikke trækker ud i timer ...
Det vil også være en rigtig god idé at give ham en substitut for brystet, som han kan finde ro med, når nu mor begynder at mangle. Det kan være en putteklud, en sovebamse eller hvad I nu tror han godt kan lide. Put ham med det fast, både dag og aften - han skal også have den med til middagsluren - så den er en del af det ritual der forbereder ham på at det er puttetid nu :)
I skal naturligvis være sikre på at han får mad nok i løbet af en dag - måske er han reelt sulten og tørstig, når han vågner op kl. 02? Måske skulle I forsøge at give flasken med vælling i stedet for amning kl. 20 eller prøve at skubbe flasken med vælling til kl. 23-24 i håb om at han så vil kunne sove bedre derefter ...
Håber I kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke:)
Rigtig god flytning!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Faderskab
Et barn, der er født i Danmark, skal som udgangspunkt have registreret en far. Det er vigtigt, fordi barnet har ret til at kende sin biologiske baggrund, og fordi faderskabet giver både barnet og faren en række rettigheder og pligter.
Hvis I forældre er gift, så får faderen automatisk faderskabet. Hvis I forældre ikke er gift, så skal du ansøge om faderskabet - og det skal du gøre i forbindelse med barnets fødsel og inden for 4 uger. Hvis I ikke har anmeldt faderskabet inden for...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig

