Svar: Puttes til natten
Kære Nina
Mange børn søger brystet meget hyppigt om aftenen og det kan føles som om de ligger der mere eller mindre hele tiden. Det handler ofte om at børn i denne alder, er så bevidst om hvad der sker omkring dem og følger så meget med i verden, at de har svært ved helt at koncentrere sig nok om amningen i løbet af dagen.
Du har sikkert lagt mærke til, at når du sidder og ammer, så slipper din datter nogle gange, griner til dig, tager fat, spiser og slipper igen. Hun spiser sandsynligvis ikke helt så konstant og rytmisk som tidligere. Du har sikkert også lagt mærke til at hun slipper og kigger efter far eller storesøster, hvis de kommer ind i rummet og amningen stopper derfor nogle gange før den normalt ville stoppe. Andet er ligesom mere interessant og det virker som om at hun ikke rigtig vil gå glip af noget :)
Det betyder at børn i denne alder, ofte ligesom 'lader sig nøjes' og spiser lidt mindre i løbet af dagen end de tidligere har gjort, men behovet for mælk har de jo stadig og derfor spiser de så ekstra meget om aftenen. Det har så den fordel at de derved fylder sig ekstra op til natten og måske begynder at kunne sove lidt bedre end tidligere, når de endelig sover. Men da barnet ofte også går meget sent i seng, så føles det altså som om at man ammer hele aftenen og det er selvfølgelig lidt hårdt.
Det er fint at du vælger at give flaske om aftenen, for at sikre at din datter får mælk nok. Det lyder også som om at hun er sulten, da hun spiser godt til. Det er dog også vigtigt at du sørger for at holde hende godt igang ved brystet om dagen og sikrer hende mælk nok hele dagen igennem for på sigt at kunne skrue lidt mere ned for behovet aften og nat :)
Nogle gange kan det være en god idé at amme både, når hun står op fra en lur og amme hende igen fra modsatte bryst inden hun skal sove til næste lur. På den måde øges mælkemængden og hendes indtag dagen igennem.
Det er helt normalt at amme hende inden hun skal sove og amningen må således gerne være en del af hende putteritual. Det I skal være opmærksomme på nu er hun ammes og puttes i rette tid, det vil sige at hun ikke skal nå at falde i søvn helt ved brystet, men i stedet skal flyttes fra favn til egen seng lige der, hvor hun er træt nok til at blive lullet videre ind i søvnen.
3 måneder gammel er det naturligt at have et stort behov for tryghed og at det virker beroligende at være ved ...
... brystet, dufte og mærke mor og være omsluttet i din favn. Det vil ændre sig i takt med at hun bliver ældre :) Det er dog rigtig fint at arbejde på lidt nye rutiner omkring putning. I jo også andet at lave og det er fint at lære hende at sove for sig selv.
Da hun ikke bruger sut, vil det måske være en idé med en sutteklud. Det kan være en stofble eller anden form for klud, som du sover med et par nætter, så den dufter godt af mor og mors mælk. Den skal bruges ved hendes ansigt, hver gang hun puttes også gerne sammen med amningerne og når hun får sin flaske. Kluden følger så med fra favn over i egen seng, lift eller hvor hun nu skal sove.
Når hun skal puttes, så starter I med at skifte hende og svøber hende evt. direkte i forbindelse hermed. Herefter ammes hun eller får hun en flaske og hun holdes naturligt i jeres arme som hun plejer. Det at være svøbt i et klæde, gør hende ekstra tryg og skiftet fra jeres favn og ned i egen seng, bliver ikke så stort, fordi hun netop stadig er omsluttet. Det er så klædet og ikke armene der giver hende trygheden, netop når hun puttes.
Når I lægger hende fra jer, skal det være inden hun falder i så dyb søvn, at hun ikke ænser at hun bliver flyttet. Det er synd for hende, hvis hun sover godt og idet hun så lægges ned, så oplever hun et skift og bliver forskrækket fordi hun pludselig er lagt et helt andet sted. Det er utrygt. Det er derfor vigtigt at hun lige når at følge lidt med i at hun rent faktisk flyttes, men samtidig på et tidspunkt, hvor hun er træt nok til at sove videre og ikke protesterer - det er svært, men det kan lade sig gøre.
Se og lyt til hendes vejrtrækning, hendes øjne. Prøv at lægge hende fra dig, når du fornemmer at vejrtrækningen er blevet roligere, langsommere og når du kan se at hun er lige ved at falde i søvn og endnu ikke sover tungt. Stille og roligt putte hende fra din favn ned i egen seng. Hun er stadig svøbt og hun har sin klud ved ansigtet. Kluden er lidt ligesom at ligge ved brystet, hvor hun også mærker dit tøj ved sit ansigt og dufter din mælk.
Stå lidt ved hende, hold dine hænder roligt på hende, så hun fornemmer at du stadig er der. Lad dine hænder have lidt vægt på hendes krop, så der er lidt tyngde, vug hende blidt imens hun ligger ned, stille og rolige, rytmiske bevægelser og lul hende til ro og i søvn, der hvor I ønsker hun skal sove :)
Rigtig meget held og lykke med det projekt.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Sutteflaske
For børn der ikke ammes er det vigtigt at man køber en ordentlig sutteflaske. Flasken skal passe til barnet og barnets evne til at sutte.
Det anbefales at man lader barnet "arbejde lidt for føden". Det vil sige at hullet i sutten ikke skal være for stort. Det at barnet skal bruge kræfter på at sutte er vigtigt for kæbernes og tændernes udvikling. Desuden er der en risiko for at barnet kan få ondt i maven, hvis det får maden for hurtigt.
Sutteflaske-sutterne findes...
Stå selv
Mange børn kan slet ikke vente på at komme op i lodret stilling og vil allerede i 5-6 mdr´s alderen gerne trække sig op ved mors eller fars hænder. Når det lykkes er det dejligt med en hoppetur på mors og fars ben.
Vær dog opmærksom på at barnet skal være noget ældre før det er stærkt nok til selv at kunne holde sig oprejst. Først omkring 10 mdr´s alderen rejser de fleste børn sig ved møbler og andre faste steder.
At barnet vil stå, betyder ikke at barnet er parat...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

