Brev:
Trods... Selvstændighedsfase!
Kære Helen.
Mon man egentlig godt må blive ved at skrive til dig, selvom ens barn efterhånden er ældgammelt :)?
Min søde datter på 3,5 år er verdens sødeste guldklump. Og rigtig meget 3 år. Det meste af tiden synes jeg det er sjovt og udfordrende, og meget livsbekræftende at se, hvordan selvstændigheden brager igennem. Men jeg bliver ofte også i tvivl om, hvorvidt jeg reagerer passende på selvstændighedsanfaldene – som vi jo ikke længere kalder trods:)
Jeg synes stadig det er sværest, når noget skal gøres på en helt bestemt måde, som man ikke kan regne ud, og som måske ikke findes. For mig at se beder min datter nærmest om, at jeg skal stoppe hende. Hun kan i hvert fald ikke stoppe selv, men bliver mere og mere rasende og ulykkelig, når jeg tilbyder min hjælp. Det er en tab/tab situation, om jeg så må sige. Hvordan kan jeg – kærligt – sige stop til hende? Min egen tålmodighed bliver sandelig også sat på prøve, og jeg vil gerne finde en måde at stoppe situationerne på, før jeg mister den, og det bliver en rigtig dum hændelse. Og på en travl morgen kan man heller ikke altid have tid til ’vil alting selv’…
Det sker, at jeg taler med store bogstaver, fordi jeg pludselig opdager, at jeg har rodet mig ud i et alen langt forsøg på at hjælpe, som kun tilspidser situationen. Min datter er meget verbal (’Du gør mig rigtig ked af det, når du ikke vil ...
... hjælpe’, ’Det var meningen du skulle trøste mig’, ’Man skal sige undskyld, når man gør en anden ked af det’ osv., osv.), så jeg er oppe mod en værdig modstander. Jeg har forklaret hende, at jeg altid elsker hende, også når vi er uvenner, men jeg synes det kan være svært at være sikker på, at der er sagt ordentligt undskyld, så situationen kan stoppes. Hun skal jo også vide, at jeg synes hun var urimelig.
Som altid er min datter også meget tryghedssøgende. Efter hun er blevet rigtig meget 3 år, er det gået helt bananas. Hun insisterer på nærmest at ligge ovenpå mig, når hun kommer ind om natten, med hovedet helt tæt op af mit. Og KUN mor dur! Jeg kan sagtens leve med det, men er i tvivl om, om det er ok – bør jeg være hårdere? Hun skal jo også lære at være uden mig?
Hun har absolut heller ingen lyst til at være en ’stor pige’. Det er nærmest en trussel. Alt hvad der hedder at tage overtøj på selv, gå op ad trappen osv. nægter hun simpelthen blankt. Allerhelst vil hun bæres rundt konstant. Min egen fornemmelse er, at hun nærmest ’får benzin på’ af den fysiske kontakt. Men det kalder unægtelig på en del kommentarer fra omgivelserne, at jeg går rundt med hende i armene en stor del af tiden. Hvordan synes du jeg kan håndtere det? Og hvordan kommer vi bedst omkring at rumme og opdrage, sætte grænser og sige undskyld?
Bedste hilsener fra
en lidt tvivlende mor.
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Episiotomi - Epis
Episiotomi eller Epis er, når kvinder under en fødsel klippes i mellemkødet. Man klipper i det stykke, der er mellem skeden og endetarmsåbningen, og man gør det, for at barnet bedre kan komme ud.
Der findes to typer af Episiotomi:
1. Man kan klippe lodret ned fra skedeåbningen til endetarmen. Dette klip heler ofte let op, men det anvendes ikke så meget mere, da der er risiko for, at klippet udvider sig og bliver længere, når barnets hoved passerer forbi - og derved...
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.