Brev:

Alting er en kamp og meget far-syg

---

Hej igen Helen,

Noget andet jeg vil spørge dig om, er vores datters ret umulige adfærd for tiden. Det har stået på noget tid nu. Hun har aldrig været "nem og blid", men derimod er meget bestemt pige, med noget af et temperament. Det siger de også nede i vuggestuen. "sød og glad, men med et sjældent temperament og MEGET viljefast"

Det får vi også at mærke herhjemme. Alting er en kamp for tiden. Når hun skal have ble på, når hun skal have tøj på, når hun skal spise, når hun skal sove. Det er med skrig og skrål og "NEJ NEJ NEJ NEJ" konstant.... Der skal heller ingenting til, så bliver hun helt hysterisk og smider sig på gulvet. Hun vil meget gerne have sin vilje hele tiden og det er småting der kan vælte hele hendes verden. Og hun er fuldstændig ligeglad med, hvis vi siger "nej" til noget.

Alt dette forestiller jeg mig er helt normalt. Men det er bare HELE TIDEN! Og hun hár et meget stort temperament i forhold til mange andre børn vi kender, det siger alle, - jeg tænker om der er noget særligt, vi kan gøre eller tænke over for at tackle hende? Hun er kun 20 mdr., men jeg vil ikke have at hun skal blive sådan et barn, der råber og skriger konstant og vil have sin vilje, koste hvad det vil!

Et lille eksempel: når vi spiser aftensmad rejser hun sig op på sin tripp trapp stol, og selvom vi siger hun skal sætte sig, siger hun bare nej, og når vi sætte hende ned, rejser hun sig bare op igen. Og sådan bliver det ofte ved, indtil vi sætter hende ned på gulvet, og siger at så må hun lade være med at spise aftensmad, hvis ikke hun vil høre efter. Når hun så har skreget og grædt et minuts tid, kommer hun op igen og så går der et par minutter og så rejser hun sig op igen, og sådan fortsætter det.

En anden ting er at hun i lang tid har været meget far syg. Det første hun ...

---

---

... siger, når hun vågner om morgenen er "FAR!" (Hun kan heller ikke sige mor endnu) og det bliver sådan set ved hele dagen. Hun vil kun stå op med sin far om morgenen, og ikke med mig. Hvis min mand sover lidt videre eller er i bad, bliver hun helt ulykkelig og hamrer på døren og skriger og græder, til hun får lov til at komme ind.

Jeg har længe bare syntes, at det var sødt, at hun var fars lille pige. Men det har stået på ret længe nu, og det sårer mig faktisk nogle gange, selvom jeg ved jeg ikke skal tage det personligt.

Hun afviser mig ret ofte og vil helst over til sin far. Jeg er nok lidt mere bestemt overfor hende, og synes selv jeg tager flere kampe med hende. Tænker at det kan have noget med det at gøre. Ikke at der er stor forskel og at min mand ikke tager kampe, men han er nok mere tålmodig med hende. Når f.eks. jeg 3 gange har sagt, at hun skal komme og få sin flyverdragt på, og hun fortsat siger "NEJ!" - så tager jeg hende til sidst på trods at skrig og skrål og protester og putter hende i flyverdragten. Hvor min mand giver hende "længere snor" og venter længere med at gribe ind. Men ellers synes jeg vi begge siger "nej" til ting og sætter grænser. Vi giver hende altid alternativer og forklarer hvorfor hun ikke må tingene. Men hun er fuldstændig ligeglad.

En anden ting er, at hun er fuldstændig VILD efter at se tegnefilm. Det er som om, at hun slapper af på den måde, og trænger til det efter en lang dag i vuggestuen, og det er svært ikke bare at give hende lov. Det giver jo også os mulighed for at slappe lidt af, lave mad eller lign. - midt i ellers en masse skrig og skrål.

Ville sætte pris på dine tanker omkring dette. Det er virkelig hårdt at føle at alting er en kamp. Det er ikke så hyggeligt, når alting ender i tårer og raserianfald.

Tak igen,
en træt mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---