Brev:
Søvnproblemer om dagen

Hej Helen,
Det er første gang, jeg skriver, jeg håber, du har et godt råd til mig. Det drejer sig om vores datters sovevaner. Hun bliver 7 måneder den 07.02. Vi bor i øvrigt i Tyskland.
Hun har lige fra fødslen af sovet ekstrem lidt om dagen. Vi taler her om 3-4 lure af 20/25 min varighed. Det har hun egentlig gjort lige fra starten – dvs. i starten sov hun faktisk kun 9 timer i døgnet, og det var om natten og hun skreg også hele tiden, det stakkels barn.
Da hun var knap to måneder, blev vi henvist til ”Schrei-Ambulanz” som er en ambulant behandling af babyer, der græder rigtig meget. Det findes i flere større byer hernede. Vi lærte at skærme hende af for indtryk, for som det blev sagt til os, virkede det, som om vores datter helst ville starte i 1.klasse med det samme :-) Vi lærte også en godt svøbeteknik og lånte en fjedervugge af dem, så vi kunne teste, om det hjalp. Det viste sig, at det virkede rigtig godt, så vi købte en slyngevugge til stuen og en fjedervugge med et net til at stille en lift i til soveværelset. Det hjalp da til at hun i det mindste faldt i søvn.
Hun sover nu ca. 11 timer om natten - Det er ikke noget problem at få hende til at sove om aftenen, men altså ikke mere end 1 time om dagen (halvanden på en god dag).
Vi er gradvist holdt op med at bruge fjedervuggerne, for hun var blevet for stor og urolig til dem. Jeg har læst lidt af dine glimrende svar til andre i lignende situationer, og jeg prøver lige nu at få hende ned på to lurer, men det er svært, for hun har i de sidste dage kun ville sove 15 min om formiddagen og de sædvanlige 25 min til middag.
Om formiddagen sover hun i sit eget værelse eller jeg går en tur med hende, hvor jeg lade hende kigge først. Vi bor pt. midt i en større by på 4. sal uden balkon, så jeg har ikke noget sted, jeg kan stille hende hen i barnevognen. Vi skal flytte om 3 uger, til et sted med balkon så det bliver dejligt :-) Vi har monteret Brio Bed Rockers på hendes seng i børneværelset.
Om middagen sover hun i soveværelset. Her har vi en ”Baby Bay” som er en seng med tre sider, der bliver sat på forældrenes seng – MEGET genialt i øvrigt! Her er hun vant til at sove om natten. Det er meningen, at hun skal begynde at sove i sit eget værelse, efter vi er flyttet. Men da det er lige omkring den berømte 8. måneders krise, vil vi vente, da vi synes, det er alt for meget omstilling på en gang.
Vi har helt faste putteritualer, som vi har tilpasset efterhånden, som hun er blevet større og har fået andre behov. Vi har dog problemer med at få hende ”svøbt ud” altså sove uden at være svøbt. Hun sover utrolig uroligt og direkte dårligt, hvis hun ikke har svøbt. Vi prøver et par dage en gang hver måneden at lade hende sove i sin natsele i stedet for, men hun sover så dårligt. Vender og drejer sig, vågner hvert tyvende minut om natten og græder. Vores børnelæge siger, at det ikke er noget problem, for det skader ikke hendes bevægelighed, med det er lidt nemmere at have hende til at sove i natselen :-)
Når ...
... hun vågner efter 25 min middagssøvn, plejer jeg at lade hende ligge i ca 30 min, hvor jeg kun går ind for at give hende sutten en i mellem. Som regel virker det overhovedet ikke, og jeg føler mig bare som en ond mor. Men jeg ved jo også, at det er, det samme hun vil opleve i vuggestuen, hvis det her ikke har løst sigt inden. Og jeg vil hellere have at hun oplever det hos mig end hos fremmede.
Det hele ville jo ikke være noget problem, hvis hun ellers var velludhvilet og tilfreds, men det er hun ikke, især ikke fra hun er vågnet fra middagssøvnen til hun kommer i seng om aftenen. Jeg har virkelig prøvet at fokusere på det positive, nemlig at hun lærer ting meget hurtigere end andre børn – hun har jo rigelig tid til at øve sig i :-) Men det er også svært i længden, og så tænker jeg jo også på, hvordan hun får det i vuggestuen, hvis hun sover så lidt.
Jeg har haft held til at få hende til at sove lidt længere, når jeg har lagt mig ved siden af hende. Når hun så vågnede efter 25 min, kunne jeg holde hendes sut fast, så hun faldt i søvn igen, og så kunne kun godt sove tre kvarter til en time mere. Men det er ikke holdbart i længden.
Vores dag ser således ud:
Mellem 4.45 -5.30 (fars vækkeur ringer 5.30) natflaske 150 ml MME
7.00-7.30 Vågner
8.30 Morgenmad, Havregrød, (jeg kan ikke få hende til at spise før, hun er simpelthen ikke sulten)
9.30 Puttes til formiddagslur
10.15 Vi deler lidt frugt, og hun får også rugbrødsbjælker og vand.
12.00 Middagsmad Grøntsagsmos med kød (eller fisk 1-2 gange om ugen)
13.15 Puttes til middagslur
15.00 Frugtmos og vand
16.30 Lille lur (prøver at få den afskaffet, men det er svært, fordi hun er meget træt
18.30 Aftensmad, øllebrød, sammen med os.
19.30-20.00 Puttes til natten
22.30-23.30 225 ML vælling (MME med havre)
Hun får noget mindre mælk, end jeg kan se, du ellers anbefaler, men vores børnelæge siger at hendes BMI er for højt 8250 Gr og 67 CM, og at 5 måltider er nok, og kun en flaske. Jeg er nu ikke helt enig, så hun får altså 6 gange og to flasker.
Hun er en utrolig aktiv pige, der bevæger sig rigtig meget og som snart kan kravle. Jeg kan heller ikke se, hvilket måltid, der skulle springes over. Men jeg kan heller ikke få mere mælk i hende. Hun gylper, hvis hun får mere, og er i øvrigt slet ikke interesseret i at få flaske i dagtimerne, Hun vil hellere deltage aktivt i spisningen. Jeg prøvede så sent som i går at give hende 100 ml MME om eftermiddagen, men hun gad det ikke rigtigt, og gylpede det op hun fik.
Er der noget i denne rutine, du mener vi skal ændre, for at få mere søvn ud af hende om dagen? Vi har to dage om ugen aktiviteter for hende – PEKIP ( en slags ”babygymnastik)” og babysvømning kl hhv. 14.30 og 15.00, skal vi droppe det, for at få skabt en rutine? Især babysvømning, giver os alle tre meget. De to aktiviteter er også lige efter hinanden, søndag og mandag, så det er jo to dage i træk med anden rutine.
Jeg håber, du kan give mig et par kloge ord med på vejen
Mange hilsner,
Sanne
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Tvillinger og trillinger
Du er berettiget til børnetilskud, hvis du føder tvillinger og trillinger. Du får også automatisk udbetalt børnetilskud, hvis du har adopteret flerlinger. Du kan få børnetilskud til og med det kvartal, hvor dine børn fylder 7 år.
Tal også med din sundhedsplejerske om muligheden for at komme med i en gruppe for mødre/fædre med flerlinger. Det kan være rigtig rart at møde ligestillede, drøfte de forskellige glæder og udfordringer, som børn giver, og rigtig mange har også stor glæde...
Frugtmos og børn
Fra 6 mdr´s alderen kan barnet spise al slags frugt. Det kan være frisk frugt eller kogt frugt.
Starter dit barn med skemad i 4-5 måneders alderen, er det dog helt okay, at du giver lidt frugtmos i denne alder. Det anbefales, at du begynder med den kogte mos til de mindste børn. Det anbefales også, at du tilbyder frugtmos som topping på en grød, eller som dessert efter et grøntsagsmåltid.
Til den første skemad er især pære- og æblemos godt, da det har en mild smag,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder