Brev:
Pasning?
Kære Helen,
Her er så mit andet spg.:-)
Jeg tænker rigtig meget over hvilken måde det vil være bedst for Alexander at blive passet på. Passet bliver han desværre nødt til, for jeg skal arbejde og kan ikke gå hjemme med ham.
Det ville jeg på en måde gerne, men har samtidig meget brug for at arbejde, ikke kun økonomisk, men også personligt, for jeg er rigtig glad for det jeg laver og kan ikke undvære at arbejde med det. Det er en stor del af min identitet. Samtidig så har jeg det svært ved at få Alexander passet. Har hele tiden dårlig samvittighed og synes aldrig han bliver passet helt godt nok. Er altid bekymret for om han nu er glad når han bliver passet og om han har det sjovt, osv. og som alle andre mødre, så er jeg selv lige ved at tude når jeg efterlader ham hos babysitteren og han græder når jeg går. (Det er noget han først er begyndt på at gøre inden for den sidste uge. Ellers har han aldrig grædt når jeg gik, men han er også meget mor-glad for tiden:-)
Hun siger det varer i et minut så holder han op, når jeg er ude af syne. Han græder også når jeg efterlader ham hos far, og også han siger det kun lige varer et minut, så går det over og han er glad igen – så det er jo godt)
Alexander er altid (altså fra da han begyndte at blive passet) blevet passet af en babysitter i vores hjem. Også nu har vi en babysitter (en ung pige) der passer ham herhjemme. Det er både godt og skidt. Godt fordi han er i vandte omgivelser og har en masse opmærksomhed, men også svært nogle gange, fordi hun jo ikke er mig og derfor gør tingene med ham anderledes – også nogle gange så anderledes at jeg synes det er forkert.
For eksempel sagde hun den anden dag at hun ikke lige nødvendigvis tager ham op lige med det samme, hvis hun er ved at rydde væk efter frokost, men lader ham lige sidde på gulvet og ’brokke sig’, mens hun lige bliver færdig – og det er man jo nogle gange nødt til, det ved jeg godt, men hun sagde så i forlængelse hermed ’at så lærer han jo også at han ikke altid kan få det som han vil have det lige når han vil have det’. Og det er jeg helt uenig i. Jeg har jo læst dine svar til andre og sådan tænker han jo slet ikke endnu når han er så lille, så jeg tager ham altid selv op, og så må oprydning da vente i stedet. Der kommer jo et andet tidspunkt hvor han fint ...
... leger selv og man kan rydde færdig.
Sådan er der nogle ting der bare gør at jeg bliver helt trist ved tanken om at han bliver passet af andre som har andre ideer om tingene end en selv. Og jeg prøver jo at sige til så de ved hvordan jeg gerne vil have han skal passes, men man kan jo ikke ’garderer’ sig overfor alt og alle mulige situationer der kan opstå, hvor hun vil gøre noget anderledes.
Jeg har derfor tænkt at det ville være rart at få ham i en vuggestue hvor pædagogerne er uddannede og ved hvad de gør. Jeg har været ude at kigge på to. Forholdene er jo lidt anderledes her end i DK og stederne varierer meget i forhold til tilgang til børn. Den bedste af dem jeg så havde 4 børn per voksne (hvilket vist er det samme som i DK?). men jeg blev bare helt trist efter at have været der, for jeg synes der var samlebåndspasning over den måde de passede de små på. De sad for eksempel på række i deres højstole og spiste og ikke så de kunne sidde omkring et bord og se på hinanden.
En af drengene sad og små græd med mellemrum, men ingen tog ham op og gav ham et kram. Da jeg påpegede det for hende lederen der viste mig rundt sagde hun bare at han var træt for det var lur-tid. Så for mig lille Alexander sidde der og små græde uden af blive trøstet! Så der skal han ikke hen.
Men jeg kan ikke finde ud af hvad der er bedst for ham. Han er en meget aktiv og social dreng, der er ellevild når vi er ude i zoo og på museer osv., og elsker kontakt med andre folk, børn som voksne. Han stor-smiler og griner til alle og alle folk siger til mig, at han vel nok er en social glad og udadvendt lille dreng. og så er det jo at jeg synes det er synd hvis min pylrethed skal forhindre ham i at være sammen med andre børn i en vuggestue og få en masse ud af det, hvis det er det der er bedst for ham?
Jeg har været til en ’play-date’ med ham, hvor jeg mødtes med nogle andre mødre og deres børn og det synes han var sjovt. Han gik hen til en lille pige og gav hende ting og hun rakte ham ting tilbage. Ellers synes jeg måske nok bare mest han var begejsret for alt det nye legetøj han ikke havde set før. Men hvad siger du? Er det bedst for børn i hans alder at komme ud blandt andre børn? Er det mig der er for pylret?
Håber du kan give lidt tanker med på vejen:-)
Mange venlige hilsner
Alexanders mor
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Suttekæde
En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.
Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.
Det anbefales at:
- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...
Vedligeholdelse af barnevogn
Med det danske vejr skal en barnevogn kunne tåle lidt af hvert, men hvis man vil have at den skal kunne holde længe, så er man nødt til at gøre sig nogle tanker om vedligeholdelse og også medtænke at bruge tid på vedligeholdelse.
For eksempel kan kalecherne ikke tåle stærkt sollys, så vognen skal ind i skyggen, hvis man vil undgå, at den falmer. Stellet kan heller ikke tåle salt fra snesjappet og skal derfor skylles af, når man kommer hjem, hvis man vil undgå rust. Og kassen...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig