Svar: Ammestop og sove på eget værelse - 14 mdr.
Kære Frederiks mor
Med den alder Frederik har nu, kan du ikke gå ud fra at han selv siger fra overfor amning. Det er højst sandsynligt en beslutning du skal tage og det er fint at udnytte din bortrejse til at sige at nu er det helt slut :)
At skulle stoppe amning betyder ikke, at han ikke stadig skal have masser af kontakt og nærhed, når han skal sove. Det betyder blot at I nu skal finde en ny og bedre måde at give ham dette på, et nyt ritual, som I begge kan nyde også fremover.
En blid overgang kan være at servere ham en kop lun mælk og så kan han få en godnathistorie, hvor han til at starte med stadig sidder på skødet og således er i din favn. Derefter kan han puttes i sin seng, hvor du så kan læse lidt videre, synge en sang, holde lidt i hånden osv. så han mærker at du stadig er der for ham, men så han også lærer at sove selv.
Det er vigtigt at han føler sig tryg ved sin seng og forbinder det at skulle sove med noget dejligt og rart. Hvis han lige nu vægrer sig mod at skulle sove i sin seng, tydeligt rejser sig, strækker armene frem "tag mig op", "gå ikke fra mig", så er det fordi han lige nu er inde i en periode, hvor han har ekstra meget brug for dig, brug for at mærke at du ikke går fra ham og så er det ikke nu I skal træne nye søvnvaner. Så handler det sandsynligvis om at han lige nu netop søger dig mere, fordi han motorisk er begyndt at bevæge sig mere rundt i verden på egen hånd og så må de nye rutiner sættes lidt i baggrunden.
Når der atter falder ro på ham, så må du prøve med mælk af kop, godnathistorie og nærhed, sidde hos ham og vise ham at du er der. Han er stadig så lille at han ikke ved at du er der, når du går. Han føler sig forladt og alene, når han ikke kan se dig og han har ikke fornemmelsen for at du er lige inde på den anden side af væggen. Det skal han først lære.
I kan lege gemmeleg og lede efter hinanden i hverdagen, så han på den måde også får en bevidsthed om at man ikke er forsvundet. Det kan også bedre fornemmelsen om aftenen og natten.
På sigt er det vigtigt at han falder i søvn, der hvor du ønsker han skal sove, så han forbinder sin seng med det sted. Man skal også indstille sig på at børn har brug for tid, når de skal sove. Det er helt normalt for både børn og voksne at skulle ...
... bruge ½ times tid på at falde rigtigt i søvn. Det bruger vi voksne også, vi går i seng, men ligger og vender og drejer os, nogle ligger og læser i en bog eller andet inden roen rigtigt kommer over os. I forhold til børn må man således også forvente en vis indsovningstid.
Man skal altid vurdere hvor meget man behøver sidde hos barnet i denne periode, som sagt er der perioder, hvor det er nødvendigt, men der er også perioder, hvor der ikke er noget i vejen for at barnet bliver puttet og så får lov til at ligge lidt for sig selv. Et putteritual der starter med bad, mælk, godnathistorie osv. er fint. Herefter kan du så forsøge at gå - være i nærheden uden at sidde direkte hos ham, klynker han så lidt og har brug for din hånd, så giver du ham naturligvis det, men det vil være fint at lade ham ligge lidt alene også.
Hvis man vælger metoden med at gå til og fra, så anbefaler jeg normalt at man ikke er væk i mere end ca. 3 minutter af gangen, så kommer man tilbage, kærtegner, beroliger, viser at man er der, fortæller barnet at det trygt kan sove og så går man igen. Hele tiden gå til og fra for at lære barnet at man er der selvom barnet ikke kan se en og at barnet derfor roligt kan overgive sig til søvnen.
Græder barnet skal man altid vurdere hvad gråden handler om. Hvis det er protestgråd, fordi barnet synes det er lidt trist at dagen slutter nu og barnet søger underholdning, så er det fint at gå. Fordi det signalere, at det ikke er legetid men sovetid. Men græder barnet ulykkeligt, fordi det føler sig forladt og er utryg, så skal man naturligvis være der og så dur metoden med at gå ikke.
Som jeg læser dit brev, er jeres dreng vant til at sove i sin egen seng også selvom han ikke altid starter med at falde i søvn der - og det er derfor fint at flytte sengen til eget værelse og lære ham at sove der, også selvom du samtidig stopper med at amme. Det er helt fint, at du lægger dig med ham på værelset på en madras, hvis han lige nu har brug for den ekstra nærhed - det er udmærket at lære at sove på eget værelse på denne måde samtidig med at han ikke får mælk, men stadig får din nærhed. De nye ritualer kan så flyttes til egen seng, når han bliver klar til det :)
Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke med det hele :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Uld til børn
En gammel tommelfingerregel lyder, at alle de måneder, som ender på "r", kan uld være en fordel - det vil sige september, oktober, november, december, januar og februar.
Uld har mange fordele:
- Det har blandt andet en rigtig god isoleringsevne, så det hjælper dit barn med at holde sig varm. Uld består af ca. 20 procent fibre og 80 procent luft, og det gør, at ulden isolerer rigtig godt.
- Det kan absorbere 30-40 procent af sin egen vægt i væske. Det...
Orlov
Som børnefamilie i Danmark, har I særlige rettigheder i forhold til at få orlov.
I har f.eks. begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...

