Svar: Frustrerende opførsel
Kære frustrerede mor
Dejligt at høre fra dig igen og tak for din tilbagemelding :)
Det er nogle rigtig gode spørgsmål du stiller og der er nok ikke kun et bestemt svar - der er jo mange måder at gøre tingene på og nogle gange skal man gøre et, andre gange noget andet, så der er ikke kun en bestemt metode som gælder. Men jeg vil prøve at give dig lidt forslag og tanker med på vejen.
Lige når Gustav får et nej og han bliver frustreret og ked af det, så vil han ofte naturligt ikke kunne forholde sig til spørgsmål og vil ikke kunne høre hvad I siger. Nogle gange vil I godt kunne få lov til at holde om ham og bare med et "ssshhh" eller "sssåå skat, sssåååå" få ham beroliget, andre gange vil han blive endnu mere frustreret af jeres berøring.
Nogle gange vil det bedste være at I sætter jer i nærheden, så I viser ham at I godt kan rumme at han har det som han har det. At kunne rumme ham betyder at I ikke vil ændre på hans følelser, at der er plads til at han reagerer og at I ikke tager det personligt. I viser ham at det er okay. Modsat at kalde ham hysterisk og sende ham væk :)
Nogle gange kan I få lov til efter et par minutter at rykke lidt tættere på, få lov til at røre ved hans fødder, nusse dem lidt - ikke presse ham til at blive holdt om, men bare lade ham mærke at I er der. Stille og roligt kan I så lokke ham til at komme op til jer "kom skat, såå, bliver du bare så ked af det, såå, kommer du ikke op til mor, kom skat ..." eller lignende, så du gør dig fuldstændig tilrådighed og giver ham plads til at krybe op på dit skød, når han er parat.
Og så er der også andre gange, hvor det rigtige er at gå. Det kan her være bedre at gå i stedet for at sende ham væk. Ikke på den måde at du går fra ham, fordi du ikke kan holde ud at være sammen med ham, det skal ikke være "nu går jeg, så kan du komme ud til mor, når du kan opføre dig ordenligt". Det skal i stedet være "jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg kan mærke du har brug for lidt tid, så jeg går lige lidt og så kommer jeg igen om lidt". Hele tiden så du viser dig tilgængelig og parat til at hjælpe ham, når han er klar.
Måske vil han protestere over at du siger du vil gå, det er fint, så er han jo allerede klar til at du er i nærheden og taler lidt med ham. Måske vil han kalde på dig efter et par minutter og så er det fint at du kommer ind til ham. Måske vil han komme ud ...
... til dig og så skal du naturligvis møde ham, give ham knus og sige at det var godt han kom.
Det er vigtigt aldrig at bære nag, det er vigtigt lige at mødes, tage ham på skødet og bare lidt kort tale om hvad der er sket.
Hvis han flipper ud i køkkenet og du også er i køkkenet og han så beder dig om at gå, så anerkend dette samtidig med at du holder fast i at du også skal have lov til at være i køkkenet "jeg ved godt du gerne vil have jeg går væk fra dig, derfor står jeg også lige her ved komfuret og laver mad lige nu" og så koncentrere du dig om det og kigger ikke på ham.
Hvis han søger den ene forældre efter den anden har sagt nej, så er det super godt at du holder fast i det nej, som f.eks. far har givet, samtidig med at du naturligvis gerne må tage ham på skødet og forklare hvordan tingene hænger sammen. Det er meget fint det du her gør og netop vigtigt at I forældre fremstår som en enhed, har den ene sagt nej, så kan man som udgangspunkt ikke bare løbe hen til den anden og få ja :)
Hvis han nogle gange er så hidsig at han slår, så er det fint at gå fra ham med besked om at I gerne vil hjælpe ham, men at I ikke vil have han slår og så lade ham rase ud - også selvom det tager lidt tid.
Hvis han smider med tingene og er fysisk meget voldsom og virker til at kunne ødelægge alt omkring sig, så skal I overveje hvad denne voldsomme adfærd skyldes. Nogle gange vil det være okay at sætte ham på værelset eller måske på en stol med besked om "jeg sætter dig her, fordi du ødelægger tingene og man skal ikke ødelægge andres ting", men I skal være i nærheden. Det sker at time-out er nødvendigt selv ved børn på 2½-3 år, men man skal være bevidst om hvad det er man gør og hvad det er man kræver af barnet - og husk altid at blive gode venner igen.
Nogle gange, hvis han krop er fuldstændig i oprør, så kan det også være nødvendigt at du sætter dig med ham og holder ham fast som en baby i din favn. Det kræver kræfter at holde ham, men i visse situationer kan det være nødvendigt. Din krop skal virke som et tæppe der omslutter ham, så han virkelig mærker din ro og din styrke og dermed fornemmer at du passer på ham og elsker ham ubetinget, selvom han lige nu slet ikke har samling på sig selv.
Hermed en masse forlag til hvordan I kan komme videre, håber du kan bruge lidt af det :)
Rigtig god weekend og rigtig god påske når I kommer dertil :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Savl
Alle babyer savler, men nogen savler meget og andre lidt.
Spædbørn og småbørn savler ofte meget, de danner mere mundvand end vi voksne gør og putter ofte også fingrene i munden. Der sker også nogle enzymændringer i barnets spyt, som gør at barnet kan savle mere i perioder. Og i perioder, hvor barnet f.eks. får tænder, vil det ofte også savle mere.
I de periode hvor barnet savler meget kan det være en god idé at bruge en savlesmæk. Til små børn er en blød af frotté...
Børn i bilen
Der er fem gode huskeregler, når du skal transportere dit barn i bilen:
1. Det er vigtigt at barnets autostol passer til både barn og bil. Tag derfor både barn og bil med, når du køber autostol.
2. Sørg for at autostolen sættes korrekt fast. Følg brugsanvisningen og stram selerne så godt til som muligt, så stolen er godt fastspændt til sædet i bilen.
3. Vælg bagudvendt autostol så længe som muligt. Det er mest sikkert for barnet.
4....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Først og fremmest tusind tak for en rigtig god brevkasse, hvor vi som førstegangsforældre har fået svar på rigtig mange spørgsmål, bare ved at sidde og surfe lidt rundt i kategorierne. Dine gode svar har virkelig været en stor hjælp hele vejen igennem.
Bedste hilsner
Malene og Maria på 6 uger

