Brev:

Hvad gør jeg ved den utilstrækkelighedsfølelse?

---

Hej Helen.

Jeg går snart ind i 3 trimester og alt går rigtigt godt. Lillebror sparker hver dag og jeg har det virkeligt godt fysisk.

Jeg har vænnet mig til at den anden graviditet er komplet anderledes, psykisk, end den første, da jeg selvfølgelig har min datter at tage mig af. Jeg husker istedet at ligge og lege med maven i de få rolige øjeblikke jeg har og "snakke" med ham.

Min uro for at der skal ske noget med ham inden vi får ham at se er der stadig, men ikke mere end det var med Isabella.

Mit problem er virkelig min usikkerhed. Jeg har fundet ud af at også det er naturligt og de spørgsmål jeg stiller mig selv, er de samme spørgsmål som 1000 andre kommende mødre til nr. 2 stiller sig.
Men det hjælper jo ikke særligt meget at andre mennesker (igenigen) nikker og smiler det der "Jaja" og fejer min usikkerhed væk som om den ikke er berettiget fordi alle andre også føler sådan.

Derfor skriver jeg lige (igenigen) til dig, hvor jeg ved at det jeg fortæller ikke bliver fejet væk på samme måde. Du fortæller mig jo nok det jeg allerede ved. At det hele nok skal gå, at jeg bliver en ligeså god mor for lillebror som for isabella og at det hele er meget naturligt.

Problemet er bare at jeg synes min usikkerhed overskygger lidt af glæden, især når jeg er sammen med isabella. Det er lige før hun næsten bliver en manifestation af min dårlige samvittighed og skræk for at hun kommer til at lide under det at få en lillebror.

Det er igen den underlige kamp mellem logik og følelser, som virkelig aldrig kan blive enige, når det drejer sig om moderskabet.
Pisseirriterende....;-)

Jeg er forsåvidt ikke bange for at hun kommer til at miste nogetsomhelst, og jeg er heller ikke så bange for at lillebror kommer til at lide nogen som helst overlast. I princippet kommer de to unger sgu til at få det som blommen i ægget.

Nej, jeg er faktisk mest bekymret for mig selv.
Jeg er faktisk rædselsslagen for at det hele ender i det samme lort som sidste gang.

Hvor jeg påtager mig alt. Leger martyr med bedste velbehag, indtil jeg hverken kender mit navn eller hvor jeg bor af udmattelse. At jeg, selvom jeg har lovet både mig selv, min kæreste og allerede lavet aftaler om hjælp, STADIG ikke evner at åbne munden op og BEDE om den! At jeg stadig ser det som en svaghed ikke at kunne passe sit barn og nu børn, 24/7.

Jeg er skrækslagen for at jeg ikke har lært en skid. Sidste gang røg jeg ned med angst, depression og i høj grad stress, som gjorde at jeg i næsten 1 år var sygemeldt og stadig får antidepressiv.

Jeg synes jeg har lært meget. Har lært teknikker til at slappe af, men jeg påtager mig stadigvæk alt for meget, selv nu, her i snart 7 mdr.

Jeg har lyst til at sætte mig selv i ...

---

---

... skammekrogen over at jeg¨åbenbart ikke lærer af mine fejl. Men som du nok kan se, så tager jeg sorgerne på forskud. Det har jeg altid lidt gjort, når jeg føler der er noget uden for min kontrol.

Mit parforhold havde aldrig været mere på adskillelsens rand og stadigvæk, meget sjældent, popper den tid op i vores skænderier og diskussioner, så vi er begge stadig lidt såret over hvor grimme vi var mod hinanden.

Man kan være meget grim, når man ingen søvn får i 1,5 år.

Men vores forhold er stærkt og stabilt. Vi har været sammen i 13 år, så jeg frygter ikke at det ikke kan klare et barn mere.

Jeg frygter at jeg ikke kan. Ikke som mor. Overhoevdet ikke. Den unge kommer jeg til at elske ligeså højt som jeg elsker isabella.

Jeg frygter endnu engang at miste mig selv.
Og så KAMPfrygter jeg det ord, som jeg gentagne gange er stødt på. Et ord, som alle de mødre jeg har læst om og talt med har hadet; utilstrækkeligheden.

Jeg kan næsten panikke ved tanken om at jeg har 2 børn alene, som begge kræver min opmærksomhed og kærlighed!!!!! Jeg kan næsten TUDE bare ved tanken om at een skal vente eller undvære.

Min fornuft siger mig at det sker der sgu da ikke en skid ved. De lærer jo bare at de ikke altid kan få det de vil have når de vil.
Babyen kommer selvfølgelig først, da han jo er mest hjælpeløs her i starten, men min datter skal fandme ikke straffes for at være den ældste.

Hun har også brug for sin mor.

Hvordan klarer man den utilstrækkelighed? Jeg prøver at øve mig lidt nu og her, men det går ikke så godt. Dog synes jeg at bare det at jeg tænker på at skulle rumme følelsen, hjælper en lille smule. Prøver at vænne mig til at den vil komme hvad enten jeg vil det eller ej, så hjælper det lidt. Det er lidt som de gange jeg fik angstanfald. Det hjælper ikke at flygte for så vokser den.

Spørgsmålet er så bare om der slet ikke er noget man KAN gøre for at forberede sig lidt, især praktisk, men også mentalt, på den utilskrækkelighed?
Eller er det også een af tingene ved moderskabet som man skal acceptere at sådan er det bare?

Foresten, så er isabella stoppet i dagpleje. HUn var hos en gæstedagpleje i 14 dage og hun var et helt andet barn!! Meget social og græd slet ikke som hun plejede. Vi starter i legestue om en uge og det er virkelig SÅ skønt selv at kunne tage mig af hende med hjælp fra hendes mormor og farmor.

Een af de bedste beslutninger vi nogensinde har taget. :-) Samtlige pædagoger og andre syntes også vi har skruet en rigtig god plan sammen for hende og jeg har allerede etableret et samarbejde med det tværfaglige team som laver opfølgende hjemmebesøg hos os, da jeg har det bedst ved at have en fagperson på sidelinien.

Bare lige en hurtig update.

Kærlig hilsen
Camilla

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---