Brev:

At falde i søvn...

---

Kære Helen,

har læst flere af dine svar til andre med lignende problemer og har især været glad for dine forslag til døgnrytme:)

Nu har jeg et spørgsmål angående vores søn, som er 6 1/2 måned.
Han har altid haft svært ved at falde i søvn og blev nemt overtræt og har grædt og grædt... Det har været utroligt svært for os.

Vi har indimellem ikke kunnet berolige ham og har konsulteret egen sundhedsplejerske, der bare sagde at han fulgte sin kurve flot og ellers var en glad og frisk dreng, som om det var helt normalt...

Det mener vi imidlertid ikke det har været. Jeg har tænkt at han havde problemer med maven og han har altid pruttet meget og været gylpebarn.

Nu da vi er begyndt på grød er han også altid en smule forstoppet. Vi giver ham sveskegrød hver dag og han prutter stadig kraftigt ind imellem.

Problemet er, når han skal sove. Jeg forsøger nu med en fast rutine, som vi ikke rigtigt har haft før, da vi simpelthen ikke kunne få ham lagt til at sove uden at gå frem og tilbage endeløst og vugge ham indtil han tilsidst faldt i søvn. Fandt i dec/januar ud af, at jeg ikke havde mælk nok til ham!! Selvom han altså fulgte sin kurve fint og nu vejer 9kg...

Så gav vi ham en flaske ekstra men holdt op, da han fyldte 4 mndr, hvor han så fik tynd grød 1gang dagligt i stedet.
Nu er vi oppe på 3 måltider grøntsagsmos/grød hver dag med fisk eller æg eller kød og jeg ammer også ved siden af 5-6 gange om dagen mindst.

Jeg tror han er mæt, men alligevel skriger han som besat, når vi prøver at putte ham. Det hvad enten jeg ammer, vugger, synger eller bare sidder stille med ham i favnen og nusser og siger såååå sååå shhh shhh lille ven...

Når han er vågen er han altid glad og smilende og griner meget og leger og hygger og er i bund og grund jordens dejligste dreng:)

Jeg er bare så bekymret og ked af det over at han græder/skriger så kraftigt. Det er virkeligt hårdt -mest for ham selvfølgelig!

Det er som om han er bange for at falde i søvn. Han kæmper og kæmper og nogle gange slår han mig i ansigtet, hvis jeg bærer ham og synger og vugger... og det virker nærmest som om han først falder i søvn når han er helt udmattet og selv der holder han hele tiden øje med om jeg stadig er der... Når han så endelig næsten sover lægger jeg ham i hans seng. Så kan jeg ofte begynde forfra fordi han bliver forskrækket eller skriger som besat med det samme han rammer madrassen...

Før har jeg ammet ham i søvn og om natten når han vågnede har jeg straks taget ham op og ammet ham nærmest pr refleks. Nu forsøger jeg at berolige uden at amme og ammer nu kun kl 22/23 og igen v 4/5 tiden og det går rigtigt godt. Det er blevet hurtigere at berolige ham om natten og tager faktisk kortere tid end amningen før gjorde. Nogle gange efterhånden kan jeg bare lægge en hånd på ham og hviske shh og stryge ham let over hovedet og kinden, så sover han igen. Så det er ikke altid, han skriger... Men nogle gange er det hele dagen, både formiddagslur, middagslur, powernap og flere gange om aftenen..
Før vågnede han 6-10 gange om natten, nu er vi nede på 5-6 gange (mellem kl 20 og 6).

Spørgsmålet er: Er han bange for, vi forlader ham? Er det overskudsenergi? Hvorfor kan vi ikke trøste ham? Eller hvordan kan vi trøste ham? Er det fordi han mærker jeg er nervøs og usikker og ked af det når han skal sove og derfor tror det er farligt at sove?

Det har været et stort problem ...

---

---

... for os at få ham lagt når vi var ude og kommentarer som "sover han ikke endnu!!??" og "skal sådan en lille én ikke lægges på det her tidspunkt?" har ikke ligefrem gjort det lettere... Men det er vel ikke normalt at børn bare falder i søvn, når de bliver lagt i sengen? Det virker til at være den almindelige opfattelse i vores omgangskreds plus hos bedsteforældre... så jeg er blevet utrolig usikker mht om jeg gør det rigtige for ham eller om jeg gør alt forkert...

Skal man virkelig udi at give en flaske med vand eller kamillete eller vælling om natten? Jeg synes det ville virke meget mærkeligt, når han ellers aldrig får flaske og heller ikke bruger sut. (hvilket også har affødt utrolig mange kommentarer fra bedsteforældrene!! Men han vil altså bare ikke have den). Eller er det bare fordi han protesterer mod ikke at blive ammet i søvn? Dog skriger han også nogle gange hvis jeg vil forsøge at amme og jeg kan faktisk ikke finde ud af, hvad det er han vil fortælle mig, selvom han skriger voldsomt og han græder altid med rigtige tårer.

Håber du kan hitte rede i det, det blev lidt langt:)

Vi putter lige nu ved at han spiser v. 19-tiden, bliver puslet og får massage lige efter. Nattøj, dæmper lyset, ammes, jeg synger og går lidt med ham og så lægger jeg ham i sengen putter dynen omkring ham, kysser godnat og går ud. (Er han for lille til det?) Så går jeg ind igen når han kalder og synger evt igen og lægger ham når han er rolig og tager ham op når han græder.

Nogle gange begynder han at græde som pisket allerede når jeg lægger ham til for at amme... eller når jeg vugger ham og synger, selvom han forinden gnider øjne og tydeligt er meget træt...så er det, han nærmest græder/skriger sig i søvn, selvom jeg holder ham i mine arme og prøver det bedste jeg kan at berolige... Er det fordi han er overtræt?

Jeg tænker rutine er vejen frem, men jeg er meget i tvivl om hvad han har behov for og om han er klar til op/ned metoden eller om jeg skal sidde med ham indtil han nærmest sover og så lægge ham. Hvis jeg vælger det sidste synes jeg han vågner mere ofte om natten og leder efter mig... nogle gange 1 gang i timen..

...det skal lige siges, at da han var spæd, svøbte jeg ham i dynen, ammede ham i søvn og gik rundt med ham og vuggede ham. Ofte sad jeg med ham i armene hele tiden når han sov og vuggede lidt når han vågnede let fordi det var den eneste måde han kunne sove i længere tid på.

Han var også bange for at være i barnevognen i starten og faldt ikke bare i søvn der som andre børn, men skreg lige op i luften indtil jeg tog ham op igen. Der løste vi det så ved altid at have en flaske med som vi brugte som sut, da han jo ikke ville tage en sut og langsomt løste problemet sig. Det er dog vendt stærkt tilbage, nu vi har taget liften op af vognen...

Så han er lidt af en tryghedsnarkoman:) og jeg har virkelig brugt megen tid på at sidde med ham i armene, gå rundt og vugge og har måske på den måde gjort ham en bjørnetjeneste? Han har altid grædt meget og langt højrere og mere end feks sin kusine... Hvor meget er det normalt, et barn græder og hvornår skal man blive alvorligt bekymret? Han græder kun når han er utilfreds med at der er legetøj han ikke kan nå, når han er sulten eller når han er træt... Ellers er han glad og smilende og opmærksom og elsker at undersøge alt:)

Pyh, hvad gør vi?

Med venlig hilsen
den rådvilde - og meget trætte mor.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---