Svar: Hårdt at stoppe amning
Kære Louise
Nogle gange lykkes amningen bare ikke og som du skriver, så er det vigtigste jo at der sidder en glad mor og et glad barn, som trives og har det godt, mæt og tilfreds. Ingen af jer er tjent med at dagen er fyldt med gråd og frustration og kamp ved brystet :)
Så jeg synes det lyder som en rigtig fornuftig beslutning for jer, at du nu har valgt at supplere din amning med flaske. Det er fint at du stadig ammer og gør det, når din datter virker glad og tilfreds med det og super at du så giver flasken, når det tydeligt er det hun vil.
Nogle kvinder kan både amme og give flaske, andre har svært ved det, så det er kun tiden der kan vise hvordan det går hos jer. Det er sådan at jo hyppigere du ammer, jo mere mælk vil du danne - jo mere flaske du giver, jo mindre mælk vil du selv danne. Det er også sådan at amning om natten er med til at øge mælkemængden lidt, så netop natamning lykkes faktisk nogle gange for nogen og er helt fint at forsøge. Det er jo praktisk, hvis hun kan lægges til brystet om natten, så det er bestemt værd at forsøge. Du kan i hvert fald gøre det, så længe det fungerer :)
Amning kl. 18, flaske kl. 21 og amning igen kl. 05 - det lyder ikke som om at din datter mangler mælk, hvis hun kan vente 7 timer på at få mælk igen ... Det kan være helt okay at gøre det på denne måde, men det vil naturligt betyde at hun vil have behov for at spise hyppigere om dagen, - hun springer et måltid over om natten, som naturligt skal indhentes på et andet tidspunkt. Hvis det lige nu fungerer er det fint, men på sigt skal du nok indstille dig på at hun ikke vil sove så lange stræk ... bare så du er forberedt :)
Der er ingen grund til at droppe amningen helt, jeg synes bestemt at du skal give hende begge dele, så længe du kan det og det fungerer for jer begge. Selvom modermælkserstatning er lavet så det så vidt muligt minder om modermælk, så indeholder modermælken stadig nogle stoffer, som man ikke 'kunstigt' kan lave og derfor er modermælken god for hende at få. Også selvom det ikke er fuld amning, så er den mælk hun kan få fra dig fortsat vigtig og god for hende.
Du må regne med at hun får nok, når hun sover godt, spiser og selvregulerer sit behov, tisser som hun skal, tager nok på osv. Hendes udregnede behov er 1/6 af hendes vægt i døgnet og det betyder at hvis hun nu vejer f.eks. 6000g så er hendes døgnbehov 1000ml. Fordelt på 6-8 måltider, så betyder det at hun skal have mellem 125-167ml hver 3-4 time, for at være dækket ...
... ind. Hvis hun har spist hos dig først og derefter tager 80ml så lyder det altså fint, modsat, - hvis hun ikke har fået hos dig, men skal spise hele sit måltid af flasken, så skal hun spise mere ...
Modermælkserstatning på brik er varmebehandlet, sterilt og rigtig fint at give hende. Det er praktisk, du kan medbringe det når I skal på tur, det kan opbevares under hendes dyne, så det har kropstemperatur og derefter puttes i flasken. Modermælkserstatning på brik er dog dyrere end pulver og dertil kommer at ikke alle typer mme fås på brik.
I forhold til allergi, så anbefales det at man ammer til barnet er 4 måneder gammel og gerne længere (det er nok der de 4 måneder du har hørt om kommer ind :o)). Hvis den ene eller begge forældre har eller har haft behandlingskrævende allergi som astma, høfeber, børneeksem og fødevareallergi, så er der en risiko for at barnet udvikler allergi.
Sundhedsstyrelsen anbefaler i den forbindelse at man endten ammer sit barn fuldt ud eller hvis man giver erstatning, at man så vælger en af de hydrolyserede produkter til sit barn, hvis en eller begge forældre har/har haft lægediagnostiseret behandlingskrævende allergisk sygdom. Spørgsmålet er derfor om du får medicin for din høfeber - så kunne det være en god idé at give din datter specielerstatning til hun er 4 måneder gammel.
Disse produkter findes kun som pulver og jeg kan derfor regne ud at du ikke har brugt disse til din datter ... spørgsmålet er derfor også hvor meget effekt du vil have af at give hende dette nu ... Mit forslag til dig er derfor at du køber NAN H.A som kan have en vis forebyggende effekt i forhold til allergi.
Når hun bliver 4 måneder skal og kan hun ernæres fuldstændig som alle andre børn :)
Hun behøver ikke have afføring dagligt så længe hun får både modermælk og modermælkserstatning. Børn der kun ammes kan fint have mange dage, op til en uge mellem deres afføringer. Børn der kun får mme, bør have afføring en gang i døgnet. Når børn får begge dele, så må man individuelt vurdere hvordan barnet virker til at trives - mange børn har det fint med afføring ca. hver 2. dag ... Hvis hun virker til at få hård mave, får ondt når hun skal af med afføringen osv. så kan det være en idé at behandle dette - enten ved at vælge en erstatning som er beregnet til træge maver (her f.eks. også NAN H.A eller de syrnede modermælkserstatninger) eller ved at give hende laktulose.
Håber ovenstående hjælper dig videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fostervandsprøve
En fostervandsprøve er en prøve af fostervandet. Denne prøve kaldes også for amniocentese. Når man tager en fostervandsprøve, så er det primært for at undersøge fostervandet for celler, der med ret stor sikkerhed kan fortælle, om fosteret har en kromosomfejl eller kendte arvelige sygdomme.
Fostervandsprøve tages først omkring 16. graviditets uge, da der først på dette tidspunkt er fostervand nok til, at fosteret kan tåle, at man tager de 15-20 ml fostervand ud, som skal bruges...
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

