Brev:

Er trist i børnehaven

---

Kære Helen,

Jeg har rigtig meget brug for, at høre en ”tredje parts” tanker omkring min datters trivsel i sin børnehave.

Hun blev jo storesøster til to små brødre i januar og begyndte i børnehave første marts. Da havde vi så småt fundet os selv som ”storfamilie”, og indkøringen gik fint, men i løbet af foråret er hun blevet mere og mere ked af at skulle af sted. I øjeblikket græder hun hjerteskærende, når jeg går. Hvilket hun aldrig har gjort før, heller ikke i vuggestuen.

Hun er glad for andre børn og fungerer ellers fint socialt. Vi kan have en super hyggelig morgen herhjemme, komme stille og roligt af sted, sludre på cyklen og alt det, men så snart vi sætter foden indenfor børnehavens låge, bliver hun trist. Min mor har passet drengene en del om formiddagen, så jeg har haft mere tid i børnehaven, og det jeg oplever, er, at børnene slår hinanden rigtig meget og taler virkelig grimt. Jeg har i lang tid slået det hen med, at det jo er en del af ”børnehave-livet”. Det er bare hver dag, at jeg ser enten min datter eller et andet barn blive slået eller drillet (selvom jeg står lige ved siden af).

Et eksempel kan være, at jeg sidder i sofaen med min datter, hvorefter et større barn standser og siger: ”Hendes sut er grim, og det er hendes bamse også!” Jeg har også oplevet, at være på vej ud af lågen med min datter i hånden, hvorefter et andet barn helt umotiveret drøner over og giver hende et ordentligt fodboldspark – nærmest sådan lidt distræt i forbifarten.

Om aftenen fortæller hun tit, at enten hun selv eller et andet barn er blevet hevet i håret, slået, eller kaldt ”patteunge” (det ...

---

---

... bliver også råbt, når en voksen er i gang med at trøste et barn). Jeg oplever, at min datter er begyndt at ”scanne” sine omgivelser konstant i børnehaven, på vagt for de ”store” drenge. Bedstemor og far haft lignende oplevelser.

Personalet er imødekommende og lytter til vores bekymring, men giver samtidig udtryk for, at de store børn jo ”er sådan” og i øvrigt snart skal starte i skole. Det synes jeg bare ikke, er en helt holdbar løsning, for til den tid har de små jo taget ved lære og fortsætter stilen.

Jeg er helt klar over, at mit barn også skal finde sin plads i hierarkiet og vil få nogle knubs i processen. Det er en del af livet. Jeg kan bare ikke lade være med at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg hver dag på arbejde fik at vide, jeg var grim, at jeg ikke måtte være med, eller blev slået. Jeg synes faktisk ikke, det er acceptabelt at kalde andre dumme eller grimme, og kan godt forstå, min datter bliver ked af det.

Er jeg for pylret? Vi overvejer kraftigt, at flytte hende tilbage til den integrerede institution, hvor hun gik i vuggestue (vi flyttede hende af transportmæssige hensyn). Vi kender personalet, de har en formuleret holdning til drilleri og omgangstone og gør en del ud af at engagere forældrene (i min datters nuværende børnehave er ”forældrekaffe”, julehygge mm suspenderet pga manglende overskud i personalegruppen – det er deres egen formulering). Vi kan muligvis få plads fra august.

Min bekymring er, om jeg er for pylret, har urealistiske forventninger eller det kan være en ”forsinket reaktion” på at være blevet storesøster. Hvad tænker du?

Mange hilsner herfra

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---