Svar: Meget problematisk nattesøvn
Hej med jer
Der er ingen tvivl om at der har været mange forskellige faktorer, som har spillet ind hos jer de sidste mange måneder. Det har især været smerter som skyldtes problemer med mave, nakke, skuldre, øre - væske/dræn osv. og derudover har der naturligvis også været og er der stadig udviklingsmæssige ting, som påvirker jeres drengs søvn.
Hvorom alting er, så er vi et eller andet sted, nødt til at gå ud fra, hvordan tingene bør se ud nu - hvad I i forhold til hans alder nu bør gå ud fra og så er det, hvad I arbejder på.
Når jeg ser jeres søvnskema/plan osv. igennem så virker det umiddelbart som om at jeres dreng har brug for en del søvn om dagen og at han stadig har brug for 2 lure dagligt. Derfor synes jeg I skal holde fast i dette og det er helt fint, at han vækkes fra sin formiddagslur, hvis han så sover en bedre middagslur som samtidig ligger i god tid, i forhold til at komme i seng i ordentlig tid om aftenen.
Man kunne naturligvis godt tale for at han i en periode skulle have lov til at styre det helt selv - det tror jeg faktisk godt kunne hjælpe ham, men problemet er at han jo skal starte pasning om lidt og derfor vil det være rigtig fornuftigt at arbejde en rytme ind, som passer nogenlunde til den rytme, han skal have for at trives i vuggestuen.
Jeg ser overordnet et problem omkring hans putteritual. Det handler om at han lige nu får flaske i stuen og derefter går i til værelset, hvor han så skal sove.
Det at skulle gå i seng og skulle overgive sig til søvnen betyder adskillelse fra forældrene, og det er naturligt svært for små børn. Derfor er det en god idé at lade putterutinerne foregår i det værelse, hvor han forventes at sove. Når I giver flasken i stuen og derefter går til værelset, så er det en risiko for at han oplever det at skulle i seng som noget ubehageligt. I forlader jo det hyggelige, det rare for at komme i seng og signalerer detved at nu slutter det dejlige og i stedet starter "den forfærdelige" separation.
Faktisk er vi derhenne, hvor jeg tænker at I måske skal give jeres dreng flasken imens han ligger i sin seng. Han skal ikke falde i søvn med den, men have den og drikke sin mælk imens I sidder ved siden af ham, læser lidt, synger en sang, snakker stile med ham, holder ham i hånden, kærtegner ham lidt osv. så det hele foregår på en gang og ikke som nu med et opdelt putteritual.
Det er også fint at han får 2 flasker dagligt, men de to flasker tænker jeg skal ligge aften og sen aften og de skal helt væk fra dagen.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7.30: Havregrød, sødmælk eller vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, vand af kop.
Formiddagslur mellem 9.30-10.15
Frokost 11: Rugbrød med forskelligt pålæg, suppleres med kogte grøntsager, kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg, rejer, muslinger osv. Vand af kop.
Tilbydes evt. lidt frugt og lidt mælk af en kop og puttes så til middagslur kl. 13-13.30. Sæt ham gerne op i barnevognen og tril ham en tur, hvor han starter med at sidde, kigge på verden og først puttes når han tydeligt er parat
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt A38 eller tykmælk med revne æbler, lidt mysli eller lignende pas på med ymer, som er meget proteinrigt ... ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, risretter, pastaretter, ...
... kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags. Vand eller sødmælk af kop.
Suppleres evt. med en godnatgrød, så I er sikre på at han ikke går sulten i seng.
Flaske og puttes til natten ca kl. 19.30-20. Puttes med det samme i egen seng, så putteritualet ikke deles i to ..
Sen aften 23.30-24: Flaske som tilbydes mere eller mindre i søvne og herefter sover han så til næste morgen tidlig.
Jeg kan ud af jeres planer se at han ofte har en opvågning omkring kl. 24-01 og jeg tænker at ved at lægge flasken sen aften inden I selv går i seng, så kan I være heldige at undgå denne opvågning.
Når og hvis I vælger at give flaske imens han ligge i sin seng, så er det vigtigt at elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt - måske er det allerede eleveret på grund af hans øreproblemer ...
Jeg kan se at han nogle dage vågner meget tidligt og de dage, hvor han står meget tidligt op, vil han naturligt også sove formiddagslur tidligere. Han skal til en vis grad naturligvis have lov til at selvregulere og som tidligere skrevet, så har jeg lidt en formodning om at han sandsynligvis ville profitere godt af i en periode at styre det fuldstændig selv - men samtidig er det også en balance, fordi han jo skal starte i institution og det er derfor også fornuftigt nok at holde nogenlunde fast i at han sover kort formiddagslur og længere middagslur ... Også for at I får ham i seng kl. 20 - hvis han får lov til at styre det selv, så vil I måske opleve en rytme, hvor han ikke er parat til at sove før kl. er 22 eller senere og det kan han selvfølgelig fint trives med - men det kan I ikke og det vil også gå ud over ham, når han skal i institution og have en hverdag der.
Så selvom det kan virke modstridende at vække ham fra lurene om dagen, så lyder det som om at det hos jer kan være nødvendigt - men prøv stadig at vurdere lidt fra dag til dag og hvad hans reelle behov kan være. Se blandt andet på hvordan han virker når I vækker ham, virker han tilfreds, glad, leger han, virker han til at trives godt med en kort formiddagslur og en middagslur som jeg har skitseret i planen? Hvis han virker til at trives, så må I gå ud fra at det er okay.
I skriver at I giver ymer og også kokosmælk sovs - ymer anbefales først efter 1 års alderen og hvorfor bruger I kokosmælk? Spiser I alle sammen det, eller er det specielt for ham? Kokosmælk indeholder meget mættet fedt og frarådes som drik til børn - det samme gør soyadrik, havredrik, risdrik - som ikke har noget med mælk at gøre. At bruge lidt kokos mælk i madlavningen sker der nok ikke spor ved, men I skal bare være opmærksomme på at retningslinierne er sådan :)
Han kan naturligvis stadig godt have opvågninger om natten, hvor han har brug for jeres hjælp til at komme videre i søvnen, netop fordi han udvikler sig meget, har ondt for tænder, problemer med ørene osv. men stille og roligt skal han også kunne sove mere og mere sammenhængende og også kunne komme videre i søvnen på egen hånd. Derfor er det også vigtigt at I overvejer, hvad I gør, når han vågner og om det er nødvendigt for jer at reagere på hvert klynk han giver, ligesom I ikke skal give ham sutten i munden hver gang, men f.eks. lærer ham at finde den selv - eller hvad problemet nu kan være ...
Jeg håber I kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med ham og rigtig god pinse :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Suttekæde
En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.
Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.
Det anbefales at:
- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...
Børnemad
De første måneder at barnets liv kalder man for mælkeperioden, da barnets mad udelukkende består af mælk. Barnet ernæres her enten af modermælk eller af modermælkserstatning. Når barnet er mellem 4-6 mdr kan barnet begynde at få lidt skemad.
Den periode som afløser mælkeperioden kaldes overgangsperioden. Den varer til barnet er ca. 9 mdr gammelt. Det er overgangen fra flydende mad, til mad med struktur og klumper til mere og mere bid og mad i stykker, til at barnet kan spise mere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire

