Brev:

Hvor nødvendige er bedsteforældre?

---

Kære Helen,

Så har jeg endnu et spørgsmål, det er noget som jeg ikke lige selv kan finde ud af og som er ved at blive lidt for stort for mig...

Hverken min kæreste og jeg kommer ikke ligefrem fra familie og god baggrund. I begge familier har alkoholmisbrug været på dagsordenen ligesom psykiske problemer også har været en stor del af især min barndom. Min kæreste har ikke kontakt til sine forældre overhovedet. Han har lukket den dør bag sig og ikke set dem i mange år.

Hos mig er det lidt anderledes. Jeg har stadig kontakt med min far, som ikke drikker mere, men får masser af medicin mod sin psykiske lidelse. Han bor stadig sammen med min mor, hvilket er problematisk, for hende har jeg for nogle måneder siden afbrudt kontakten til. Hun lider af depressioner og er en ”kvatalsdranker.” Min far har for længst opgivet at tage ansvar for noget som helst i sit liv, det gør min mor stadig, men hun har så tit dårlige faser, hvor jeg bestemt ikke kan regne med hende, og hvor hun ofte er modbydelig. Jeg har ellers altid været mægleren og været den, der tog kontakten efter hendes episoder. Jeg har også altid prøvet at få hende ned på jorden igen og i det hele taget overtaget styret, når deres liv begyndte at sejle. De har haft problemerne hele mit liv, og de er ikke blevet mindre med årene.

Jeg er selv vokset op næsten uden bedsteforældre, jeg havde kun tre og de døde alle inden jeg var 10. Min mor lavede et stort drama ud af det. Min lillebror og jeg fik altid at vide, hvor forfærdeligt, det var, at vi ingen bedsteforældre havde. Hvor forfærdeligt, det var for min mor, at hun følte, at hun også burde overtaget den rolle. Det har selvfølgelig præget mig meget.

Min mor har altid ment, at alle var ...

---

---

... ligeglade med hende og ikke ”så” hende osv. I sidste ende har det dog altid endt med at handle om hende!

Hun har svigtet mig mange gange efter jeg er blevet mor. Marie græd hele tiden og sov aldrig, og jeg havde brug for hjælp fra hende, men fik den aldrig, heller ikke selvom vi havde en aftale om det, den blev altid aflyst. Det har nok gjort mig mere hård og konsekvent overfor hende.

Både min bror, min kæreste og jeg har nået noget i livet, har alle videregående uddannelser, er ressourcestærke, tør tale om vores følelser osv, så vi har det godt. Problematikken liger i Maries forhold til mine forældre.

Jeg har som sagt afbrudt kontakten til min mor for nogle måneder siden. Det har jeg gjort for min families skyld, Hun havde flere udfald, da jeg var gravid og har også haft flere, efter Marie er blevet født. Hun er så utrolig ubehagelig, skriver forfærdelige sms osv. Det har jeg ikke lyst til at tage mig af mere, for jeg skal tænke på Marie. Jeg ved ikke, om vi genoptager kontakten, det er min mor, der skal tage kontakt til os, hvis hun vil se Marie, og det ved hun godt.

Min tanke er bare, hvad der skal ske senere? Der er ingen tvivl om, at min mor er vild med Marie, for når hun har det godt, er hun meget kærlig, men man ved aldrig hvornår det vender. Jeg synes bare ikke min datter skal opleve en mormor, der svigter, ikke overholder aftaler, og man ikke stole på.

Min far kan hun heller ikke få meget glæde af, så jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig...? Hvad er bedst for Marie, er bedsteforældre en livsnødvendighed? Min kæreste vil bare sige til Marie, at hans forældre er nogle fjolser, jeg er ikke helt enig i den strategi...

Helen, hvad er dine tanker om det?

Mange hilsner,
Sanne

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---