Svar: Min morhungrende datter
Kære Pernille
Jeg er overbevist om at din datter savner dig forfærdeligt meget og at det er meget meget svært for hende at skulle dele dig med andre, især med sin lillebror, men sikkert også far ...
Jalousi er en blanding af sorg, vrede og angst. Det er helt naturlige følelser og det er vigtigt at jeres datter får lov til at udtrykke disse og også får dem bearbejdet. Det er derfor vigtigt at I sætter ord på de tanker og følelser I tror jeres datter har, så hun hører at I forstår hende. Og det er meget vigtigt at du viser hende, at hun stadig har en stor - gerne ligeså stor plads i dit hjerte som tidligere.
Jeres datter reagere fordi hun:
- føler sig tilsidesat
- ikke føler at hun er den foretrukne
- føler sig uværdig til sine forældres kærlighed og sammenligner sig med sin bror, som er en rival
- føler sig usynlig
- føler ikke at der er tilstrækkeligt med kærlighed til alle
- føler "min plads i mors hjerte er alt for usikker"
Det er meget vigtigt at tage søskendejalousi alvorligt, for det er helt reelle og meget stærke følelser der dukker op og det er vigtigt at I forstår dette og anerkender at hun har det, som hun har det.
Hun er stadig så lille, at det er svært at forklare hende særlig meget med ord, men så må I prøve at vise hende, med kærtegn, knus og kram, at der stadig er plads til hende - også selvom hun har en lillebror nu. Det er ikke nok, at du bruger en hel dag sammen med hende, hun har brug for at blive set og hørt hver dag, hun har brug for at mærke dig ekstra meget lige nu og det er vigtigt at du ikke afviser hende, men i stedet nurser hende lidt ekstra og viser at du stadig er der for hende hele tiden.
Hjælp hende også med at sætte ord på "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende at ..." eller "det er også dumt, at ..." så hun føler sig forstået. Samtidig med at du naturligvis også skal sætte grænser, fordi hun jo også er i en grænsesøgende alder.
Hvorfor kommer reaktionen nu, vil du måske spørge? Og det gør den fordi lillebror for det første fylder mere og mere. Da han var spæd lå han jo mest og sov, så blev han skiftet, fik mælk og så sov han igen. Men han er vågen nu, aktiv nu og han forstår nu at gøre mere opmærksom på sig selv. Alle der kommer ind til jer, blive mødt med store smil af ham og alle siger "næ og ih og åh, hvor er han sød" fordi han fylder mere nu ...
Samtidig har jeres datter jo også en alder, hvor hun naturligt skal til at finde sig ...
... selv, finde ud af hvem hun er, hvad hun står for. Når børn er omkring 2 år, så skal de til at forholde sig til hvem de selv er og hvordan de påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at sige "jeg" eller "det er min" og netop på den måde begynder at blive bevidst om hvem de selv er.
Selvbilledet udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Din datter bliver utrolig stolt og glad, når hun får ros og hun bliver utroligt ked af det, når hun bliver irettesat, når hun får at vide, at hun gør noget forkert. Hun er meget følsom og meget sårbar overfor, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.
Det er meget vigtigt at man som forældre forsøger at støtte barnets selvbillede og det gør man ved at vise det kærlighed, accept og opmuntre og støtte. Man må gerne udfordre barnet og stille krav til det, men det er vigtigt at man er realistisk og forsøger at undgå at barnet får nederlag. Derfor er det rigtig vigtigt at I forsøger at undgå konflikter før de opstår:o), men nogle gange kan konflikter ikke undgås og så er det også okay...
Konflikter er netop en del af hverdagen med børn i denne alder og det er her grænserne skal sættes ind, men stadig med anerkendelse for hendes alder og udvikling.
Det er helt naturligt at din datter gerne vil have at du putter hende om aftenen. Det er det eneste tidspunkt på dagen, hvor hun i princippet har dig 100 pct for sig selv, det er her din opmærksomhed kun er på hende og det nyder hun naturligvis. Derfor er det super vigtigt at du bruger tid på hende om aftenen, at du prioriterer at sætte dig og læse sammen for hende, synger en sang og måske holder hende lidt i hånden og taler lidt om dagen, hvad der er sket, hvad I og hun har oplevet.
Du skal naturligvis sikre dig at puttetidspunktet er rigtigt og at hun er parat til at sove på det tidspunkt, hvor hun puttes. Tidspunktet kan variere efter hvor lang en middagslur hun har taget og måske skal hun til at puttes ½ times senere, så du først putter lillebror og derefter har tid til at putte hende og hun så samtidig også er træt nok og parat.
Der er heller ikke noget i vejen for at far f.eks. starter med at sætte sig hos hende, læser lidt og mor putter så lillebror imens, hvorefter I så bytter, mor afslutter putningen hos jeres datter og far hos jeres søn.
Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke og rigtig god sommer :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Bøvse
Når babyer spiser, sluger de ofte en masse luft. Derfor har mange brug for at bøvse efter et måltid.
Den nemmeste måde at dit barn kan komme af med luften på er hvis du lægger barnet op mod skulderen og klapper eller stryger forsigtigt på ryggen. Hold barnet så højt, at barnets arme bliver løftet, så har luften lettere ved at komme ud.
Du kan også sidde med barnet foran dig på dit skød eller lægge barnet på din underarm og gå lidt rundt.
Spædbørn...
Astma
Børn med astma trækker ikke vejret på samme måde som vi andre. Når man har astma, så snører luftvejene sig sammen, passagen for luft ind og ud af lungerne bliver mindre og barnet har derfor svært ved at trække vejret.
Astma er det man kan kalde for en lungesygdom og børn med astma vil ofte have anfald, hvor de tydeligt har problemer med vejrtrækningen. Under et astmaanfald vil barnet få en hvæsende, pibende vejrtrækning, kvælningsfornemmelse, vedvarende hoste og nogle gange også...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tusind tak for svar. Selvom jeg inderst inde godt ved, at der nok ikke er det store at gøre ved vore urolige nætter - andet end at vente på hun bliver større - så er det altid rart at vende det med dig alligevel.
Jeg synes det er så synd, at du aldrig ser alle de små søde, som vi snakker om. Så her er ihvertfald et billede af vores lille datter - det glade barn.
Kærlig hilsen Stine

