Brev:

Selvstændighedsfasen - kan man dæmpe, minimere

---

Hej Helen

Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet til dig. Vores søn er efterhånden blevet knap 21 mdr., og han stortrives! Hans kolik (eller hvad det nu var...) som plagede de første 6-8 måneder af hans liv er forsvundet. Vi er nu begavet med en søn, der løber glad omkring, sover rigtig godt (sov igennem fra han var godt 8 mdr - og dvs. HELE natten, 10-11 timer), spiser godt og er i det hele taget motorisk fremme i skoene. Han taler ikke meget (små 10 ord inkl. dyrelyde - og man skal være forælder for at forstå dem). Men han har vist alt for travlt med at udforske verden til at gide det med at tale. Han forstå udmærket det meste af, hvad vi siger til ham...

Han er i dagpleje, og det er fuldstændig problemfrit. Blev kørt ind på 3 dage! Og vi får at vide, at han er et nemt, kærligt og intelligent barn! Så vi er naturligvis stolte og meget glade :-)

Han er sund og rask. Aldrig haft øreproblemer. Blev ammet til han var 1 år.

Men efter mange fredsommelige måneder er selvstændighedsfasen virkelig slået igennem på det seneste. Temperamentet har jo aldrig fejlet noget. Og et "nej" kan blive efterfulgt af vilde anfald, hvor han skriger og skriger (så han bliver hæs), bliver flitsbue, slår med arme og ben, slår ben og sommetider hovedet i gulvet osv. Han er oftest helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men alt det er vist meget "normalt".

Jeg er klar over, at vi skal bevare roen, ikke skælde ud, fortælle ham, at vi er der for ham, når ...

---

---

... han er klar, og elsker ham... osv. Jeg har læst din forklaring om den lille hjerne og slåskampene inde i hans hoved :-)

Men jeg synes ærlig talt, at der er mange af de "anfald" efterhånden... og de kan være lange (i dag havde han ét på 45 min. - han blev sur, fordi han ikke kunne åbne en æske rosiner - og mit tilbud om hjælp blev affærdiget). De seneste dage er vi blevet mødt af skrigeture hvert kvarter nærmest, når tingene ikke lige går hans vej. Enten bare driller - eller fordi vi siger nej.

Er der ingen "opdragelses-tricks" til at minimere antallet af de anfald eller er vi nødt til at vente på, at tiden gør det for os? Kan vi ikke gøre noget som helst for at undgå nogle af anfaldene? Vi afleder naturligvis alt, hvad vi kan, men når det ikke hjælper, hvad så? Skal vi så bare vente på, at "anfaldet" er overstået? Pt. er han ikke ligefrem til at tage med i by'n :-)

Imellem hans raseri er han så trallende glad. Leger, griner, krammer og løber syngende rundt!

Det blev lidt langt. Men man vil jo gerne ha' hele baggrunden med, når man skal forklare sig :-)

Et lille ekstraspm. (selvom jeg ved, at du ikke er så glad for dem): Hvor meget tid har han brug for at være sammen med sin mor? Kan det også blive for meget mor? Han er naturligvis også en del sammen med sin far, men han er meget morsyg... og hans mor er meget syg med ham, så sommetider tænker jeg, om han ville ha' godt af lidt mere tid uden mors pylren :-)

Kærlig hilsen
bassens mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---