Brev:
Respekterer ikke et nej
Kære Helen
Mit andet spørgsmål går på, at hun (Alma på lige netop 2 år) ikke har nogen form for respekt for ordet nej. Aldrig. Det er måske meget normalt, men jeg fornemmer, at det bliver en af de længere kampe for os.
Jeg har meget fokus på det, fordi jeg synes det også sikkerhedsmæssigt er møgvigtigt, at hun står stille når vi siger det og ikke vrider sig i det uendelige for at løbe ud på en parkeringsplads, når vi siger nej. Det er i alle de situationer, hvor et nej er super vigtigt, at vi har et problem, for sjovt nok overgiver hun sig meget hurtigere, hvis vi eks. siger nej til slikket i supermarkedet eller nej til flere rosiner.
I dag havde jeg en rigtig presset situation, hvor jeg var alene med hende og lillebror på 6 mdr. Lillebror havde ikke sovet rigtig længe og var møgtræt, men hun var gået igang med at øve sit stemmebånd og skreg på den der børnehavepige måde a la hvor højt kan det blive. Altsammen bare for sjov men med det resultat, at lillebror konstant blev rykket ud af roen og ikke kunne falde i søvn. Jeg bad hende nok 20 gange om at tie stille også på en rigtig sur, dyb stemmemåde, men lige meget hjalp det.
På dette tidspunkt havde jeg måtte lægge lillebror i hans seng for at skifte hende, så hun havde faktisk min udelte opmærksomhed. Jeg havde intet at "tage fra hende" eller "straffe" hende med, og jeg har ingen steder ...
... at sætte hende hen for at få freden til lillebror, da hun ikke længere sover i en tremmeseng. Eneste alternativ havde været at spærre hende inde i et rum i den anden ende af huset (vi var alle sammen oppe på førstesalen, og jeg havde forsøgt at få hende til at sidde og læse, lege lidt for sig selv på sit værelse), men det forekommer mig både uansvarligt og i øvrigt potentielt traumatisk for hende.
Så der stod jeg så med to børn, der skreg om kap i 45 minutter. Til sidst var lillebror fuldstændig våd af sved og rød som en postkasse, mens Alma stadig havde en fest med at teste sin stemme, mens hun løb fra værelse til værelse. Når jeg siger nej, griner hun højlydt og opfatter det klart som en leg - og skriger så igen. Det kom faktisk så vidt, at jeg råbte af hende, men det preller fuldstændig af på hende og hun griner bare fnisende og fortsætter legen!
Lige til den situation kunne jeg rigtig godt bruge et råd til at styre min lille ballademager?! Jeg forstår, at det ikke kan "fikses" over night, men hvordan griber jeg sådan en skrigesituation an, så vi hurtigst muligt kommer i den rigtige retning? Det skal nævnes, at jeg altid har været af den opfattelse, at skrigeriet - selvom det hører alderen til - skal dæmpes, da jeg ikke synes man kan være bekendt at byde de andre i supermarkedet, på restauranten eller hvor man nu er.
Med venlig hilsen
Signe
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Proprioceptive sans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Den proprioceptive sans kaldes også muskel-ledsansen, stillingssansen og den kinæstetiske/bevægelsessans. Denne sans er kroppens evne til at opfatte bevægelse, muskelkraft, kropsstilling, og det sker ved hjælp af...
Renlighed
Renlighed betyder, at barnet har kontrol over vandladning og afføring. Der er store individuelle forskelle på, hvornår børn bliver renlige.
De fleste børn bliver renlige inden for de første 3 år, hos andre sker det langt senere. Børn bliver ofte først renlige om dagen og senere også om natten.
At træne renlighed bør altid ske i et samarbejde med barnet. Der skal være plads til små uheld og det er vigtigt at støtte barnet og aldrig skælde ud, hvis og når det går...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.