Svar: Mad om dagen.. og om natten
Hej med dig
Det er helt rigtigt set at din dreng har brug for meget mere rigtig mad end mælk. Det er ganske givet mangel på fastere føde der gør ham ekstra pylret, pjevset osv. og du har helt ret i at alt for meget mælk i maven også giver uro der.
Jeg vil anbefale at du giver ham skemad fast 3 gange dagligt. Det er lige meget om der kun glider få skefulde ned, det vigtigste er at I får en fast rytme omkring det.
Det er samtidig vigtigt at du ikke giver ham mere mælk end han har behov for - hans mælkebehov er fortsat stort, men han skal ikke automatisk tilbydes en flaske, fordi han afviser skemaden. Skemad når han vågner og så en flaske inden han skal sove - det er en god regel.
Derudover er det utrolig vigtigt at du giver ham mad som smager af noget. Han skal have havregrød, øllebrød og flerkornsgrød, gerne med lidt frugtmos som topping og så skal han have grøntsagsmos med kogt kød og fisk. Du skal give ham mos som smager af noget, mos som tager udgangspunkt i den mad som I andre spiser. De gammeldagsretter er ofte rigtigt gode og han må få næsten alt.
Du kan lave mos af alle slags grøntsager: Gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat. Han må meget gerne få det men i små mængder. Det bør ikke udgøre mere end 1/10 af portionen ellers skal det gives med 14 dages mellemrum.
Du kan lave maden selv, eller du kan give ham mos fra glas, det er også okay. Du må meget gerne lave lidt sovs med sødmælk og så give ham grøntsager, ris og lignende om aftenen moset med lidt sovs. Du kan f.eks. lave boller i karry, kartoffelmos og millionbøf eller mose lidt flødekartofler med indmaden af en frikadelle - det er helt okay, at du giver ham dette og det er en måde at få mos i ham på, som smager af noget - og med udgangspunkt i jeres mad. Du kan give ham rester til frokost, så du på den måde også der får fyldt ham lidt ekstra op.
Du kan give ham kogt kød af kylling, kalkun, svin, kalv, lam, and, okse osv. og du kan give ham fisk - kogt eller lavet i ovnen - De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk og her må han gerne få det hele. Tun fra dåse er også i orden.
Du skal naturligvis mose eller blende maden til en konsistens som passer ham og så skal han sidde med ved bordet. Det vil dog være en rigtig god idé at du hjælper ham med at spise først og så bagefter får han så noget at sidde med selv, som han så sidder og gnasker i, ...
... imens I voksne spiser.
Du skal hjælpe ham med at holde fokus, når han spiser. Han lyder til at være en dreng som er meget optaget af hvad der sker omkring ham og derfor hurtigt mister interessen. Det er derfor din opgave at hjælpe ham med det.
Sæt ham i den høje stol foran dig, hold skål med grød/mos i din ene hånd og skeen i den anden. Fang så hans opmærksomhed ved at bruge din stemme og din mimik. "mmm mam mam mam, dejlig mad" åbne munden (han spejler sig i dig), ind med skeen, synke og igen "mmm mam, mam, smager godt", åbne munden ind med skeen. Det skal køre i en jævn strøm, så han ligesom ikke får mulighed for at blive afledt af andre ting. Når han så alligevel en gang imellem bliver forstyrret af et eller andet, lyden af en ambulance eller lignende, så bekræft at det hører du også "hov der var en ambulance, babubabu siger den", giv ham lidt vand at drikke og fang ham så igen "hej skat, er du klar, mere mad, mmm mam mam" og så starter I forfra.
Du skal altså virkelig gøre en indsats for at få ham til at spise og holde koncentrationen og man kan godt nogle gange føle sig som en større skuespiller og så må det være sådan. Hvis det er for svært for dig, så må far tager over, når han kan det...
Og så er det som sagt vigtigt med en fast plan for dagen. Netop det at ting sker til samme tid og på samme måde giver genkendelighed og det vil derfor på sigt hjælpe jeres dreng til at finde ud af hvad der skal ske. Det er således nødvendigt for at han forbinder det at sidde i den høje stol med at spise.
En plan for dagen ser således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover videre
Morgen 8: Grød, - havregrød eller flerkornsgrød med frugtmos, vand af kop
Flaske og puttes til middagslur ca kl. 10
Frokost 12: Øllebrød eller grøntsagsmos med kød eller fisk, vand af kop. Sidde med lidt brødskorper, agurkestænger eller lignende i hånden.
Flaske og puttes til middagslur 13.30-14
Eftermiddag 16: Tilbydes evt. en lille flaske, også gerne lidt frugtmos og frisk blød frugt i hånden at sutte på selv
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, vand af kop. Giv ham også her brødskorper, agurk eller lignende at gumle på, vand af kop. Du må gerne 'spise ham lidt af først' og så kan han sidde og gumle på noget imens I andre spiser. Så I på den måde stadig sidder sammen ved bordet og spiser sammen og han oplever, hvad det vil sige.
Kan evt. tilbydes lidt frugtmos til dessert, vand af kop.
Flaske og puttes til natten kl 20
Sen aften 23-24: Flaske og sover uden mælk til næste morgen tidlig
Jeg håber at ovenstående giver jer en idé om hvordan I skal komme videre, rigtig meget held og lykke.
Rigtig god weekend :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Barselshvile
Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.
Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire

