Svar: Dårlig søvn både nat og dag - 6 mdr.
Kære Rikke
Tak for dit brev, velkommen til og tillykke med 6 måneders dagen - fantastisk at ½ år allerede er gået ... ikk´?! :)
Netop nu, hvor din datter bliver 6 måneder, så vil det være rigtig godt at variere og tilbyde hende mere rigtig mad. Det er vigtigt at hun får mere skemad nu, det er fint at du har givet grød til frokost og et par gange forsøge med kartoffelmos til aften, men nu er det nu. Det er nu hun virkelig skal igang med skemaden.
Det er for det første vigtigt for at hun får næring nok og lærer at spise fastere føde, mere rigtig mad. Men det er også vigtigt i forhold til at få skabt en rytme i løbet af dagen, at hun nu tilbydes skemad til faste tidspunkter og at hun også tilbydes bestemte fødevarer. Det er vigtigt for at påvirke hendes indre ur, hendes cirkadiske rytme og det er vigtigt fordi netop grød, grøntsager, kylling, kalkun, banan og lignende er med til at give bedre søvnkvalitet.
Med den alder hun har, må hun spise stort set alle fødevarer og jo mere forskelligt du kan give hende, jo bedre vil det faktisk være. Hun skal have 3 måltider dagligt - morgen, frokost og aften og så skal hun have 2 mellemmåltider formiddag og eftermiddag. Det er ikke store mængder hun skal have hver gang, måske bare 1/2-3/4 dl. det vil være helt fint, hun skal have vand af kop til alle måltider og så skal hun stadig også ammes 6 gange dagligt.
Det er vigtigt at I nu arbejder på en rytme, hvor hun får skemad, når hun vågner og bryst inden hun skal sove næste lur.
Hun skal have alle former for grøntsager nu: Gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat. Hun må meget gerne få det men i små mængder. Det bør ikke udgøre mere end 1/10 af portionen ellers skal det gives med 14 dages mellemrum. Det er altså meget vigtigt at hun ikke kun får kartoffelmos, men får grøntsagsmos af alle slags grøntsager.
Hun skal også igang med at få kød og fisk i sin grøntsagsmos, det kan være kødboller eller fiskeboller som du laver og har liggende i fryseren, men det må også meget gerne være kød og fisk med udgangspunkt i det I andre spiser. Hvis du f.eks. en dag laver kødsovs, hvor kødet har stået og småsimret på panden i tomatsovs og hvor det er mildt kryret med lidt timian, oregano og løg, må hun gerne få lidt af dette.
Også grøden skal varieres og hun skal til at have de grovere grødtyper som havregrød, øllebrød og flerkornsgrød.
Som mellemmåltider kan hun få lidt frugt, det kan være frugtmos og det kan være frisk frugt og bær, som hun kan sidde og sutte på. En appelsinbåd kan hun sidde og sutte saften ud af, et stykke melon, blomme, fersken eller lignende hvor du hjælper hende med at holde det vil være fint - sådan noget som æblebåde skal du ikke starte med at give hende, de knækker let og sætter sig fast i halsen ...
Ristede rugbrødsbjælker er en rigtig god idé - ...
... se i babykøkkenet her på siden, hvordan du laver dem :)
En plan for dagen ser således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover videre i mors seng
Morgen 7.30-8: Havregrød, eller anden form for grød, vand af kop.
Formiddag 9.30: Frugtmos (jerntilskud gives dagligt fra 6 måneder og gives bedst med frugtmos), frisk frugt i hånden at sutte på selv, vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur ca kl. 10 og sover her måske 45 minutter, måske mere - det styrer hun lige nu selv.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og stille og roligt begyndes med kød eller fisk i mosen, ristede rugbrødsbjælker, agurk i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca kl. 13-13.30. Tidspunktet afhænger af hvor lang en formiddagslur hun har taget.
Sæt hende gerne i barnevognen, når du putter hende til middagslur, netop for at anerkende hendes store lyst til at følge med i verden og fylde hende op med indtryk, så hun også bliver mentalt træt og parat til at sove. Tril hende en tur, kig på verden, lad hende mærke vinden i ansigtet og put hende først, når hun tydeligt viser sig parat. Læg mærke til tidspunktet på uret, så du ved, hvornår det rette tidspunkt er :)
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden at sutte på, vand af kop og Ammes også ofte stadig om eftermiddagen.
Powernappen begyndes ofte at kunne blive sprunget over, men naturligvis afhænger det af hvor lang en middagslur hun tager. Sover hun meget kort, vil hun naturligt stadig kunne have brug for at sove en kort lur her :)
Aften 18: Grøntsagsmos og mere og mere udgangspunkt i familiemaden, brødskorper, agurk osv. i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca kl. 20, sover gerne i sin egen seng
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt fra begge bryster og sover herefter videre - gerne i sin egen seng
Amningen midt nat forsøger I nu at springe over, så hun stille og roligt lærer at sove uden at få mælk fra midnat til næste morgen tidlig :)
Du er nødt til aktivt at gå ind og arbejde på en fast rytme, følge mine tidspunkter og naturligt forsøge at tilpasse det så det også passer med de signaler din datter sender og de behov hun har :)
Du kan ikke gør alt på en gang - derfor er mit forslag at du starter med at få skabt en god rytme og så arbejder du senere på at hun ikke falder i søvn med brystet i munden. Lige nu er amningen et reelt behov inden hun puttes hele dagen igennem og det er netop vigtigt at hun fyldes op hele dagen, for at hun kan undvære om natten. Så en ting af gangen og lige nu altså dagsplan og rytme først :)
Det vil påvirke hendes søvn både dag og nat og så tager vi næste skridt, når det kører.
Hvis det er vigtigt for jer at far kan tage over med flaske nu, så er der ikke noget i vejen for at far giver hende en flaske aften eller sen aften. Dette skal så gøres som et helt fast ritual, så hun kommer ind i en rutine og vender sig til at nu er det sådan ... I må forsøge, måske vil hun ikke flaske, fordi hun er blevet så gammel at hun kun vil den 'ægte vare' .. :)
Rigtig meget held og lykke, rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Rotavirus
Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.
Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...
Regnslag
Du bør vælge regnslag der har Varefakta mærke. Det betyder at regnslaget er godkendt med hensyn til at kunne sikre barnet luft nok.
Du bør jævnligt sikre at elastikken i regnslaget er i orden. Er den for løs, kan selv et lille barn trække regnslaget ind i barnevognen og blive kvalt.
Regnslag bør kun anvendes, når man går tur i regnvejr og bør således ikke være på vognen, hvis det ikke regner.
Stil barnevognen under et halvtag, hvis det regner, når...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!

