Brev:

Behov for trygheden

---

Kære Helen.

Det drejer sig om min datter Lærke på 3½ år. Hun er utrolig tryghedssøgende/krævende og det har hun været fra helt lille af.

Jeg tror bedst jeg kan beskrive det ved at give dig et par eksempler:

Alder 6 mdr: Vi starter til rytmik. Hun klamrer sig til mig og vil ikke sidde selv på gulvet. Jeg presser hende ikke til noget, og hun sidder derfor hos mig. Først efter 2½ mdr er hun tryg nok ved at sidde på gulvet og synge sammen med mig.

Alder 1-2 år: Lærke starter i dagpleje som 15 mdr. Dagplejen mødes med 4 andre dagplejemødre hver 14 dag. Det er de samme de mødes med, både voksne og børn og det er samme sted hver gang.
Men Lærke bliver helt ulykkelig hvis hendes egen dagplejemor eks går ud for at tage et barn op af barnevognen el.lign. Hvis Lærke ikke kan se sin egen dagplejemor bliver hun RIGTIG ked af det.

Alder 3 år: Lærke starter i børnehave som 2 år og 9 mdr. Opstarten er selvfølgelig hård, men hun klarer det flot, og i løbet af 2 uger er hun tryg og glad ved at være der. Selv ½ år efter hun er startet er hun utryg ved at lege nye lege i børnehaven. Hvis hun ikke kender legen vil hun ikke være med. Hun står og kigger mens de andre leger. Ugen efter deltager hun forsigtigt.

Alder 3½ år: Hun skulle starte til gymnastik for 2 uger siden. Jeg sad inde i salen sammen med hende. hun var fint med i 10 minutter. Da de skulle løbe rundt i salen så jeg hun løb og græd voldsomt. Så hev jeg fat i hende, og hun brød fuldstændigt sammen. Det var bare alt for meget for hende, når hun ikke kendte legene, de voksne eller de andre børn. Så vi gik tilbage på mor/barn-holdet.

Jeg synes ...

---

---

... selvfølgelig det er helt OK at hun har brug for at være tryg og sikker på de ting hun gør. Det respekterer jeg 100%. Men jeg tænker det kan blive svært for hende fremover, da jeg synes det er lidt mere end normalt.

Jeg vil meget gerne støtte hende så godt jeg kan, men jeg er i tvivl om hvordan det er bedst at gøre.

Jeg har mest lyst til bare at være der for hende hver gang hun skal noget nyt, hvor hun bliver usikker. Og det er jeg selvfølgelig også endnu.
Men hvordan træner jeg hende i at være en smule mere modig? Kan jeg overhovedet det?

Er det bedst bare at acceptere at hun er bare en pige der har brug for sin mor? Kan jeg forvente vi kan hjælpe hende så det bliver bedre? Og hvordan?

Hun går glip af rigtig mange ting, fordi hun er nervøs og ikke tør. Ting, som jeg ved hun vil blive glad for at prøve.

Eks: hendes morfar fik en ny hofte, og gik derfor med en rollator en måned. En dag vi var dernede gik vi alle en tur. morfar tilbød hun kunne sidde på rollatoren mens han skubbede den. Ikke om hun ville. Da vi havde gået ½ time, fik vi lokket hende til det, og så var hun ikke til at få ned igen.

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen ting, der skulle have gjort, at hun er så nervøs for nye ting og nye situationer. For mig at se har hun været sådan fra dag 1.

Til hverdag er hun en glad og dygtig pige. Hun har altid været foran gennemsnittet med alt. Kravlede, gik og talte tidligt.
Jeg synes ikke vi presser hende og forventer noget af hende, som hun kunne føle hun skal leve op til.

Jeg håber meget du kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg hjælper Lærke bedst.

Med venlig hilsen
Benedikte

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---