Svar: Vækst - 12 mdr.
Kære "mor"
Tak for dit brev :)
Du kan i Livets Bog her på medlemssiderne oprette din dreng, indtaste hans vægt og længdemål fra fødsel og til nu og se hvordan han ligger på sin kurve.
Det der er vigtigt er at han følger sin egen kurve, det betyder ikke så meget om han hører til de store eller de små, det vigtigste er at han hele tiden vokser og virker til at trives.
Som tommelfingerregel gælder at børn skal fordoble deres fødselsvægt inden for de første 5-6 måneder og 3 doble deres vægt inden for de første 12 måneder. Dette har din dreng fulgt fra han var 0-5 måneder gammel, men det er korrekt at han de sidste måneder ikke har taget helt så meget på og at lidt mere kunne være ønskeligt ... Det kan dog forklares med at han sandsynligvis i denne periode har brugt ekstra meget energi, er begyndt at kravle, rejse sig ved tingene osv. og at han samtidig er begyndt at spise mindre og mere selektivt. Der er altså en logisk forklaring på, hvorfor han de sidste måneder ikke har taget så meget på som tidligere :)
Det er som du skriver, vigtigt at han spiser så varieret som muligt og det er naturligvis svært, hvis han lukker munden og skubber maden væk ... Men du er nødt til at forsøge og det som først falder mig i øjnene når jeg ser din plan for dagen er, at din dreng lyder til at have en sød tand .. Han er i hvert fald glad for figenpålæg og det synes jeg at du er nødt til at skære ned for.
Tørret frugt og figenpålæg er ikke specielt sundt, det er langt bedre for din dreng at få frisk frugt. Det klistrer til tænderne og indeholder frugtsukker, som bakterierne på tænderne kan omdanne til syre. Syren kan opløse tandens overflade, så der kommer hul ... Samtidig gør indholdet af frugtsukker (og nogle gange er der tilsat ekstra sukker) at sukkerindholdet er højt og det hæver hans blodsukker, fjerner appetitten og gør at interessen for at spise anden og mere lødig kost ikke er til stede.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7: Øllebrød el havregrød, lavet med smørklat og sødmælk. Giv ham også ...
... sødmælk af kop.
Formiddag 9: ½ bolle (bag havregrynsboller, du finder opskriften i babykøkkenet her på siden), smør, ost, frisk frugt og bær i hånden.
Frokost 11.30: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, det kan være leverpostej - men prøv også med rognguf, det ligner lidt og på den måde kan du måske snyde ham til at spise noget andet. Giv ham kogte grøntsager som ærter, majs, gulerod, rød peberfrugt, avokado eller lignede. Giv ham kogte pastaskruer, stykker af frikadelle, pølse eller andet som han selv kan sidde og tygge i. Giv ham også gerne rejer og muslinger og brug også gerne rester fra aftensmaden. Hvis han er glad for fiskelasagne og i har fået det aftenen i forvejen, så giv ham det til frokost også... Vand af kop.
14: En portion tykmælk med rugbrødsdrys, lidt mysli eller revne æbler, ½ hjemmebagt bolle med lidt smør og måske lidt marmelade ... Vand af kop.
16. Frugt og friske bær, vand af kop
Aften 18: Familiemad som I andre spiser, lasagne, frikadelle, retter med grøntsager, ris, kartofler, pasta osv. Det er meget fint. Vand eller sødmælk af kop.
19.30 Godnatgrød, som kan være en flerkornsgrød eller en havregrød
Flaske og puttes til natten som nu
Det anbefales normalt at give børn letmælk fra 1 års alderen, men jeg vil anbefale at du giver ham sødmælk. Det vil give ham lidt ekstra fedtstof den vej. Det er også vigtigt at han får smør på brøddet, sovs, ost osv. så han også får ekstra fedt på den måde.
Fisk er meget vigtigt - så fiskelasagne er rigtig godt, prøv også med fiskefrikadeller, laks fra ovnen, rødspættefilet - evt. panerede og med lidt remoulade, torskerogn og også smørbart fisk som rognguf, laksepate, torskerogn, tun, makrel osv. er rigtig fint.
Proteiner er vigtige for væksten. Proteiner findes især i kød, indmad, æg og forskellige fuldkornsprodukter. Selvom han ikke tåler æg, så kan du godt sikre ham protein ved netop at give ham kød og også fiberholdigt brød, mysli på lidt yoghurt og lignende.
Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Menstruation - efter fødsel
Det er meget forskelligt, hvornår menstruationen begynder igen efter en fødsel. Hos nogle kvinder kommer menstruationen allerede efter ca. 8 uger, men det er også helt normalt, at menstruationen først kommer et år efter, at du har født.
Hvis du ammer, vil det ofte udskyde din menstruation, så menstruationen først vender tilbage, når du begynder at trappe ned i antallet af amninger eller helt er stoppet. Men menstruationen kan vende tilbage på forskelligt tidspunkt, uanset om du...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)
Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!

