Brev:
Næsvis og morsyg
Hej Helen.
Så skriver jeg igen. Jeg har brug for nogle gode råd i forhold til opdragelsen af vores datter.
Vores datter bliver 2 år i næste måned, og har som tidligere forklaret fra start været gennemsnitligt minimum 3 måneder foran i sin udvikling. Vi er så små begyndt at vænne os til det, og forsøger dagligt at møde hende, hvor hun er, og ikke hvor bøgerne og de kloge siger, at hun skal være.
På lige fod med hende meget hurtige motoriske udvikling, er hun langt foran på det sproglige. Hun kunne allerede i alder af 1 ½ sætninger på flere ord. I dag måneden før hun fylder to, har hun vel samme ordforråd som en på 2½, og danner sætninger på op imod 7-10 ord, som giver mening og som udtales, så andre kan forstå det også.
Det har været en lidt hård kamp for os, at have et barn, der hele tiden udfordrer de rammer for hvad der er almindeligt. Da hun blev 18 måneder rykkede vuggestuen hende op i den gruppe med børn i alderen 2-2½, og dette hjalp gevaldigt på hende og derved også os. Da vi pludselig kunne slappe mere, når vi ved, at hun bliver stimuleret ordentligt. Folk omkring os, er da også begyndt at holde op med hele tiden at mane vores bekymringer til jorden, og sige til os "at vi bare skal møde barnet hvor det er". Det er lidt som om, at det endelig er gået op for folk, at vi aldrig har pæcet hende, men dette er helt naturligt for hende.
Det lyder jo alt sammen meget godt, men medaljen har jo en bagside. For hvordan snakker man fornuft med en pige på 23 måneder, der intelligensmæssigt, sprogligt og udviklingsmæssigt er som et barn på 2½? Hvornår tager man over, og vurderer, at hun ikke kan klare at tage stilling til tingene selv, når hun hele tiden viser, at det kan hun faktisk godt (hun vælger jo bare oftest ikke det, som moderen ville mene, der var det rigtige!). Vi er begyndt at timeoute hende (hvilket jeg alle dage har været imod, da det er en teknik, jeg oftest ser blive misbrugt). Men vi griber lidt om et halmstrå, da vi ikke ved hvordan vi ellers så vejlede hende i helt basalt - ikke at være næsvis!
Oftest er hun den gladeste, sødeste og kønneste unge på jorden - men nogle gange er hun ren djævleyngel :). Hun svarer igen, skriger, nægter at dele ...
... og råber miiiiin, hun nægter at rydde op, dække bord, komme, kaster med tingene, slår, nægter at tage tøj på og alt andet, hun sædvanligvis gør uden at blinke. Vi forsøger os med at sætte os ned til hende, snakke med hende, vejlede hende og alt det der, og så ender hun oftest med at blive sur, slå ud efter os og så ender hun på den sorte stol i stuen til timeout. Her sidder hun så og synger lidt, og ender oftest med efter et minut eller to at sige "er færdig med at være ked af det nu - undskyld!". Hvad gør vi der? Godtager vi undskyldningen? Jeg har forsøgt med at spørge hende, hvad hun undskylder for, og nogle gange svarer hun også korrekt... MEN FOR POKKER... hun er 23 måneder! Er det ikke for meget at forlange? Jeg er virkelig i tvivl, hvor grænsen går.
Hun er, som vi joker med, født mor-syg, både af natur, men også fordi jeg er mest hjemme med hende om eftermiddagen (tror jeg). Men hun fravælger far purre ved fx puttetid, og har i sidste uge sagt direkte til ham "gå væk dumme far!" (meeget hjerteskærende). Skal vi føje hende? Og bare lade mig putte? Eller skal hun have grænser og vide, at det ikke er hendes valg? (så bliver det jo bare faderens behov for at putte hende mere end hendes behov for, at jeg putter). Og helt ærligt, så er jeg ved at være lidt træt. Hun snakker konstant, så meget, at jeg har taget mig selv i at bede om at tie stille bare i to sekunder.
Jeg er helt klart den mest konsekvense og strenge (det er vi begge enige om), og måske det er derfor hun primært vælger mig? Men det er bare svært hele tiden at være den, der er på, og den der så også mest sige nej. Der er en indforståethed mellem os om fællesfront, men jeg er bare oftest den, der reagerer hurtigst og mest konsekvent. Nok fordi jeg har mindst tålmodighed og kan slet ikke snuppe uopdragende børn.
Jeg ved godt, at børn i alderen 2 af natur måske giver lidt mere kam til håret, men det er virkelig svært, når 2 års alderen starte som 1 ½ årig. Jeg håber virkelig, at du kan vejlede os lidt, og give os nogle redskaber til hvordan vi på en fornuftig måde vejlede hende og samtidig vise hende, at det ikke lønner sig at være fræk.
Bedste hilsener,
moderen til den nu konstant snakkende snoabe!
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dine dejlige, fornuftige svar. De passer så godt til mit temperament, og det giver altså ro i sjælen at høre fra dig. Mange gange hjælper det også at få sat ord på sine bekymringer.
Jeg finder mange gode råd i dine tidligere svar til andre forældre. Jeg kan nogle gange føle mig som verdens dårligste mor, når ingenting vil lykkes. Derfor trøster det mig, når jeg kan læse, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med de kære børn. Så føler jeg mig ikke så alene.
Tak fra Lis, mor til datter på 4 måneder