Svar: Vi er næsten i mål med puttemetoden
Kære Nadja
Dejligt at høre at det går stille og roligt fremad og at I fornemmer at I snart er i mål :)
Der er flere ting I kan gøre nu og hvad I vælger afhænger helt af situationen og hvad I fornemmer vil virke bedste for jeres datter.
I kan overveje om hun vil have glæde af at få sin flaske i sin seng. I kan elevere hendes hovedgærde, så hun ikke ligger helt fladt og så lade hende drikke flasken i sengen. Det har den fordel, at hun ikke skal flyttes fra favn og ned i sengen, men kan blive liggende hvor hun er. Far kan stadig sidde hos hende, synge lidt for hende, lade hende vide at han er der og på den måde gøre hende rolig som nu.
I kan også gøre som nu, altså give flasken i fars favn og så derefter putte hende i seng. Her skal I så vurdere, hvordan hun reagerer.
Hvis hun virker tryghedssøgende, rejser sig, viser behov for nærhed og fysisk kontakt, så skal I naturligvis give hende dette. Men hvis hun leger, hopper rundt og er i hopla og gerne vil lave sjov, så kan det faktisk være ganske udmærket at gå lidt fra hende. Det jeg kalder "se-til-metoden". Den skal netop kun bruges, når barnet hellere vil lege end sove og netop bruges for at vise barnet at det ikke er tid til underholdning men tid til at sove.
I skal putte jeres datter stille og roligt, som I plejer, kærtegne hende, kysse hende godnat osv. og så kan I prøve at gå. I skal ikke være væk i mere end højt 3 minutter af gangen, altid gå tilbage til hende, hvis hun græder, men også gå tilbage selvom hun ikke græder. Det er vigtigt, fordi hun ikke forstår hvor I er, når hun ikke kan se jer. Når I går frem og tilbage, så er det således for at lære hende, at I er der og at hun trygt og roligt kan lægge sig til at sove, hun er ikke alene.
Hvis hun rejser sig, strækker armene op mod jer, signalerer "gå ikke fra mig, tag mig med" så skal I naturligvis blive hos hende, berolige, kærtegne osv. så hun atter føler sig tryg og rolig. Er hun nået at blive for ked af det, vil det være godt at tage hende op i favnen, lulle hende til ro og putte hende igen. Men ellers er det fint, hvis I kan prøve bare at sidde hos hende, holde hende i hånden, så hun falder til ro netop med jeres nærhed, jeres tilstedeværelse.
Det kan godt være sådan, at I skal starte med at gå og så komme tilbage og sidde lidt hos hende, man kan sagtens veksle lidt. Og nogle børn vil naturligt have brug for lidt tid til at ...
... tumle lidt rundt i deres seng, lige komme af med den sidste energi og det behøver man ikke sidde og kigge på. Efter lidt tid, så er de så parate til at sove og så kan man være der for dem og hjælpe dem med det.
Når man sidder ved siden af siden af sengen skal man ikke ignorere barnet. Man behøver ikke opfordre til leg og snak, men man skal være til stede. Hvis man sidder og ignorerer barnet, lader som ingenting, så vil man i barnets verden jo opføre sig meget underligt. Mor eller far plejer jo at se på mig, tale til mig og pludselig sidder de der og gør ingenting, kigger ikke på mig - det gør ikke barnet tryg, tværtimod. Mange børn vil derfor reagere med at kæmpe mod søvnen, for de vil ikke lægge sig til at sove, når forældrene opfører sig mærkeligt, så må der jo være noget galt :)
Det er meget fint at jeres datter kan se ind i stuen og det er rigtig godt at lave lidt praktiske ting, så hun kan høre jer og fornemme at I er der, når hun skal sove. Også selvom I ikke er lige ved siden af hende :)
En dagsplan lavet ud fra dine angivne tider, kunne se således ud:
Morgen 8.30: Havregrød (gerne lavet med mme, så hun får lidt ekstra den vej), vand eller sødmælk af kop
Formiddag 10: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, evt. frugtmos. vand af kop.
Formiddagslur
Frokost 12.30-13 Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg som makrel, tun, rognguf. Også kogte grøntsager som ærter, majs, gulerod. Gerne rester fra aftensmaden som stykker af frikadelle (kød eller fiskedelle), lidt laks, fiskefilet, godt kogte pastaskruer, lidt ris eller lignende. Også ½ hårdkogt æg, rejer osv. kan gives. Vand af kop.
Middagslur - alt efter hvor sent denne ligger vil der evt. være behov for lidt frugt eller lignende inden luren.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, en portion tykmælk med rugbrødsdrys, revne æbler, frugtmos. Vand af kop.
Aften 18-18.30: Familiemad, almindelige børnevenlige retter som pasta med kødsovs, lasagne, boller i karry, frikadeller, laks, fiskefilet, farsbrød - der skal være grøntsager, sovs som giver smag og ekstra fedtstof. Vand af kop eller sødmælk.
Suppleres gerne med en godnatgrød som en del af putteritualet.
Flaske og puttes til natten kl 21 som nu
Sen aften eller en gang i løbet af natten gives flaske nummer 2
Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med det hele :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Mekonium - den første afføring
Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.
Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.
Sut
Før i tiden var det almindeligt, at børn fik en sut med det samme, når de blev født. I dag mener man, at det er hensigtsmæssigt at man venter med at give barnet en sut, til amningen er etableret.
Hvis barnet får en sut for hurtigt, så kan det gå ud over barnets lyst til at die ved brystet. Dertil kommer at sutteteknikken er forskellig alt efter om barnet dier på brystet eller sutter på en sut.
Du kan møde mange forskellige holdninger til det at bruge sut og det er vigtigt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

