Svar: Hidsig og selvstændig dreng

---

Kære desperate mor

Tak for dit brev og velkommen til :)

Jeres dreng brager igennem selvstændighedsalderen lige nu, det der tidligere hed trodsalder - og der er ingen tvivl om at det er en udfordrende periode for både barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer ...

Jeg kan se i dit brev, at du allerede godt ved, at det er vigtigt at lytte, sætte ord på, rumme hans frustrationer og bevare roen, når hans verden bryder sammen. Det er super godt, at I gør som I gør, I har fat i den lange ende og netop anerkendelse, at lytte og rumme er alfa omega i denne alder! Du skriver at du gerne vil have råd, som ikke kun handler om at holde om ham, for det er sjældent muligt og jeg vil derfor give dig lidt idé om, hvad det er der sker med jeres lille dreng og hvorfor han reagerer som han gør :)

Når man ved hvorfor er det også lettere at handle og reagere hensigtsmæssigt :)

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, fjernsynet skal slukkes og I skal ud af døren, når han hellere vil være hjemme. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

I sådanne situationer har han brug for at I forstår ham, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Nogle gange kan man godt som forældre blive så frustreret over den modstand barnet viser, at man ender med at blive vred på ham, kalde ham hysterisk, råbe af ham eller måske sende ham på værelset. Og det hjælper ofte også lidt - MEN, det hjælper ham ikke på sigt. Hvis du går fra ham, så vil han sandsynligvis gå grædende efter dig "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for din hjælp hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Nogle gange kan man, som du skriver, ikke få lov til at holde om ham, han bliver bare endnu mere frustreret. Her kan det være en god idé at holde sig i nærheden, tale beroligende, så han stadig kan høre at I er der, så han ikke oplever at I går fra ham, at I ikke kan holde ham ud. Sidde i nærheden, sætte små ord på "sså skat, bliver du bare så vred, sååå", "sssåå lille ven, det er også dumt at ..." eller lignende, så han hører at I forstår det. Ikke at I ændrer mening eller tingene bliver som han vil, men at det er okay, at han bliver sur eller synes ting er uretfærdigt.

Hvis I er nået helt derud hvor du føler du kommer til at råbe unødigt af ham, så kan det være en god idé at gå kortvarigt. Det vil sige flytte dig selv - det er ikke det samme som at sende ham væk. Du kan sige "jeg går lige ud i køkkenet et øjeblik, du kan ...

---

---

... komme ud til mig, og ellers kommer jeg igen om lidt" eller lignende. Det kan give dig mulighed for at få lidt ro på dig selv, det kan også give ham mulighed for det, og han kan samtidig også søge dig, når han er parat til det, ligesom du også kan søge ham. Det er vigtigt ikke at bære nag, og mødes igen, mærke hinanden og give et knus - men det er også okay, at man nogle gange lige har brug for 2 minutters pause for sig selv - og det går begge veje :)

Det er helt normalt at børn reagerer med meget stærkere følelser overfor deres forældre, end de f.eks. reagerer overfor en vuggestuepædagog, bedstemor eller anden.

Det handler ofte om at barnet føler sig tryg nok til at reagere. Din dreng er så tryg ved dig, at han kan give los for alle følelser. Han kan miste alle fatninger overfor dig. Det er overfor dig han prøver grænser, skriger, råber, skaber, slår, skælder ud - ligesom det er overfor dig han græder lidt ekstra, har brug for lidt mere omsorg, lidt mere trøst osv. Det handler om at han ved at du vil elske ham uanset hvad, at du altid vil være der for ham :)

Derfor er det meget vigtigt at du forsøger at se din drengs grænseprøvning som noget positivt. Det er rigtig godt at han tør vise dig sine følelser, at han tør vise dig, at han lige nu ofte har det meget meget svært.

---

---

Der er ingen tvivl om at jeres søn også godt kan mærke at der sker en ændring hos jer, at der er en baby på vej (tillykke med det:)). Det er noget I taler om, forbereder, I er måske ved at sortere i tøj, legetøj, finde frem, gøre klar og samtidig hører han også andre kommentere din mave og han fornemmer helt sikker at du ændrer dig. Pladsen på dit skød bliver mindre, du løfter ham ikke op som tidligere osv. Det kan være små ting i dagligdagen som giver en ændring han kan mærke og som han naturligt reagerer på fordi han ikke forstår det. Selvom han måske godt kan sige baby og fortælle at mor har baby i maven, så forstår han jo ikke hvad det reelt betyder, men ændringen fornemmer han :)

Hvis jeres dreng reagerer meget voldsomt fysisk, smider sig rundt, kaster med tingene, måske slår ud efter jer, så er det fint at sige nej, sætte ham fra jer og fortælle, at det vil I ikke have osv. Men nogle gange skal man også finde ud af, hvad reaktionen skyldes og i stedet for at skælde ud, så prøve at imødekomme barnets ønske eller finde alternativer (som jeg også kan høre at I forsøger :)).

Men derudover kan det også være rigtig godt at aktivere ham rent fysisk. Han har brug for at bevæge sig, brug for at bruge sin krop, han har brug for fysiske udfoldelser og måske skulle I prøve i øjeblikket at prioritere dette lidt mere. Ved at tumle med ham, gå ud og spille bold, gå ture, køre på cykel - har han en løbecykel ellers er det måske sådan en man skal have, når man bliver storebror? Ved at hjælpe ham til at bruge sig selv fysisk, så behøver han måske ikke slå eller reagerer helt så fysisk voldsomt, for at mærke sig selv, mærke jer, jeres reaktion. Nogle gange hjælper det faktisk at få gang i barnet fysisk - at få brændt noget krudt af :) Det giver en helt anden ro og mulighed for hygge, når man så er indendøre igen ...

Du efterspøger en litteratur og den bedste bog om børneopdragelse jeg har læst er bogen "Fantastisk forældre", skrevet af Margot Sunderland. Den er desværre udsolgt fra forlaget, men den kan lånes på biblioteket eller I kan være heldige at finde den brugt. Du kan også købe den originale engelske udgave "The science of Parenting. Practical Guidance on sleep, crying, play and building emotional wellbeing for life". Den kan købes via blandt andet amazon.com.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---