Svar: Søvnproblemer – for sent, for lidt og for let
Kære meget trætte mor
Tak for dit brev og velkommen til :)
Der er rigtig mange ting som spiller ind på jeres drengs søvnrytme og flere ting der hos jer skal ændres på. Jeg vil svare dig så meget jeg kan her, men jeg vil også foreslå dig at købe min bog "Sådan får du dit barn til at sove!" da du her kan læse præcist, hvordan du skal få din dreng væk fra brystet om natten og hvad der sker med søvnen, med den alder han er i lige nu, for netop i 9 måneders alderen sover mange børn uroligt, som følge af deres udvikling. Og hvor du også kan læse om A- og B-mennesker, det jeg hos børn kalder for Lærker og Ugler og hvordan man ændrer på deres rytme.
Men, når det er sagt, så er det første I skal ændre på hos jer, det antal amninger jeres dreng får og det er faktisk sådan, at han lige nu ammes alt for meget. Hans behov for amning er med den alder han har, at få bryst 3 gange i døgnet. Disse 3 amninger kan ligge inden middagslur, aften og en gang i løbet af natten - men derudover skal han ikke ammes, men lære at sove uden brystet.
Der er ingen tvivl om at din dreng er afhængig af brystet for at kunne sove. Det er også helt naturligt at små børn bliver ammet og falder i søvn ved brystet, men stille og roligt skal de lære at sove uden denne afhængighed og jeres dreng skal lære at sove uden.
Vi har alle brug for det der hedder søvnassociationer. Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn. Det er for voksnes vedkommende ofte at læse en bog, gætte kryds og tværs, lytte til et stykke afslappende musik eller lignende. For små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. Øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne. Din dreng er afhængig af at få bryst både om dagen, når han skal sove sine lure og også i løbet af natten, er han nødt til at få brystet for at kunne komme videre i søvnen. Det er rigtig vigtigt at han nu lærer at falde i søvn uden brystet i munden og også lærer at sove i sin seng.
Det handler altså alt sammen om søvnassociationer og det er meget vigtigt at du nu overvejer, hvad søvnassociationer du giver din dreng. I stedet for brystet skal han lulles til ro, kærtegnes, beroliges med dine hænder, nærhed osv. Eller af far, som jo af gode grunde ikke forbindes med amning. Du skal lære ham det om dagen først, fordi du der også naturligt selv har større overskud, det er sværere om natten, hvor du selv er træt og derfor naturligt søger den lette løsning.
I forhold til at han sover meget sent og at I er B-mennesker, så må han jo for min skyld gerne have sen søvnrytme som I. Han ...
... behøver ikke komme i seng kl 20, hvis i alle trives bedst med at han sover kl. 22 - det vigtigste er at han får den søvn han har behov for og trives og han kan trives fuldt ud ligeså godt med en sen søvnrytme, som med en tidlig søvnrytme.
MEN, hvis I vil have at han skal kunne sove kl. 20, så er I nødt til også at stå op om morgenen og han skal vækkes, så dagen begynder tidligere, fordi han naturligt så også vil sove tidligere lure dagen igennem og være mere parat til at komme i seng kl. 20 om aftenen ...
En plan for dagen, som dækker behov for amning og som samtidig sikrer puttetid kl 20 ser således ud:
Morgen 7.30-8.00: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9.30: ½ bolle med smør, ost, frugtmos, frisk frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til formiddagslur kl. ca 10 uden at blive ammet først
Frokost 11.30-12: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager, stykker af frikadelle, grøntsagsmos som nu. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur kl. 13.30 og falder ikke i søvn med brystet i munden
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, en portion tykmælk med rugbrødsdrys, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs osv. Der skal være mad i stykker og moset mad og udgangspunktet er almindelig børnevenlig familiemad. Vand af kop.
Suppleres med en godnatgrød
Ammes og puttes til natten 19.30-20
Sen aften eller først på natten: Ammes x 1 og sover herefter uden mælk til næste morgen tidlig, hvor dagen starter med grød.
Med hensyn til at sove i egen seng, så vil det som sagt være rigtig godt at lære ham dette nu og hvis I synes det er bedst at I sover sammen og ikke i hvert sit værelse, så vil jeg anbefale at I kobler tremmesengen til dobbeltsengen. Tag den ene side af tremmesengen af og sæt den sammen med jeres seng. På den måde kan han ligge i sin seng, men stadig kan du lægge hen hånd over på ham, berolige ham med kærtegn osv. så han kan mærke at du er der. Han lærer altså at sove i sin seng på en tryg måde.
Så helt overordnet set, så er I nødt til at tage nogle beslutninger hos jer:
- I er nødt til at gøre op med jer selv om I trives bedst med at sove længe og være b-mennesker, hvis ikke så er du nødt til at stå op og komme igang. Selvom det er hyggeligt at sove længe ...
- I er nødt til at skære ned for amningerne og få lært jeres dreng at sove på en ny måde, og dette skal han først lære om dagen og putteritualet skal så overføres til natten. Når han bliver 10 måneder er 2 amninger i døgnet passende ... Han må gerne ammes og det er super, at I begge er så glade for amningen, men han bliver ammet alt for meget og du skal ikke regne med at han vil sige fra.
- I skal gøre op med jer selv om han skal sove i soveværelset eller flyttes på eget værelse og det vil være helt naturligt at han lærer at sove i sin egen seng om natten.
Igen, der er kun jer til at sætte regler og grænser for hvordan I vil have det - I må gerne sove sammen for mig det er helt fint, men hvis I vil ændre på tingene, så skal I tage beslutningen om det og gøre det helhjertet :)
Håber I kan bruge dette videre og læs som sagt min bog, for uddybning af mit svar til jer her i dag.
Rigtig meget held og lykke og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Børneeksem
Børneeksem hedder også atopisk eksem eller dermatitis. Barnet får meget tør hud og hos de små børn kan eksemet sidde over alt på kroppen. Hos de lidt større børn sidder eksemen ofte i albuebøjninger og knæhaser.
Atopisk eksem kaldes børneeksem fordi det stort set kun rammer børn og ofte starter indenfor det første leveår. Hvis barnet har meget eksem og er generet af dette, vil det altid være en god idé at få barnet undersøgt, for at afklare om eksemen skulle hænge sammen med...
Præmature allergidisponerede spædbørn
Hos meget små præmature allergidisponerede børn kan der være mere væsentlige ernæringsproblemer end allergiforebyggelse at tage højde for. Derfor må man altid tage individuelle hensyn, hvor det vigtigste er, at barnet kommer i trivsel.
Et præmaturt barn tilbydes samme allergiforebyggende diæt som mature allergidisponerede spædbørn. Modermælk er den bedste ernæring, og hvis dette ikke er muligt tilbydes barnet en special erstatning.
Det vides ikke, hvor længe det er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Jeg vil gerne, som så mange andre, takke dig for en helt usædvanlig god brevkasse. Som bosiddende i England har det betydet rigtig meget for mig at finde svar på dette og hint derhjemmefra. Jeg kan rigtig, rigtig godt lide din kærlige holdning til tingende, og det har virkelig hjulpet mig meget at læse dine omhyggelige svar.
Mange kærlige hilsner
Sanne, mor til dreng 5 måneder

