Svar: Temper tantrums eller lille Nero?
Kære udkørte mor
Det er så hårdt - jeg forstår det godt - men du klarer det faktisk rigtig fint :) Og du har ret i at, det er svært at tyde hvilken "type anfald" din datter får ... mit umiddelbare bud er dog temper tantrums, fordi lille neroanfald ofte først kommer når børn er omkring 5 år gamle og ældre.
Hvor om alting er, så handler det meget om på den ene side at anerkende, lytte og rumme - men på den anden side også sætte nogle grænser og faktisk nogle gange også bede hende om at stoppe. Det er meget fint at du som udgangspunkt starter med at sætte ord på, fortæller at I godt ved at det er irriterende, godt forstår at hun ikke vil osv. men at hun er nødt til det. Men nogle gange når hun skriger, sparker, hyler og ikke vil sætte sig ned i f.eks. sin autostol eller lignende, så bliver I også nødt til at sige "stop så!", så hun også fornemmer at hun overskrider en grænse. For lige nu lyder det som om at hun næsten går i selvsving og også er nødt til at mærke at hun skal stoppe, for at kunne stoppe .. håber du forstår hvad jeg mener.
Det er altså nogle gange også et spørgsmål om at få sagt til hende, at det er okay at hun græder, det er helt okay at verden ramler og at hun har det svært og reagerer - men nu skal hun så også stoppe igen, for så er det heller ikke værre. Det er altså nogle gange nødvendigt, at man som forældre også hjælper barnet med at mærke, at verden er ikke gået helt til i kaos, der er stadig samling på visse ting og nu skal man lige finde samling på sig selv... håber du kan følge mig :)
Det er fint at forberede hende "du skal op af badet om 5 minutter", men det er vigtigt også at holde fast i dette "nu er de 5 minutter gået, nu skal du op" og ikke sige "så svømmer anden lige en sidste tur", "så kan du lige ..." - nej, hun har fået at vide, at badet er slut om 5 minutter og så er det slut. Hvis der skal være et alternativ, så kan det være at få lov til at sidde i karret imens vandet løber ud, fordi du efter 5 minutter fjerner bundproppen :)
Og ja, så vil hun skrige og hyle, blive meget sur på dig, vred og frustreret, gal og det er okay. Dette må du så rumme. Find et håndklæde frem, som hun kan tage om sig og tørre sig, find også undertøj og lignende frem til hende, så hun har det hos sig og selv kan forsøge at tage det på - men lad hende også være lidt alene. Accepter at hun ikke vil have at du er der, accepter at hun har brug for lidt tid for sig selv. Sig f.eks. "jeg kan mærke at du har brug for at være lidt alene, det er fint", "jeg vil gerne hjælpe, så kald på mig, ...
... hvis jeg skal hjælpe dig", "dit håndklæde og tøj er her, jeg går lige i køkkenet lidt, og så kommer jeg igen".
Det samme gælder, når hun skal i seng og er dybt frustreret over at skulle sove og ikke vil ... Bevar roen, tal stille til hende, som du også gør nu. Sæt dig hos hende, læs en godnathistorie højt, - læs kun en historie eller to små, afhængig af varigheden, det skal ikke være sådan at hun kan bede om flere, og flere. Du sætter grænsen for, hvad der er acceptabelt. Sig det højt "Jeg læser de her to bøger, bagefter skal du sove", så hun ved at det er sådan reglen er.
Vis hende billeder undervejs, gør det hyggeligt, dejligt, rart og hun skal ligge i sin seng imens du læser. Eller evt. starte med at sidde på skødet ved første historie og først få næste historie, når hun ligger i sengen. Du læser ikke før hun lægger sig, det er en forudsætning at hun ligger ned og lytter stille og roligt. Du kan sige "du skal lægge dig ned, så læser jeg". Igen små regler - sådan er det nødt til at være og det er dig der sætter reglerne op for hvordan.
Når du har læst færdig, så må du vurdere om hun lige nu har brug for at du bliver der, holder i hånd og hun så trygt kan lægge sig til at sove. Eller om det vil være bedre at du går. Du bør ikke sige: "hvis du ikke lægger dig ned, så går jeg ud", for i dette ligger en trussel og det faktum at det er noget ubehageligt at du gør, det er rarere for både hende og dig, hvis du er der ...
Men i stedet kan du sige "jeg går lige ud, så kommer jeg igen". Det vil her være rigtig godt, hvis du havde noget praktisk at tage dig til - det kunne f.eks. være "jeg henter lige noget af dit tøj, så kommer jeg igen" - og så kan du hente noget rent tøj og lægge det på plads i hendes skab. Det at du har et praktisk formål med at gå frem og tilbage, fjerner det pres der ligger i "du skal sove nu", i stedet skal hun lige nu bare ligge i sengen og du er der, kommer stadig ind til hende, men sender også nogle signaler om at du har kedelige ting at lave og ikke bare venter på at hun skal sove.
Og med hensyn til problemer med hentning i vuggestuen eller tøj der skal på, hvor hun bare ikke vil og gør det modsatte af hvad I vil - så vil det nogle gange være nødvendigt at skære igennem og tage hende på skødet og give hende tøj på, eller tage hende under armen og bære hende ud af institutionen. Og så må I tage snakken om det hele, når hun bagefter er faldet til ro og vise at I ikke bærer nag.
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med hende. Rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Brystbetændelse
I daglig tale bruges betegnelsen brystbetændelse om to tilstande i brystet - det der egentlig er tilstoppede mælkegange, som er en ikkeinfektiøs tilstand i brystet og så en infektiøs brystbetændelse.
Tilstoppede mælkegange opstår ofte fordi amninger springes over eller fordi barnet ikke har fået "tømt" brystet tilstrækkeligt, måske fordi barnet dier med forkert teknik.
Infektiøs brystbetændelse opstår ofte, fordi det er gået hul på brystvorten, hvorved der er...
Apgar score
Dette er betegnelsen for en undersøgelse som jordemoderen laver af barnet lige efter fødslen. Apgar Score blev udviklet i 1952 af Virginia Apgar og den bruges til at vurdere, hvordan barnet har det, lige når det er blevet født.
Jordemoderen har 5 ting hun ser på:
1. Hun ser på barnets reflekser,- reagerer barnet på forskellige stimuli, griber barnet, søger barnet osv.
2. Hun mærker barnets puls, for at se på hvor hurtigt barnets hjerte slår og om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

