Svar: Rytmetjek
Kære Inge
Tak for dit brev, dejligt at høre fra dig igen:)
Nu hvor din dreng er blevet 6 måneder, skal der meget mere gang i skemaden og mange flere fødevarer skal introduceres. Det vil være rigtig godt, at du nu giver ham de lidt grovere grødtyper som havregrød, øllebrød og flerkornsgrød.
Derudover vil jeg også anbefale dig, at du begynder at give ham lidt mad i hånden. Det at bruge sine gummer, tygge og gnaske i noget gør at han for det første bliver opmærksom på det at spise, han lærer at det man putter i munden smager forskelligt og netop det vil motivere ham til at spise mere. Samtidig får han sig øvet mundmotorisk og vil på sigt derfor også blive bedre til at spise mad med "mere bid".
At han lige nu og de sidste uger, ikke har vist særlig stor interesse for skemaden, handler sandsynligvis om to ting - både at han synes det er lidt for kedeligt og smagsløst, han har brug for mere rigtig mad, mere smag, mere bid. Men også om den rytme I har fået skabt ... det kommer jeg ind på i brevet længere nede.
Du skal tænke i variation, jo mere varieret kost du kan give din dreng jo bedre og han skal nu have rigtig mange slags grøntsager, - grøntsagsmos lavet af alle mulige grøntsager: Gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat. Han må meget gerne få det men ikke i større mængder. Generelt er rodfrugter dog en rigtig god idé - de har en naturlig sødme og mange børn kan rigtig godt lide rodfrugtsmos. Du kan lave det selv, ved at købe friske rodfrugter eller købe en pose frosne rodfrugter, koge dem og så blende det til ham, med lidt af kogevandet, mælk og fedtstof.
Du må gerne tage udgangspunkt i den mad I voksne spiser og hvis I f.eks. får lidt sovs eller lignende, så må han gerne få lidt af dette på sin grøntsagsmos. Sovs giver både ekstra fedtstof, men giver også smag.
Du skal også begynde at tilsætte kød eller fisk i grøntsagsmosen og kød og fisk skal koges eller laves i ovnen. Du kan give laks, rødspætte, torsk og andre milde fisketyper, du kan give kød som f.eks. kylling, kalkun, svin, kalv, okse, lam, and osv.
Og så er der det med ...
... rytmen, - det vil være en god idé at holde en rytme, hvor han får skemad, når han vågner af en lur og altid får vand af kop sammen med sin mad. Inden han så skal sove igen, kan han så få sin flaske og puttes. På denne måde sikrer du ham både mad og mælk nok og det er netop vigtigt at starte med skemaden og så fylde efter med mælken, for at give plads til begge dele.
Du skriver, at du vækker din dreng i løbet af dagen og det synes jeg er helt okay, når jeg kikker på de tidspunktet du skitserer. Jeg har lavet planen ud fra dine angivne tider:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden at sutte på, vand af kop.
Flaske og puttes til formiddagslur som nu
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur kl. 14 som nu
Eftermiddag 16-16.30: Tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden at sutte på, vand af kop.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl. 20
Sen aften 23-24: Flaske, som spises mere eller mindre i søvne.
Som du kan se indgår der mange små måltider i løbet af dagen og det er vigtigt at han netop tilbydes lidt og tit. Det er således bedre at han får 1/2-3/4 dl. grød eller mos og vand af kop og så får en flaske inden han skal sove, end at du giver ham 1-1½ dl. skemad og han så afviser flasken.
Jeg har flyttet en lille smule på tiderne om aftenen, fordi jeg tænker, at det måske vil være rart for jer, at arbejde på en rytme, hvor han sover et længere stræk mellem midnat og næste morgen tidlig, fremfor som nu skal have mælk kl 03 om natten. Men hvis I synes det fungerer bedre med det lange søvnstræk mellem kl. 22.30 og 03, så er det helt fint, så kan I sagtens lade det være på denne måde.
Det er korrekt, at du ikke skal give jerndråber, når din dreng får modermælkserstatning. Hvis han får mindst 400ml mme dagligt til han er 12 måneder gammel, så vil han være dækket ind på denne måde. Derudover vil han så også få jern via kød, havregrød osv. som han nu skal have mere og mere af.
Hermed lidt at arbejde videre med, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Sove ude
Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.
At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.
Fødder
På grund af den trange plads i livmoderen, bliver mange børn født med indaddrejede fødder. Det kan være den ene fod eller begge. Små børn fødes også let hjulbenede. Det har ofte ingen betydning, og det retter sig efterhånden, som barnet bliver ældre. Nogle børn bliver født med klumpfod, også kaldet varusfod eller talipes equinovarus. Dette kræver speciel behandling.
Den sunde babyfod er bred og med en smal hæl. Barnet kan let sprede sine tæer. Alle børn er platfodet indtil...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Allerførst: Endnu en gang bøjer vi os i støvet for dig og din fantastiske rådgivning! Du skrev, at vi nok hellere måtte se at få den der natflaske sendt på pension - trods vores ængstelse ved at røre ved barnets vaner. Det tog.... 3 minutter, og hvis vores dreng kunne tale, ville han sige: "Tusind tak, Helen, fordi du fik far og mor til at smide den der elendige flaske ud, for det er meget hyggeligere at sidde på skødet og fedte med en banan og få en nat-historie". Bagefter lægger han sig ned og sover fuldstændigt som vanligt. Det er jo top!!!
Mor til Jens på 13 måneder

