Brev:

Min datter lyver

---

Kære Helen,

Tak for en altid inspirerende brevkasse, som jeg ofte har konsulteret for råd og vejledning.

Jeg skriver ang. vores skønne datter. Familien består af far, mor og vores enebarn Naja på 5 år. Hun er en dejlig, aktiv og stærk pige med megen fysisk aktivitet, skønne små venner og trivsel i børnehaven. Omvendt er hun en følsom og meget tænksom pige, der registrerer alt omkring sig og spekulerer meget.

Men det seneste års tid er hun begyndt at 'lyve' (anførelsestegn fordi hun jo endnu ikke helt er klar over den klokkeklare forskel ml. sandhed og løgn, rigtigt og forkert).

Det startede i det små. Hvis vi havde en konflikt, og hun ikke fik sine ønsker igennem og derfor græd og blev vred, så forklarede hun det med at en af veninderne i børnehaven drillede eller havde sagt noget grimt til hende. Vi fornemmede at det ikke var derfor hun græd, men fordi hun var ked af det/vred, men italesatte det ikke og lod hende græde ud - børn skal jo have ret til at være kede af det, rasende etc. uden at vi betvivler deres udsagn.

De sidste måneder er det eskaleret, og vi er ret frustrerede - primært på hendes vegne. Tænker at situationerne kan inddeles i tre kategorier:

1) Hun finder på små eller større usandheder i forbindelse med at hun vil opnå ting (slik, mere tv, at vi putter længere tid med hende inden hun skal sove etc.).

2) At hun vil undgå noget - som f.eks. at hun allerede har vasket fingre før måltidet eller har tørret sig efter toilet, selvom vi tydeligt kan se/lugte/høre at det ikke er ...

---

---

... korrekt.

3) Når hun har gjort noget, hun ved vi ikke synes er i orden eller hvis hun bliver sur/ked. Især denne kategori fylder meget - hun kæmper meget med at "Vi altid bestemmer" og at "hun aldrig må bestemme selv". Som enebarn har hun nok fået en del frihed og lang snor, men nogle ting bestemmer far og mor - men det synes hun er meget, meget svært.

I starten kom vi desværre til at italesætte meget konkret "du lyver" og skældte hende ud. Men det virker naturligvis kontraproduktivt, og nu har jeg søgt at læse lidt om det. Men jeg er meget bekymret for om det handler om hendes lave selvværd og at hun ikke tør fortælle os hvordan hun reelt har det og oplever ting; at hun ikke tør fortælle os hvis hun har gjort noget forkert eller.

Kan vi nå at vende den nedadgående spiral? Jeg vil så gerne at hun føler sit elsket for det hun er - med alle de gode og dårlige sider alle mennesker har.

Internt min mand og jeg er der også lidt uenighed om hvor vidt vi skal rose hende meget. Han roser hende - ud af ægte kærlighed - rigtig meget og ofte, mens jeg (belært af egne problemer med selvværd) forsøger at spørge ind til tegningen eller den vejrmølle hun lige har lavet. Men hun er konkurrencemindet og vil hele tiden være bedst/først. Tænker at dette også hænger sammen med hendes behov for at pynte på virkeligheden.

Alt i alt: Jeg er bekymret og har allerede forestillet mig diverse skrækscenarier i forhold til hendes sociale liv, vores forhold til hende, skolestart etc.

Glæder mig til at høre fra dig,
Mia

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---