Brev:
Venner og fjender
Hej Helen.
Jeg skriver til dig for at få endnu et af dine gode råd...:-)
Og denne gang handler det om vores søn på 3.3 år. Han er begyndt i børnehave (som du ved) og her var da han startede den eneste der kommer udefra. De andre gik blot videre fra vuggestuen. Vores nabos søn går der også og vores søn har søgt ham meget. Han har naturligvis været en del af en gruppe, som vores søn har forsøgt at blive en del af (det har han forsøgt på både hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige måder. Han vil denne gruppe SÅ gerne, at han fx. knuser dem helt vildt meget, holder fast i deres hånd, skubber for at få kontakt osv.
Omvendt har han et fint sprog og har også spurgt pænt, om de vil lege m.v. Det har fyldt en del at de ind i mellem har takket nej til at lege - men det taler han ikke så meget om mere - og jeg tror at han ind i mellem leger fint med dem).
Vores søn og naboens søn har før leget en del og kender hinanden godt. De har altid haft lidt en kamp - sådan hvor de skiftevis er vildt optaget af hinanden - og omvendt også kæmper/skændes. Det kan handle om legetøj de ikke vil dele/låne ud, det er lege der bliver for vilde m.v. I børnehaven har vores søn søgt drengen meget - og det er også omvendt. De er den første de spørger til om morgenen og vil rigtig gerne lege. Men de har virkelig nogle ture og børnehaven kommenterer at de kriges en del, hvilket vi også kan opleve, når de leger hjemme.
Det er naturligvis vildt ærgeligt at de ikke bare leger godt - men jeg tænker lidt, at de kun er 3 år og jo skal lære at lege godt sammen??
Og så tænker du måske, hvorfor jeg skriver, hvis problemet ikke er større:-) Og det gør jeg fordi, jeg gerne vil have dit råd til hvordan vi hjælper dem ud af denne dumme "rytme":-).
Vores søn var indtil for få måneder siden (da han gik i dagpleje) en stille/mere forsigtig dreng. Og jeg tænker at det i børnehaven nu er blevet "Sådan de leger". ALtså at det er blevet en dårlig vane for dem at drille hinanden. Børnehaven kommenterer deres kampe og siger, at de taler meget om at de ikke må drille, slå, bide m.m. Men jeg savner at de siger, hvad de gerne må. Altså at de viser dem nogle gode lege - og ikke bare lader dem lege selv. Men er det sådan de lærer det?
Er det blot en ...
... naturlig del af alderen? Siden børnehaven kommenterer det, må det vel være fordi det er mere end hos andre.
Næste problem er også, at vores naboer virker til at være rigtig TRÆT af det. De kommenterer hele tiden deres uenigheder/kampe og jeg er bange for, at de slet ikke ser alt det gode de har sammen. Og jeg synes de leger rigtig godt, når der er en voksen der hjælper dem med at styre det. De siger rent ud, at de ikke rigtig orker at de leger sammen - hvilket jeg synes er ærgeligt. Eller er det godt med en pause fra hinanden?
Min bekymring er at det bliver en strategi/en dårlig vane at de leger sådan sammen - Jeg tænker at det værste vi kan gøre er at lade det skinne igennem at de ikke kan lege godt sammen.
Hvormeget/hvordan skal vi tale med vores søn om det? Når vi siger noget han ikke må (fx. slå) så siger han "Mor - jeg gør det ikke mere". Men han glemmer det jo igen. Han virker meget ærlig og fortæller også hvad han har gjort. Omvendt føler jeg at det i situationen dog hjælper at vejlede og minde ham om hvilke regler der gælder, når man leger.
Hvad gør vi i de situationer der opstår konflikter - hvis de fx. er at de vil brydes og være fysiske. Skal vi "Lukke legen og gå hjem" eller? Er det tydelige grænser eller lokkende guidning/vejledning?
Jeg tænker at de to drenge er lige gode om det - men vores søn har de seneste gange været rigtig uheldig i forhold til vores venner. Uheldig på den måde at han er kommet til at fremstå som "banditten" - uden at han objektivt er værre end deres. Altså der har en par gange været situationer hvor vores søn har fået skylden for en konflikt/leg - som rent faktisk blev startet af den anden, forældrene var der bare ikke da legen/konflikten startede.
Vi har ikke rigtig kunnet få os til at sige "Øhh - det var altså ikke ham der startede" el.lign. :-). Vores søn skelner ikke i sin opførsel, om vi er der eller ikke. Han er snarre værst når vi er der:-). Er det et tegn på at han mangler grænser? Synes virkelig vi forsøger at forklare, guide mv. Og som sidste udvej lukker vi legen. Naboens søn virker til at "gemme" unoder mere til når hans forældre kigger væk. Har du gode råd til hvordan man får talt om konflikterne med vores naboer?
Med venlig hilsen
mig
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Søvn
Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.
Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...
Skråstol
Børn har brug for at kunne bevæge sig frit for at udvikle sig bedst muligt. Børn der placeres i en skråstol vil sidde passivt og vil, hvis de sidder der længe, blive svage i nakke og ryg. Man kan sagtens vænne et barn til at sidde i en skråstol, hvis det har underholdning foran sig, og det kan være bekvemt for forældrene, men det er ikke det bedste for barnet.
Et barn skal have lov til at være på gulvet så meget som muligt. Det er på gulvet at barnet lærer at trille, krybe og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit sidste svar. Jeg viste min mand mit brev, som du foreslog, og han blev helt ked af det da han så det. Det satte en masse samtaler i gang herhjemme, og det hele går meget bedre nu. Vi har delt tingene mere op, så det ikke kun er mig der tager mig af hus + børn, men han også begynder at komme mere på banen. Det er rigtig rart.
Du skal bare have så meget tak. Både for en super brevkasse, men også for dine små puf. :)
Kærlig hilsen
Christine, mor til to