Brev:

Lille storesøster

---

Kære Helen..

Ja, så er jeg tilbage.. Har holdt en lang pause herfra, faktisk fordi jeg har haft det rigtig godt!

Sidst jeg skrev til dig var jeg vist nygravid.
Desværre aborterede jeg i uge 9, det var heldigvis ikke særlig slemt, da jeg for det første ikke var så langt henne.. Og så var graviditeten ikke planlagt - jeg nåede heller ikke at føle mig "rigtigt" gravid...

Til gengæld blev jeg gravid et halvt år senere - og er nu også mor til den dejligste lille dreng på to måneder :)

Det var lige en kort opdatering..
Her er mit spørgsmål:

Min skønne, skønne datter er nu 2 år og 11 måneder. Og der har været nogle rigtig store omvæltninger i hendes liv det sidste par måneder: Lillebrors fødsel og start børnehave. Hun nyder tydeligvis at være blevet storesøster, men naturligvis reagerer hun også med jalusi - og det skal hun også have lov til, så længe hun ikke afreagerer fysisk på ham.
Kan jo se, at hendes tilnærmelser til lillebror også sker af nysgerrighed og fordi hun synes, han er sød.

Der, hvor jeg ser en ændring ved hende, som jeg opfatter som negativ, er i forhold til jævnaldrende børn..
Hun er meget bestemt for tiden. Vil rigtig gerne bestemme, når hun leger med jævnaldrende, samtidig med, at hun græder voldsomt, hvis hun oplever, at andre vil bestemme over hende..

Jeg kan se, at selv hendes meget tålmodige fætter på 4½ år vælger hende fra i de situationer. Prøver at forklare hende, når det sker, at når hun taler sådan til ham, så går han, fordi han ikke synes det er rart.. og hjælper hende til at sige det på ...

---

---

... en anden måde. Han er heldigvis en rigtig rar dreng, som hurtigt kommer tilbage, når hun så taler pænt til ham igen, så der er rigtig god respons på "positiv adfærd"

Det jeg nu spekulerer lidt på er, om hendes vanskeligheder med at omgås andre børn, kan skyldes andet end lillebror og institutionsskift. F.eks. at hendes far og jeg ikke altid er så enige om opdragelsen.

Han er om regel meget blød og rar - men får så pludselig nok, hvis han oplever, at hun ikke "lystrer", f.eks. når han beder hende spise pænt. Han kan godt lyde meget vred, når han irettesætter hende. Ind imellem kan jeg desværre heller ikke holde mund - og kan godt finde på at sige - "hun gør det ikke for at være uartig". Ved godt, jeg skal blive på egen banehalvdel - men hold op, hvor er det svært, når jeg synes, han er uretfærdig overfor hende.

Om aftenen når hun skal puttes, har vi et efterhånden meget langt ritual.

Det har udviklet sig fra, at vi sad der begge to og læste en bog og sang en sang, til at vi nu putter hver for sig (fordi lillebror ikke skal ligge alene) - og hun forlanger som regel at få to historier og et utal af sange, før vi går ud. Min mand er meget irriteret over, at jeg føjer hende i det. Men jeg tænker bare, at hun måske har brug for det lige nu.. jeg kan da godt se, jeg måske burde holde fast i det gamle ritual for trygheden, men føler altså, at hun har brug for mig. Hun græder også helt hjerteskærende, hvis jeg går fra hende før hun er klar.. Det er altså rigtig svært..$

Helen.. Hvad mener en klog kone som du?

Kærlig hilsen
Pylremor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---