Svar: Bordskik - 2 år, 5 mdr.
Hej med dig
Det er helt naturligt at et barn på 2½ år ikke kan sidde ved bordet i særlig lang tid. Når han har spist det han føler, han har brug for, så vil han naturligt gå ned og væk fra bordet.
Hvis I føler at han skal have mere at spise, så må I naturligvis gerne opfordre ham til at blive siddende og spise lidt mere. Det kan også være, at han efter en lang dag i vuggestue er træt og har brug for jeres hjælp til at blive madet, måske har brug for lov til at sidde på skødet hos jer eller lignende, for der at spise lidt mere og det er så okay. Men ellers er det ret vigtigt at lade ham selv mærke efter, hvornår han er færdig med at spise - og er han færdig, så synes jeg at han skal have lov til at gå fra bordet.
Hvis han så kommer og vil have mere, alligevel ikke er færdig, så skal I bede ham om at kravle op på sin stol igen "du må gerne få en frikadelle mere, så skal du lige sætte dig på din stol" så han ved og lærer, at når man spiser, så foregår det der. I skal endelig ikke begynde at løbe efter ham med tallerkenen, begynde at give ham mad imens han står ved siden af jer eller lignende. Det går ikke at han bliver fodret imens han så leger. At spise foregår ved bordet og han skal som udgangspunkt sidde på sin stol.
Hvis han undervejs i måltidet har brug for at komme over til jer og sidde lidt ...
... og spise lidt derfra, fordi han er træt, så lad ham komme det - men igen, I kan sagtens derefter opfordre ham til at komme tilbage til sin stol igen "jeg skal lige spise min mad, du må gerne sidde her ved siden af mig imens" eller lignende.
Hvis han rejser sig, er færdig med at spise og vil lege, så må han lege, men I skal naturligvis ikke lege, hvis I ikke er færdige med at spise. Her skal I så forklare ham, at I stadig spiser og at han derfor må vente "jeg er ikke færdig med min mad, når jeg har spist kan vi lege", "Jeg sidder lige og spiser min mad, du må gerne sidde på sin stol her ved bordet imens" eller lignende. Så han hører at I godt ved at han er færdig, men stadig sætter betingelser op for, hvornår I kan lege, at I lige skal have lov til at spise færdig osv.
Og ja - så vil han naturligvis blive fortvivlet, for han bliver ked af det, når han mærker modstand, når han mærker at I ikke gør, som han gerne vil have - at I f.eks. holder fast i at hvis han vil have mere mad, så må han sætte sig ved bordet. Men det skal I så holde fast i. I skal stadig anerkende, at han bliver sur, men holde fast i at sådan er reglerne "Jeg kan godt høre at du bliver sur, du må gerne få en kartoffel mere, men du skal sætte dig på din stol" eller lignende.
Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Parforhold
Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.
Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tusind tak for svar. Selvom jeg inderst inde godt ved, at der nok ikke er det store at gøre ved vore urolige nætter - andet end at vente på hun bliver større - så er det altid rart at vende det med dig alligevel.
Jeg synes det er så synd, at du aldrig ser alle de små søde, som vi snakker om. Så her er ihvertfald et billede af vores lille datter - det glade barn.
Kærlig hilsen Stine