Brev:

Vrede og nej

---

Kære Helen

Så skriver jeg til dig igen for at få råd om vores datter der nu er 2 år og 4 mdr.
Hun vokser og udvikles, taler nu næsten flydende i lange sætninger og siger de sjoveste ting. Hun er for det meste en glad pige, men som jeg har skrevet om før, har hun et heftigt temperament.

Og den seneste måned har det igen givet sig kraftigt til udtryk og det har været - og er - ret hårdt.

Hun standardsvar er for det meste nej, jeg vil ikke! Og de fleste hverdagsting er gået hen og blevet en kamp.

Hun vil ikke skiftes, hun vil ikke have tøj på. Og hvis jeg skal skifte hende, skriger hun NEJ, far skal skifte og omvendt. I en periode lod vi hende bestemme, men når vi så står ved puslebordet, så er det pludselig den anden der skal skifte og hvis vi føjede hende tror jeg hun kunne blive ved. Vi har dog valgt, at når vi først har aftalt at far skifter, så er det ham der gør det.

Hun vil ikke i bad, men når hun først sidder der så elsker hun det og så er det også en skrigetur når hun skal op. Hun vil ikke ud i haven og lege; hun vil ikke ind igen. Hun vil ikke have skoene på når vi skal ud; hun vil ikke have dem af når vi skal ind.
Hun vil heller ikke i seng; der har vi først en skrigetur når vi går op, en til når der skal børstes tænder. Så går det meget fint med hyggeritual med at læse bøger og synge, men når hun så skal ned i sin seng, så finder hun på krumspring og ender med at skrige og protestere. Vi sidder hos hende indtil hun sover, hvis vi forsøger at gå ud (selv med åben dør og snak så hun kan høre og se os, så protesterer hun og bliver meget ked af det).

Vi forsøger som vi altid har gjort at lade hende have ...

---

---

... hendes følelser og signalere at vi godt ved det er træls at skulle alle de ting man ikke vil, men at man altså er nødt til det. Men vi kan sjældent overtale hende til at følge med frivilligt og når jeg tager hende op er hun begyndt at slå mig i ansigtet. Jeg siger at det må hun ikke og er flere gange også blevet rigtig vred og bagefter siger hun ”jeg må ikke slå mor” og ”undskyld” men gør det alligevel næste gang.

Hun er i det hele taget meget fikseret på det her med at slå, når vi kører forbi andre børn kan hun f.eks finde på at sige : ”jeg må ikke slå pigen”.

Hun holder stadig ferie og har gjort det i en måned, så jeg er spændt på om hun også begynder at slå de andre børn i vuggestuen. Hun slår sjældent far.

Vi er meget konsekvente og jeg synes ikke hun kører rundt med os. Når vi først har sagt at det er bade-tid så er det bade-tid, så det er ikke fordi hun har erfaret at hvis hun protesterer, så får hun sin vilje. Samtidig prøver vi også på at være rimelige og kun tage de nødvendige kampe og så indimellem lade hende selv bestemme hvad hun vil.

Det er helt sikkert at hun har det svært og synes at verden er lidt uretfærdig lige nu. Samtidig så skal man jo altså skiftes, i bad og sove. Og det kunne og plejer at være hyggelige situationer som nu mest handler om at få hende afledt igennem og få det overstået hurtigst muligt.

Det betyder at vi lidt undgår at være sammen med for mange andre mennesker, da hun så let bliver vred og protesterer og det egentlig ikke er særlig hyggeligt.

Jeg håber du, som tidligere, har nogle gode råd til, hvordan vi kan få blødt lidt op på situationen.

Hilsen
en lidt opgivende mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---